Lad os for en gangs skyld begynde med historien bag bandet: Sicilianske Agata Foti og bosniske Emir Pasic med en fortid i balkanpunkorkestret KURvE mødtes af alle steder i Århus og begyndte snart at skrive sange sammen. Varme, sydeuropæiske Balkan og Sicilien ramte den kolde, nordiske vinternat, og melankolien satte fluks ind... Sådan præsenterer bandet i hvert fald selv både sin baggrund og musik i ét greb, og det er måske heller ikke helt ved siden af.

Deres musik er således ganske vist en sælsom blanding. Et mix af afmålte, elektroniske doseringer, summende loops, akustiske instrumenter og eksperimenterende vokaler, men det sydeuropæiske element overdøves nu i høj grad af den stille, nordiske melankoli blandet op med angelsaksisk indietradition. Nuvel, ikke desto mindre er den 8 numre og 22 minutter lange Overnite EP absolut et behageligt bekendtskab, der indledes med den korte ”Weltschmerz Collapse” – en instrumental, elektronisk ouverture til albummet.

Derfra fortsætter Overnite EP i samme småapokalyptiske, energidrænede og næsten andægtige stemning med stille og minimalistiske ”So long” tilsat Agata & Me-kendemærket afdæmpet megafonsang. Denne tildækkede stemme er næsten synd og skam for et band, der besidder så stor vokalmæssig kapacitet, hvilket paradoksalt nok afsløres på f.eks. et ellers nøgent højdepunkt som ”Camouflage” med en glasklar og bevægende Agata Foti-vokal i front med klædeligt rum omkring sig. Næsten lige så god er Emir Pasics underspillede vokal i andre tilfælde, og sangene er undertiden rene små sangskrivningsmæssige perler.

Derimod virker de elektroniske idéer, rytmeboksen og loopene ofte mere som påklistrede, hvis ikke direkte forstyrrende og fejlproducerede elementer som i det ellers inciterende afslutningsnummer ”Nanit”. Det er ærgerligt, fordi Agata & Me i sin rene, klare form er langt stærkere. Heldigvis burde det være næsten umuligt ikke at kunne høre substans og fundamental musikalitet gennem de knap så heldige greb. Efter endt lytning er det således lykkeligvis en kerne af smukke, vemodige sange, der står tilbage.

Om Overnite EP som helhed rejser sig så højt over mængden, som den synes at have potentiale til, er måske tvivlsomt, men den lover godt for fremtiden. Den korte spilletid virker passende, også fordi man udmærket kan forestille sig hele ep’en som ét langt nummer på 22 minutter. Bandet selv er et heldigt møde mellem musikalske verdenshjørner, om end nogle hjørner er forsvundet mere end andre i lydbilledet. Visse soniske bestanddele virker også mindre velvalgte end andre, men originaliteten, talentet, sangene og de sjælfulde vokaler er der, og Agata & Me fremstår foreløbig som en mørk, musikalsk sammenhæng med personlighed, der helt sikkert har sin stille eksistensberettigelse.