Ordet retro-futurisme er før i tiden bl.a. blevet brugt om Kraftwerks fascination af jernbanenettet og lommeregneren i en periode, hvor teknologien reelt allerede var meget længere fremme. Og ordet passer på en måde også glimrende på Danny Kretzfeldt og Mads Weitlings fælles Rumforskning-projekt, der mentalt på visse måder rækker tilbage til rumfartens tidlige dage. Dvs. dengang, hvor mulighederne i feltet var så store - og udviklingen gik så hurtigt - at NASA faktisk turde at investere millioner af dollars i tegningerne til et realiserbart stjerneskib ved navn Daedalus, som ved løbende, kontrollerede atomeksplosioner kunne tilbagelægge flere lysår inden for en ikke alt for vanvittig tidshorisont. I dag er investeringerne inden for feltet som bekendt så små - og vovemodet så stækket - at jeg ikke engang kan regne med, at vi sætter foden på Mars inden for min levetid.

I Rumforsknings verden er det store skridt ud i universet stadig muligt. Her føres man ud mellem pulsarer og røde kæmper, støvskyer og sorte huller, til lyden af hvislen, droner og effekter - alt sammen på en måde, så numrene i højere og højere grad lyder som kosmiske baggrundssignaler. Ikke mindst netop på Himmelhvælv. En over 53 minutter lang komposition, hvor man nærmest kan høre motorerne i stjerneskibet brumme under sig, mens man føres ud i et stort, tomt rum, der alligevel er gennemstrømmet af information om de fænomener, som findes derude. Med andre ord: Musikken eksisterer nærmest ikke - så tæt på intetheden er den - og man kan trygt glemme alt om riffs og motiver. Nærmest også rytmik, selvom der indgår mange loops i værket, som naturligvis nærmer sig dét begreb. Himmelhvælv føles simpelthen som ét langt dyk med Daedalus ud i kosmos. Ind imellem bevæger man sig bare tomt gennem mørkt stof. Ind imellem lyder der udtrukne, mørke toner, der antyder en pulsar i nærheden. Andre gange er der brusende, boblende frekvenser, som måske skyldes soludbrud, måske en planet i nærheden, hvor der forekommer gejsere. På et tidspunkt dukker der sågar signaler op, der virker så organiserede og tilsigtet kunstige, at de synes at være skabt af en civilisation i nærheden, hvis koder man ikke helt har forstand til at knække.

Andet er der virkelig ikke i Himmelhvælv. Bevares: Om man vil, kan man sige, at albummet næppe kunne have været skabt uden dubbens og den tidlige elektroniske musiks rum- og klangfornemmelser - på den måde er der også noget retro over projektet. Men pointen er ikke at skabe musik, selvom der da dukker noget, som minder om en fjern, kosmisk vuggevise, op hen mod slutningen. Pointen er at føre lytteren ud til steder, hvor ingen har været før. Og ikke med fysikerens reflekterende bevidsthed eller eventyrerens adrenalinsusende instinkt, men nærmere med barnets umiddelbare fascination. Det handler ikke om at vide, men om at opleve. I den forstand skal man lede længe efter mere "ren" musik.

I den forstand er svagheden ved Himmelhvælv, at man intet som helst har at gribe fat i. Værket findes bare, og der er ikke som sådan nogen grund til at købe det. Men der er bestemt heller ingen grund til at lade være, for det rum, man inviteres indenfor for at findes i, er vitterligt stort og forunderligt som universet selv. Det fylder alt, mens man lytter. Og det er det på sin egen facon storslåede ved Rumforsknings tredje - og bedst realiserede - album. Retro-futurisme eller ej.