Bandnavnet Majessic Dreams lider symptomatisk nok af en – selvfølgelig bevidst – fejlstavning, for denne skævhed er ikke helt ved siden af i forhold til orkestrets flækkede, bittersøde tekstunivers og uventede takt- og akkordskifter. Det nyligt udkomne og radikalt neddæmpede folk/shoegazer-album Beautiful Days fra Majessic Dreams fremstår således alt i alt som en hypnotisk, hudløs og kvalificeret natteskive, bl.a. fordi den besidder netop dén kant, der skiller den en smule ud fra mængden.

De store armbevægelser overlader Majessic Dreams fornuftigt nok til andre. Og det er en væsentlig styrke hos bandet, der i den grad kender begrænsningens nedtonede kunst. Vi har at gøre med en egentlig ligetil akustisk folkemusik, der giver mindelser om bl.a. amerikanske Iron & Wines mandlige forsanger Sam Bean. Her er det dog svenske Jessica Breitholt Björks sfæriske og doblede kvindevokal i front og partneren Mats Björks overbevisende spil på den spanske guitar, der driver drømmeværket. Omkring disse centrale elementer svæver så violiner, synthezisers og sågar blokfløjter. De holdes dog godt nede af hviskende, snurrige trommer og teksternes hverdagslige parforholdstemaer. Ikke desto mindre forbliver Beautiful Days dog som helhed svævende, nostalgisk og småtrist, men trods alt også håbefuld, så det hele ikke ender som en lang, ubærlig etude i lidelser, tab og tristesse.

Det rytmisk og taktmæssigt kæntrende åbningsnummer ”Wife´s song” er en god indikator for, hvad man har i vente på dette album. Akustisk, messende, organisk og hviskende. En sfærisk stemmeføring og kompetent spillede basgange og guitarer med skæve akkordskift. Og samtidig er der så tale om en slags cirkulær sangskrivning uden megen udvikling eller fremdrift, der måske, måske ikke savner et centrum. I hvert fald betyder den lange kor- og guitaroutro her, at sangen væver et tæppe, der langsomt trævler op og går i opløsning. Det er ganske overbevisende gjort. Den synlige konstruktion viger langsomt pladsen og forsvinder i dette tilfælde bag et vellykket illusionsnummer.

Af andre numre på Beautiful Days kan fremhæves titelsangen, som igen benytter sig af teknikken, hvor Jessica Björks stærke leadvokal er placeret midt i lydbilledet og samtidig forlænges og dobles med yderligt panorerede korudgaver af samme vokal, hvilket understøtter den melankolske stemning, som teksten, violinen og de lange strygerflader skaber. I lige så melankolske ”Wish he was you” er der amerikansk hippie-60’er-stemning, blokfløjter og snublende trommer i det for Majessic Dreams så typiske mellemtempo i den tilsvarende typiske ting-der-kunne-have-været-anderledes-emnekreds. Anstrengende bliver det pudsigt nok alligevel ikke. Pladen som helhed forekommer dog temmelig ensartet; på godt og ondt uden svinkeærinder fra den tone, der anslås i begyndelsen. Et helstøbt eller monotont album alt efter temperament. Mod slutningen får de basalt gode sangskrivningsevner dog manøvreret skuden i sikker havn med numre som ”By the river” og smagfulde og bitre, men også paradoksalt lyse og smukke ”Broken love”, før den afsindigt dvælende, meditative og næsten sangløse 7 minutter og 17 sekunder lange ”Walk you home” afrunder Beautiful Days.

Majessic Dreams har ubetvivleligt et stærkt kort i Jessica Breitholt Björks vokal, og bandet har med nærværende udgivelse begået en fin folkplade. Ingen milepæl, langt fra nogen revolution af genren, men absolut et stille, selvstændigt og refleksivt værk om afsked og håb med mange skæve, troværdige kvaliteter.