Efter at have dyppet tæerne i vandet med mindre anlagte, men fine udgivelser med bl.a. Marzipan Marzipan og Nils Gröndahl har cd-r-selskabet Sound of Perpetual Astonishment (SOPA) - egentlig blot et dæknavn for bagmanden Lars Kjær Dideriksen, der stykker enkle, men flotte "limited supply recordings" sammen hjemme i dagligstuen - leveret en decideret monolit af en opsamling. Sopa Deliciosa - vist spansk eller italiensk for "lækker suppe" - er den titel disse 44 optagelser, som er fordelt over to skiver, har fået. Og lad det bare være sagt på forhånd: Vel er suppen tung - ingredienser mangler den i hvert fald ikke - men den er faktisk også lækker.

Sopa Deliciosa er én stor hyldest til musikken. "Hvilken musik?", vil nogen så nok spørge, men svaret må alligevel prompte være: "Hele baduljen!" Jo, man er ganske vist langt nede i vækstlaget - grænsen går, hvor midterstrømmen begynder - men ellers er der ingen andre streger i sandet. Hverken landegrænser, genrebarrierer eller musikalske/produktionsmæssige konventioner betyder noget. Den eneste fællesnævner er tydeligvis, at materialet har ramt noget i udgiveren selv - at det er blevet samlet med kærlighed såvel som kritisk sans. Og er man ikke altid ubetinget enig i valgene, smitter dedikationen lytteren. Specielt fordi dette gavmilde rodsammen af bl.a. lo-fi, electronica, singer-songwriting, hip hop, udkullede indie/punk-hybrider og excentriske tiltag, det slet ikke kan betale sig at stoppe ned i nogen kasser, tager sig ud som et ganske bevidsthedsudvidende mixtape!

Så megen - og så forskelligartet - musik lader sig bedst anmelde i form af en række punktnedslag. Men selv der er det svært at fokusere, for stikker det hele, selv det mindre vellykkede, ikke ud? Jo, det gør - den samme musikalske strategi forfølges yderst sjældent over mere end et nummer af gangen, og selv når der fejles, fejles der med egensindighed. Som på The Harpies' "Fairytales", hvor en glimrende melodi og gode vokaler modarbejdes vel rigeligt af et demonstrativt skrabet arrangement, der næsten kun består af et halvløbsk trommesæt. Eller 9's "KMF", der egentlig ikke er et skidt stykke vimst electropop, der bare lider under en unødvendigt nedmixet vokal og en generelt papkasseagtig produktion.

Ellers kan man bare starte med at remse personlige favoritter op fra en ende af. Og på den første cd startes der faktisk med et stk. af slagsen: Big Daddy Mugglestones "Service W/A Smile". En ren acapella-ting, der skylder Frank Sinatra et eller andet, og er lige så frækt henkastet, som den er sprudlende. Marzipan Marzipan repræsenteres med "The Love Song", der, med tyndt pumpende rytmeboks, en flot, tilbagelænet saxofon, lyrisk guitar og en fortættet vokal, absolut ikke hører til i den svage ende af hendes produktion. Sublime Le Fiasko - check for Guds skyld deres Myspace-side! - leverer en sand perle med "Mouse", der starter som en lidt forsagt pianodrevet ballade, hvorefter den eksploderer i et festfyrværkeri af rundtossede jazzakkorder, tiltende strygere og blå, luftige pigevokaler. Og med "My Man" og "The Devil Behind Me" serverer henholdsvis The Sad Lovers og My Twin spindelvævsfin singer-songwriting af den type, der er så velformet og hjemsøgt, at den kan finde på at dukke op i ens drømme om natten. Andre typer end undertegnede ville sikkert pege på Bleubirds "Writer" (et sandt scoop at få ham med!), Ear and Darks hysterisk tumultariske metal/no wave-hybrid "Pig" eller Machinefabrieks "Droog Water", hvor en serie af støvede, melankolske loops elegant holdes i flugt via bittesmå, men effektive editeringer. Og jo, det er så sandelig også gode ting. Men på dette volumen er det vitterligt de mere traditionelle - hvad det så end skal betyde på en plade som denne - sager, der hiver stikkene hjem i dette par ører.

På det andet volumen er det først og fremmest Andreas Hansn, der - i to forskellige opstillinger - løber med det største bifald. Første gang lige i starten, hvor han giver den som solist under navnet A.K. Hansn med den minimale "Ud af Mit Gode Skind". At der stort set kun er hans stemme, en sumpet guitar, en tikkende rytmik og en enkelt synth til stede betyder intet: Med linjer som "Det her nummer lyder fedt / Så mon ikke min lady gider hente startkablerne og køre det over med cabrioleten / Thank you very much, lady!" er dette en herlig hyldest til vanviddet og ekstasen. Åh ja, og en af de bedste sange, han overhovedet har lavet. Sublim er også Singvogels lettere rodede, men ekstremt sammenbidte live-fordanskning af Fallen Mens "The Surgeon", "Kirurgen", hvor fortælleren gennemgår den ultimative operation: "Han tog mine læber, så jeg ikke kunne kysse / Han tog mit ansigt, så jeg ikke kunne se ud / Han tog min lever, så jeg ikke kunne drikke / Og han tog røven på mig, så jeg ikke kunne skide / På kirurgen, KIRURGEN!" Helt igennem essentielt materiale, hvis man, som undertegnede, har et kronisk blødt punkt for denne ener i dansk musik.

Men der er mere kvalitet på spil hen over skiven også. Som Oli Oli Olis herligt forskruede 80'er-electro-pastiche "Sing Bird", der lyder som et jam mellem John Foxx og Add N to (X), eller canadiske Wendy McNeills nøgne hyldest til Paris, "Lutetia (Song of a City)", som endnu en gang illustrerer, hvor meget man kan få ud af blot sin stemme og en akustisk guitar. Ligesom i øvrigt amerikanske Emily Frembgens "Dogs", hvor hendes skrøbelige, næsten forsvindende stemme og kun vagt mere fremadrettede guitar får følgeskab af sugende synthlag og bølgende klokker. Og skulle man have fået nok af al denne niceness, kan man rense ørerne godt og grundigt med Mr. Learys hakkende, forpustede collage "BIN No. 812", der måske nok deler mere med tidlige industrialister som Throbbing Gristle og Cabaret Voltaire end moderne noise-navne, men punktvist opnår samme pulveriserende kraft.

Men det skal understreges, at alt dette blot er mine udpluk og mine meninger. Denne sopa deliciosa smager næppe ens på to tunger, om end det er givet, at alle sikkert vil have deres yndlingsingredienser såvel som råvarer, de godt kan undvære. Men holder man af musik i en bred, om end lettere bizar forstand, er der ingen undskyldninger for ikke at smage på retten. Og mæt bliver man med garanti.