Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: The State, The Market & The DJ

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Neil Halstead: 'Sleeping on Roads', Wynona: 'Lost Hill'
Neil Halstead
Sleeping on Roads
(cd, 4AD/Playground)
 
Neil Halstead: 'Sleeping on Roads', Wynona: 'Lost Hill'
Wynona
Lost Hill
(cd, Glorious Records/Playground)
 

Med den strøm af traditionsbevidste amerikanske udgivelser, der i de seneste år har fyldt vel rigeligt i det musikalske billede, kan man nok spørge sig selv, hvad man egentlig skal med en flok europæere, som også dyrker de amerikanske rødder. For roots-puritanere må det ligne en mangel på ydmyghed, hvis ikke ligefrem en åbenlys frækhed. For vi andre kan det bare synes en smule unødvendigt. Dog skal man ikke nødvendigvis lade sig afskrække. Fascinationen ved at dykke ned i noget, der ikke er ens egen mytologi, kan nemlig til tider kaste en særlig glans over produktet. Outsiderpositionen kan rumme en egen rastløs drivkraft og et blik, der åbner nye døre i et tilsyneladende velbeskrevet rum. Americana-pioneerne The Walkabouts demonstrerede med Train Leaves At Eight, hvilken magi den europæiske musiktradition kan blive beåndet med af et amerikansk blik. At blikket vendes mod en anden tradition end ens egen, er altså ikke nødvendigvis at foragte.

Det faldt mange for brystet, da engelske Neil Halstead i midten af halvfemserne opløste den legendariske gruppe Slowdive og i stedet dannede Mojave 3 – et band, der med simple, akustisk funderede sange og velafstemte vokalharmonier lænede sig stærkt op af en amerikansk tradition, om end engelske troubadourer som Nick Drake og Bert Jansch også altid har fyldt meget i oplandet. Sandt er det, at Mojave 3 ikke er noget stilskabende og dybt originalt band, men det ry de hos mange har opnået som en slags alternative country-light er ikke ganske retfærdigt. Neil Halsteads sange og bandets lyd rummer nemlig en særlig vemodig skrøbelighed, som ikke tilbyder et konkret sindbillede på Amerika, men snarere en drøm om det. Der findes næppe nogen amerikanere, der kan spille den slags country, som Mojave 3 spiller.

Derfor kan det da også godt skuffe, at Neil Halstead på sit første udspil i eget navn, Sleeping on Roads, tilsyneladende ikke har overanstrengt sig for at afkræfte rygtet om hans manglende tyngde som sangskriver. Helt i tråd med Mojave 3 er det et album, der dyrker udlængslen, drømmen og en ungdommelig sårbarhed, og et album fyldt med smukke, velafstemte sange, der lægger sig mellem en amerikansk og en britisk sangskrivertradition. Trods den oplagte henvisning til amerikansk road-mytologi, er pladen måske i virkelighed mere britisk i tonen, end man er vant til hos ham, og det er bestemt ikke tilfældigt, at Bert Jansch namedroppes i "Driving wiht Bert". Arrangementerne byder også på lidt mere spræl og alsidighed end sædvanligt. Mexicansk inspirerede trompeter, fnuglet klokkespil, varme synthesizere og endda en berusende bølge af guitar i slutningen af "See you on rooftops" gør deres til at pladen bliver en fryd for øret. Imidlertid er det netop tyngden i sangskrivningen det kniber med. Hvor behagelige sangene end er, kan de ikke rigtigt lade være med at ligge og snurre dovent i deres eget drømmeunivers. De bevæger sig for sjældent fra sindsstemninger til nødvendige udsagn. Første halvdel af pladen står dog forholdsvist stærkt med førnævnte "Driving with Bert" og "See you on rooftops", samt især "Hi-lo and inbetween", hvor Neil Halstead for alvor træder i karakter og afkræfter alle udsagn om hans manglende evner som sangskriver. Men hvorfor lader han sig så ofte stille tilfreds med mindre? "Martha's mantra (For the pain)" bærer i sit anslag lignende kvaliteter, men rykker sig ikke ud af stedet, og spoleres i øvrigt af det jævnt irriterende omkvæd: "The only thing I asked her / was did she have a plaster / for the pain." Sangen "Dreamed I saw soldiers" bygger på Damien Jurados "Ohio", og det er bestemt ikke det værste udgangspunkt, men sammenligningen falder stort set på alle punkter ud til Jurados fordel, og hvad skal det hele så til for?

Med kun ni sange, samt et overflødigt skjult nummer, trækker svipserne ned i det samlede indtryk, så man overordnet må konkuldere, at Sleeping on Roads ikke er noget stort album. Yndere af Mojave 3 og god, nedbarberet sangskrivning vil dog kunne finde mere end én anledning til at få et vemodigt, drømmende smil på læberne.

Danske Wynonas album-debut Lost Hill bliver lagt i cd-afspilleren med høje forventninger, da bandet de sidste par år har givet en række stemningsfulde og helstøbte koncerter herhjemme – koncerter der har imponeret med kvintettens tætte sammenspil, indfølte americana og ikke mindst sangerinde Camilla Muncks dybblå countrystemme. Sjovt nok har bandet nærmest forsøgt at tale udenom, når talen er faldet på country-inspirationen ved at henvise til en særlig nordisk tone og ved straks at forklare, at det jo ikke har noget med square dance og Dolly Parton at gøre. Det er da muligt at en vis nordisk melankoli har været med til at forme musikken, men man skal ikke lade sig narre – Wynonas udtryk er nemlig i sjælden grad amerikansk og står i dyb gæld til countryrockens længselsfulde lyd. Man kan sige, at hvor Neil Halstead tilfører sin americana en særlig europæisk sensibilitet, retfærdiggør Wynona deres rejse i det amerikanske ved simpelthen at spille røven ud af bukserne på en god del af deres amerikanske kollegaer.

Bandets navn er hentet fra klang-fetichisten Daniel Lanois' album For the Beauty of Wynona, og man mærker da også arven fra denne i de brede, søgende klangflader og i måden hele pladen fungerer som en rejse snarere end som en række enkeltstående sange. Af Lanois har de lært, hvor vigtig en afstemt produktion er, og at man ikke behøver lange episke tekster for at fortælle. Med den helt rigtige guitarlyd og den ordentligt timede frasering kan man sige meget – og det gør Wynona. Deres lyd er dog mere klar og enkel end Lanois' typisk noget stenede og hallucinatoriske klangunivers, selvom både titelnummeret, "Everything's fine" og "Rain weather" nærmer sig dette. Den traditionsbundne amerikanske roots-lyd iblandes på "Nothing but a black light" og "La Calavera" et charmerende spaghettiwestern-touch, der kan lede tankerne hen på både Calexico og Chris Isaak. Især den fuldfede twang på guitaren i "Nothing but a black light" bringer sidstnævnte i hu. Ellers er det de højmelankolske elegier som "Naked tree" og "Railroad", der tegner sig stærkest. Ikke mindst fordi Camilla Munck virkelig kan folde sig ud her. Hvordan en dansker kan få så stor og dyb en country-glød er en gåde, men faktum er, at hun virkelig har en stemme, som får en til at tænke på både Emmylou Harris, Lucinda Williams og Carla Torgerson. En stemme, der emmer af cigaretrøg, savn og søvnløse nætter.

Lost Hill er en udpræget stemningsplade, der nærmest ubesværet afføder billeder i ens hoved og giver ånderum til store længsler. Den vil egne sig lige fint i bilstereoen - som lydspor til rastløse køreture – eller derhjemme i hovedtelefonerne, hvor man bare lukker øjnene og lader sig synke ned i musikken. Og hvis der er retfærdighed til, så bliver Wynona store i Amerika, før du kan nå at sige: "Howdy partner."

Rasmus Steffensen, 7. jul 2002


Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Wynona
Santiago



Wynona
Ridehuset, Århus, d. 5/9, 2003



Lambchop
Damaged



Lambchop
Is a Woman



Mojave 3
Puzzles Like You



Mojave 3
Spoon and Rafter


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen