Nu har små armbevægelser jo aldrig været Martin Halls stærke side: Han griber meget sjældent fat i noget uden at rendyrke det i den grad, at folk ofte direkte bliver stødt af det. Regner man punkåret 1977 for det magiske startpunkt i hans karriere, har han således i lige dele provokeret, begejstret og vakt til eftertanke i 30 år - og selvfølgelig skal det da markeres med intet mindre end et femdobbelt cd-sæt plus en ekstra dvd, der opsamler visuelle nedslag gennem årene. Overraskelsen er næsten, at der ikke er dobbelt så meget! Og det kunne der også sagtens have været, for som boksen er nu, opsamler den kun en relativt lille del af alle de rariteter, han har efterladt sig gennem sin lange og rige produktion.

Men lad nu det hvile: Hvor mange bokssæt tærsker langhalm på allerede udsendt materiale, er Catalogue - også for mangeårige Hall-lyttere - en decideret lækkerbid af flere grunde. Selvom de to første cd'er, Airplay og Hallmark ("signature songs"), på sin vis er "greatest hits"-projekter, er meget af det ældre materiale på dem uopdriveligt i dag, med mindre man er villig til at hive den helt store pengepung frem. Store dele af instrumental-cd'en Soundtracks er simpelthen ikke udsendt før. Intet af det, man finder på live-cd'en Encore, er decideret gammelkendt, og finder man et par promotion-videoer af ældre dato på dvd'en Visuals, forkæles man dog også der med masser af nye billeder. Endelig er remix-cd'en Remakes i sig selv et spændende album, hvor håndplukkede (mestendels) elektroniske kunstnere kommer med deres egne takes på uddrag fra Halls bagkatalog. Kort sagt: Der er ingen grund til at føle sig snydt, når øjnene indledningsvist glider ned over tracklisten. Og det er der heller ikke bagefter.

Airplay og Hallmark-afdelingerne har det til fælles, at de blander tilgængelige klassikere fra Hall-repertoiret med obskure samme - i enkelte tilfælde endda også tidligere uudsendte ting. Kvaliteterne i numre som "Beat of the Drum", "Burning Sugar", "Prime Material", "Cradlemoon" og "Another Heart Laid Bare" har altid været åbenbare for såvel feinschmeckerne som det brede publikum - elegante afvejninger af cerebral sangskrivning og skiftende tiders poplyd. Ikke uden grund har Hall ved flere lejligheder nævnt Scritti Polittis hårde nødder i lækker indpakning som en væsentlig musikalsk inspiration, og i grunden har han altid været bedre til at praktisere idéen om det subversive/filosofiske popkunstværk end Green Gartside selv, som altid har virket en kende steril i eksekveringen. Til sammenligning er der næppe et øje tørt efter det stærkt ekspressive omkvæd i "Another Heart Laid Bare". Så meget sagt er de sande fund på de to indledende skiver de ting, som enten altid eller i mange år har levet en uvis tilværelse. Her skal opmærksomheden måske specielt rettes mod debut-A-siden med Ballet Mécanique, "Avenues of Oblivion" fra 1980, som i lang tid har skiftet hænder for uhyggeligt høje beløb antikvarisk. Nuvel: Historisk set er der gode grunde til det, men musikalsk set er det et lidt andet spørgsmål. Med slingrende trommer, haltende bas og egentlig kun en stærk guitar-rundgang til at løfte miseren lider nummeret af en masse børnesygdomme - ikke mindst en påfaldende inspiration fra Siouxsie & The Banshees - som synes dekader væk allerede på samme gruppes "An Attempt of Interruption" fra det følgende år. Man forstår, at Hall i de noter, der følger med boksen, kvier sig lidt ved at medtage sangen, men omvendt: Alt har en begyndelse, og skønt den sjældent er køn, er den i det mindste nødvendig.

Så er de inkluderede numre med Ballet Mécanique, Under For, Front and Fantasy og den unge Hall solo anderledes indbydende, selvom de fortsat er drevet af postpunk-periodens tænderskærende desperate energi. Flere af disse indspilninger er samtidig også vigtigt musikhistorisk materiale, eftersom de var periodens reelt eneste kvalificerede danske svar på technopop-bølgen: Krystallinske og kølige, men også meget intense kompositioner, der - ved deres kompetente brug af tidlig sequencing og samplerteknik alene - var lysår foran alle andre dengang. I tilfældene "Free-force Structure", "Treatment", "Eyes and Hands" og "Showdown" har man simpelthen at gøre med banebrydende klassikere i dansk musik. Men ser man bort fra det rent historiske, bugner de to sæt også af sange, der slet og ret er store. "Crush" og "Synthesis" hører i undertegnedes hoved til de største, enkleste og alligevel mest præcise kærlighedssange, der nogen sinde er skrevet; ja, engang sagde jeg endda til mig selv, efter at have hørt det himmelråbende smukke væv af loops, orgel og cello på sidstnævnte, at nu kunne jeg roligt tage billetten: Intet ville nogen sinde blive bedre! Men i den tunge ende finder man også de indædte, men samtidigt skrøbeligt sitrende opgør på "Song For Someone" og "Masquerade", den hysteriske, men også kuldslået klare "Imagine Focus", den kølige, kringlede modernisme på "Plaza Flesh" og den intense, stadigvæk overrumplende originale avantgardepunk på "An Attempt of Interruption", "Leathern" og "A Spastic Appeal". Så er de hidtil uudgivne ting, de to volumener også rummer, trods alt knapt så centrale. Big band-fortolkning af oldien "Brainwash" er f.eks. mere underholdende end væsentlig, ligesom "World on a String" er ren poprock, hvor de fræsende guitarer lyder en kende demonstrative og påklistrede. Skægt at høre ham forsøge sig med mere pågående toner igen, men nu om stunder ligger hans force alligevel andre steder.

Ikke mindst som instrumental komponist, hvilket Soundtracks vidner om. Bevares: Hvorfor den rene, tørre udgave af violinkompositionen "Ritual" (reelt tredjesatsen "Ond Onde Ondes") fra 1983 absolut har skullet omredigeres og belægges med elektronisk hvislen, er for dette par ører en gåde, når resten af boksens indhold viser en Hall, der netop står ved tingene, som de i sin tid blev udformet, og klædeligt undgår lignende efterrationaliseringer. 1980-kompositionen "Evocative Inelegance", der oprindeligt blev indspillet på en billig spolebåndoptager, er også blevet udsat for en hel del efterfølgende bearbejdning, men trods alt kun med henblik på at forbedre lytteoplevelsen. Som i øvrigt er stor: Selvom den helt unge Hall greb til billige effekter som f.eks. varispeed, er denne collage af maskinlyde fin, tidlig dansk musique concrète. Højdepunkterne på dette volumen falder dog i den senere del af karrieren - fra og med stykker som "8" og "Erosion", der i 1989, som dele af lydsporet til dokumentarfilmen The Point of No Return, byggede en flot bro mellem 90'ernes ambient og 80'ernes industrial. Derefter falder perlerne tæt, ligesom Halls løbende fascination af klassisk musik og dekadente cabaret-stemninger trænger igennem for alvor. Den uudsendte "Theme from Night and Day" fra 1993 ulmer flot i sin blanding af kimende synth, sagtmodigt klaver og en næsten trip hop-agtig rytmebund. Med sin blanding af rugende, ekspressiv ensemblemusik og sart, lyrisk piano indrammer "Elia" ganske fint Cronhammers værk ved Birk nær Herning. "Replicator" fra Camille er stadige lige fornem i sin kombination af rustikke, vuggende cabaret-stemninger og noget forskruet modernistisk. På hver deres facon udvinder "Red Star Trademark" og "Racing Cars" skønhed af beskidt, motoriseret transport - henholdsvis tog og racerbiler, hvis aggressive fræsen på sidstnævnte ekstrapoleres med bl.a. sugende korstemmer, mens førstnævnte, der er centreret om jernbanernes meditative rytmik, lyder som en forsinket del af soundtracket til Lars von Triers Europa. Og så er der ellers fængslende løsøre som reklame-lydsporet "Kvadrat" og "String Quartet Playing in a Refugee Camp", som med henholdsvis en art imploderet kammerlyd og fjerne, vagt mellemøstlige klange, bestemt ikke gør del tre af sættet til en mindre lytteoplevelse. Faktisk den ikke blot mest konsistente, men også mest interessante opsamling i boksen. Skulle Hall omsider definitivt forkaste pop- og rock-industrien til fordel for arbejdet som komponist i en bredere forstand, skulle der ikke lyde et ondt ord herfra.

At "den" så på ingen måde har forkastet Hall, bærer Remakes vidnesbyrd om. Og hvilket ét! Som nævnt i indledningen, kunne denne del af boksen sagtens bære at udkomme på egen hånd - så konsistent og afvekslende i sin strøm af (primært) elektroniske udtryksformer er den. Men OK: Det er bestemt heller ikke revl og krat, Hall har inviteret ind for at tage livtag med bagkataloget, og folk har tydeligvis været så beærede over opgaven, at man helt slipper for den type venstrehåndsarbejder, der kendetegner ni ud af ti moderne remix-plader.

Af ældre omfortolkninger er der kun to ting, der er sluppet gennem nåleøjet: Tyske Traumas "Love in Vein" fra '99, der bygger et helt nyt og temmelig godt EBM-nummer op omkring en tekst af Hall, og "My Argentinian Rose", som Candy's Room ombygger til en både medrivende og detaljeret rytmisk sag. Ellers er næsten alt materialet fremstillet til lejligheden - og oftere end ikke snarere helt nye numre end simple remixes. Og bevares: Der er da det, der er mere vellykket end andet. Uden at gøre en decideret skidt figur føler man f.eks., at Hess is More kunne have fået mere ud af "You Know Why They Hate Me" end den sprøde, men lidt rutineprægede "Rooms Badly Lit". Men de radikale, fascinerende fortolkninger står faktisk i kø, og de to bedste er - set herfra - henholdsvis Efterklangs "Tu es Mon Image" og Prins Ezos "Parading the Frosen", der er en ren mareridtsversion af "Another Heart Laid Bare". Efterklangs bidrag, der også var at finde på Facsimile-albummet, former meget smukt forlægget om med klangflader, harper, klaver, klokkespil og - ikke mindst - rigelige doser stilhed, der bliver det usynlige omdrejningspunkt for en skrøbelig komposition, som balancerer elegant på kanten af opløsning. Og når man har hørt den, kan man rense det rosenrøde af linsen ved at bladre videre til "Parading the Frozen", der er lige så frustreret, forfrosset og trykkogeragtigt, som forlægget var forløsende. Ren Ballet Mécanique, som de - i en parallelverden, man ikke ønsker at forestille sig - kunne have lydt i 2007, hvis de primært var begyndt at arbejde elektronisk.

Men gør man det, hopper man over fine ting som Dub Tractors sprøde, hoppende take på "Ritual", som endog låner indledningen fra Ballet Mécaniques "Veins", Pellarins "Vacuum (Other Rooms)", der er det mest underspillede stykke click'n'cut, dette par ører endnu har hørt, og Christian Skeels effektfulde, men spindelvævsfine arrangement af samme originalnummer, der har fået titlen "St. Petersburg Notes". For ikke at nævne Wäldchengartens korte, men nærmest paniske bearbejdning af "A Vulgar Display". Man når dog at få skivens helt store clou med: Else Marie Pades sene debut som remix-artist. Det tre minutter og 34 sekunder lange værk, der har fået titlen "Illustration" - forlægget "Finale" var såmænd en lille, nøgen a cappella-ting på 51 sekunder! - starter med at fremlægge sit materiale, hvorefter Halls stemme låses fast i flader, der arbejder videre med stykkets meditative, nærmest kosmiske grundfølelse. Endelig indføres der til kontrast lidt disharmoni i en afsluttende fase, der lyder som en løbsk piano, hvor strengene brister én efter én. Mere end hæderligt, må man vist sige.

Og så er der selvfølgelig de to afsluttende skiver: Encore og Visuals. På flere måder et par, eftersom materialet overlapper. Af de to er Visuals-delen absolut den mest interessante, idet den på fremragende vis illustrerer den enorme transformation, Hall har undergået gennem tiden. Fra den fuldstændigt opskruede desperado, der råber og skriger ind i mikrofonen i to klip fra Claus Bohms Totem (1984), mens Under For kaster passende støjkaskader ud i rummet, til den modne performer i de sene klip fra Glyptoteket og Trax Galla anno 2006. En performer, der sågar griner af det groteske scenarium, han skaber under "Brainwash", hvor Danmarks Radios Big Band trutter løs over den gamle renselseshymne, mens han selv fører sig frem som en postmoderne natklubsentertainer! Og helt kostelig er den afsluttende "Tout le Monde", hvor han sammen med selveste Marcel de Sade giver den som cabaretsanger ved pianoet, mens billederne ruller forbi som i en grynet stumfilm. Men der er nu også det på dvd'en, der simpelthen er rørende - som de æteriske videoer til "Another Heart Laid Bare" og "Cradlemoon" og den ultimativt fortættede koncertudgave af "Song for Someone", der bliver fanget på celluloid på Glyptoteket. Et blandet, men igen ret essentielt volumen.

Så er der trods alt lidt længere mellem snapsene på Encore. Bevares: Den over ti minutter lange nyfortolkning af Ballet Mécaniques "Poem", hvor hans egen stemme og Johnny Stages beskidte guitar går smukt i spænd med Palle Mikkelborgs luftige trompet, er nok den bedste udgave af det nummer til dato. Og sammen med Danmarks Radios Big Band får han afleveret en forrygende "Werschwendung", der også fortjener forevigelsen. Det er da såmænd også fint at få "Tout le Monde" i en rendyrket cd-version, selvom petitessen gør sig bedre med tilhørende billedside. Men ellers udfyldes det meste af Encore med nyindspilninger af de omarrangerede klassikere fra kataloget, han allerede i vidt omfang fremlagde i samarbejde med Den Danske Kvartet på Performance i 1997. Der er da kommet nye, forfriskende indslag til i dette parløb mellem det klassiske klangunivers og rockscenens sangskabeloner siden - f.eks. den livligt pastorale udgave af "Ash and Lemon Water", som har fået titlen "Shift Lock Immunity", og de dunkle manøvrer på "Contemporary Ideals" ("A.S.A.P."). "Another Heart Laid Bare" (nu: "Diary # 3") fremlægges endda i en blændende udgave, hvor Halls stemme forvrænges i en radiomonitor, mens filosoffen Herbert Zeichner kigger ind med en velplaceret narrativ passage på tysk. Men måske skulle man simpelthen have lavet en genudgivelse af Performance, der samtidig opsamlede disse seneste eksperimenter med The Danish Chamber Players, i stedet? I hvert fald giver cd'en hverken et dækkende billede af hans koncertaktivitet gennem årene eller et fyldestgørende snapshot af formen lige nu, hvilket i så fald også burde have inkluderet nogle brudstykker fra koncerten på Hindsgavl Slot.

Og er der et egentligt problem med Catalogue er det alt det, der ikke er med. Men som sagt: Hall har over 100 udgivelser bag sig - de fleste af dem rimeligt konsistente - så bare det at klippe en essens sammen, der fylder så lidt som denne boks, har, som der står i de introducerende noter, været en enorm opgave. Gerne havde undertegnede set såvel Testcards-udgivelserne og diverse solobånd fra slutningen af 80'erne og starten af 90'erne repræsenteret, ligesom fyldigere uddrag fra Under Fors Apparently All the Same ville have været velkomne. Det havde vel heller ikke skadet, hvis funkprojektet Pesteg Dred og de mere krystallinske SS Say havde stukket hovedet indenfor for en kort bemærkning. Men lad nu det hvile: Man kan jo ikke få alt, og som det er nu, får man i det mindste rigtigt meget.

Ikke mindst når man tænker på, at numrenes tekstsider - og ordene til hele herligheden følger selvfølgelig med i hæftet - samtidig afspejler 30 års personlig, mental, metafysisk og intellektuel dannelse, hvilket er en enorm og ikke så lidt interessant historie i sig selv. Hall er en af de få personer i dansk åndsliv, man af de helt rette grunde kan kalde en legende. Men da dette ikke er tænkt som en artikel, hvad det nemt kan blive, hvis man også skal til at opsummere alt dét stof, kan det varmt anbefales at supplere denne boks med at læse den toleddede roman Den Sidste Romantiker (2005), hvori Hall - iklædt en maske, men alligevel relativt klart - fremlægger revl og krat i en fremstilling, der ikke skåner nogen. Heller ikke sig selv og sine, ja, store armbevægelser.

Men talentet har altid kunnet bære dem. Og det kan det ikke mindst her.