Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Box: 'Studio 1', Skyphone: 'Avellaneda'
Box
Studio 1
(cd, Rune Grammofon/Sunset, 2008)
 
Box: 'Studio 1', Skyphone: 'Avellaneda'
Skyphone
Avellaneda
(cd, Rune Grammofon/Sunset, 2008)
 

For musikelskere med hang til eksperimenterende electronica og jazz er Rune Grammofon lig med et sikkert tegn på kvalitet. Det stilsikre norske pladeselskab, der blandt andet har opnået den ære at blive distribueret af Thrill Jockey, er indbegrebet af æstetisk og musikalsk perfektion. At selskabet stadig er oppe på mærkerne bevises med to af de seneste udgivelser fra henholdsvis Box og Skyphone.

Box udgøres af Raoul Björkenheim (guitar, viola da gamba), Trevor Dunn (bas), Ståle Storløkken (keyboards, elektronik) og Morgan Ågren (trommer) og er lidt af en avantgardestjernegruppe med forbindelser til bands og kunstnere som John Zorn, Mr. Bungle, Supersilent, Scorch Trio og Zappa's Universe. Bandet blev oprindeligt skabt for at levere musik til Philip Mullarkeys arthouse filmprojekt Box, men de opdagede hurtigt, at der var en magi tilstede, der rakte ud over den specifikke bestillingsopgave, som bandet var et resultat af.

Her er så debuten med den lakoniske titel Studio 1. Et album, der består af seks numre med titlerne "9","11", "7", "3", "13" og "12". Men det er ikke kun rent titelmæssigt, at Box gør grin med kronologien. Studio 1 udgøres af seks lydlige eksplosioner i tid. Musik, der er improviseret frem, men som stadig beholder en grundlæggende (amorf) struktur. "9" suggerer for eksempel et hypnotisk groove med Trevor Dunns dybe, elastiske basspil, Raoul Björkenheims klirrende guitar, Morten Ågrens kaotiske trommer og Ståle Storløkkens udsyrede keyboards. Stilen kan måske bedst karakteriseres som free form fusion med træk af metal, art rock og electronica. Efter den episke tour de force "9" (17 minutter), så giver "11" dog et lidt mere forsigtigt funky groove.

"7" er i begyndelsen en rytmisk stuvning af elektronisk og akustisk perkussion, men overtages gradvist af Dunns monumentale basspil og Björkenheims abstrakte guitarspil. Stilen er ikke langt fra Miles Davis' banebrydende fusionseksperimenter i 70'erne. Der er den samme ild og eventyrlyst, men hvor Michael Hendersons basspil lå på grænsen til det statiske og skabte en mantraagtig effekt, så er Dunns spil langt mere ornamenteret og pågående i en sådan grad, at han faktisk stjæler opmærksomheden fra guitaristen, Björkenheim, men det gør egentlig heller ikke noget, når spillet er så konsistent og opfindsomt, som det er her. Det gælder dog om at holde ørene spidset. Der er ikke meget plads til at puste ud, når de fire herrer går i gang. Det er en polyrytmisk, kaotisk, funky fri musik og det er bestemt ikke for alle, men det er avantgarden på den anden side sjældent.

Der er til gengæld anderledes mainstreamappel over danske Skyphone, der opnåede mange anmelderoser med deres debut Fabula. Det forstår man godt, for bandets melodiske, let jazzede folktronica trækker lytteren ind i et blidt, drømmeagtigt univers, der imidlertid aldrig bliver sukkersødt, som faren ellers kan være for denne type musik. Over 11 numre har Skyphone skabt små melodiske landskaber, der fortryller med deres mange fine detaljer. Det elektroniske og akustiske blandes til en poetisk enhed. Et eksempel kunne være "River of Kings" med dens fine blanding af akustisk og elektrisk guitar og diskret elektronik, men albummet må først og fremmest opleves som en helhed. Det er ikke så meget en enkelt sang, man sætter på, men snarere hele albummet som en stemning, der nydes i en sammenhæng. Det er albummets styrke: At det appellerer til fordybelsen.

Box og Skyphone kan således opfattes som dele af et større musikalsk måltid. Hvor Box udgør den eksotiske forret, der brænder i halsen og fremkalder sved på panden, så er Skyphone hovedretten, der med solide ingredienser gør lytteren mæt. Begge "retter" er anrettet med Rune Grammofons sædvanlige sans for grafisk perfektion (Kim Hiorthøy har som sædvanligt stået for designet), og i det hele taget må det stå fast, at Rune Grammofon stadig er et selskab, man kan regne med, når høresansen skal plejes, udfordres og forkæles.

Jakob Bækgaard, 15. apr 2008


Yderligere information

www.runegrammofon.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Skyphone
Basement, København, d. 28/4, 2004



Skyphone
Fabula



Dub Tractor
More or Less Mono



Dub Tractor
Hideout



Limp
Orion


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen