Du har garanteret set Jonas Stampe på en eller anden scene, han har sådan noget halvlangt sort hår, og han behersker mange instrumenter. Oftest ses han med guitar eller citar i selskab med bl.a. grupperne Mofus og Badun, men når han optræder alene under navnet Snöleoparden, så er det med en gammel spolebåndoptager, fløjter, xylofoner og en masse effektpedaler og knapper. Snöleoparden er et muntert og sympatisk indslag, og hans optræden egner sig både til børnefødselsdage og avantgardeklubber.

På debutalbummet sniger Snöleoparden sig igennem et meget ujævnt landskab, og jeg må sige, at albummet slet ikke har samme opløftende virkning som liveoplevelsen. Stampe bevæger sig hele tiden meget tæt på den fine grænse mellem leg og pjat, og jeg synes, at han kommer ud i for mange intetsigende sekvenser, fordi han lader sig opsluge af fjollethed. Her tænker jeg ikke på indspilningen af Sebastians ”Hodja fra Pjort” baseret på børnehavekor. Det er en gæv og fin idé, som fungerer udmærket, faktisk er det et af pladens mest gennemførte numre og et af de få som virker rigtigt færdige.

Netop det ufærdige og skitseagtige præger for mange af pladens andre numre. I pressemeddelelsen opridses situationen faktisk meget præcist. Man fortæller, at der er tale om ”en blanding af barnlig legesyge, musikalsk nysgerrighed og instrumental ekvilibrisme”, og det er netop det indtryk jeg får, når jeg lytter. Legesyge, javel, men hvor spændende er barnlighed egentlig? At arbejde med et barns nysgerrighed er vel ikke det samme som at udtrykke sig barnligt. Ingen tvivl om, at Snöleoparden er en energisk kreatør, som ikke er kræsen, når han vælger byggeklodserne til sin musik, men det samlede indtryk lider under hans manglende disciplin. Jeg savner rygrad. Ekvilibrismen er fin, men der må også være en vis tæft i udførelsen, noget som gør projektet til mere end sjasket fingermaling.

Pladen vil ud i rigtig mange kroge, og det er måske netop den overbegejstrede tilgang til alverdens musikalske alsidighed, der må tæmmes langt mere. Udover børnehavekoret fra Århus kommer vi flere gange omkring en slags minimalkomposition med bl.a. xylofon og trommemaskine, en 6-årig tiggerdreng fra Pakistan og et par optræk til elegante guitarnumre. Det hele lyder meget lo-fi og hjemmelavet, og det kan jo være et fint rum at starte i, men når retningsløsheden er så markant, så må tungen virkelig holdes lige i munden, og der kommer Snöleoparden i problemer.