Da Jacob Faurholt og Sweetie Pie Wilbur - efter en række cd-r-udgivelser, hvorpå materialet lige så stille tog form - cd-debuterede med Queen of Hope i 2005, var det med et brag af en singer-songwriter-plade, som kombinerede blåtonet americana med sfæriske vokaler, en stor rumlig fornemmelse og bratte, avantgardistiske udfald. Uden at undervurdere Faurholt selv - for en solid sangskriver er han så absolut - skyldtes mange af de sidstnævnte ting dog produceren Marc Kellaway, som størstedelen af Sweetie Pie Wilbur sideløbende arbejdede sammen med i The President's Heart. På Hurrah Hurrah er både han og Sweetie Pie Wilbur imidlertid væk, så det var med en vis skepsis, at jeg satte dette andet "officielle" udspil på: Hvad nu? Var kanten helt forsvundet?

Svaret er heldigvis et rungende nej. Forstå mig ret: I modsætning til forgængeren, der var lidt af et udstyrsstykke komplet med strygere og blæsere, er arrangementerne skåret ned til næsten ingenting denne gang. Der er ikke ret meget andet end guitar, banjo, ukulele og vokal - lead- og backing - i numrene. Når der endelig optræder andet, har det imidlertid en så meget desto voldsommere effekt - som i "Bombs", hvor der pludselig skydes en bredside af ekstremt støjende elguitar ind, i "Sweet Girl", der gennemkrydses af radio- eller diktafonstøj, eller i titelnummeret, hvor det lyder som om, at rytmen er skabt ved at dunke en hammer ned i en kasse med legoklodser! Og så er der faktisk en lige så stor rumlighed i lyden som før. Såvel guitarer som vokaler lyder skiftevis som om, at de er optaget i en dagligstue, i et badeværelse eller ved et lejrbål. Selv i det storladne afslutningsnummer "To My Girl, the Fireplace & Our Little Darling", som ganske vist kollapser i et overraskende - og sadistisk langstrakt - sammenbrud af massiv støjguitar og syntetiske effekter, der lyder som noget fra et arkadespil. Ingen tvivl om, at det indledende minut rent faktisk er optaget ude i skoven foran knitrende gløder. Nej, kedelig kan man absolut ikke beskylde manden for at være blevet.

Det grundlæggende spørgsmål bliver derfor heldigvis, om materialet på toeren står distancen i forhold til det på etteren. Til det må svaret blive et "næsten". Man fornemmer, at det er gået noget hurtigere med at skrabe numre til et album sammen denne gang - en typisk problematik, når folk har haft et helt liv til at lade op til debuten og pludselig står i den situation, at de må skabe noget lige så væsentligt i et anderledes forceret tempo. "Bombs" - egentlig nærmest en miniature, der alligevel får sit helt eget og ganske markante liv - afrundingsskæringen og "Sing Little Bird" når på hver deres facon højdepunkterne fra debuten. Sidstnævnte nummer ved at være et både fængende, sødt og stemningsfuldt portræt af en udendørs ungdomsfest, der ender i det første kys og mere til: "We can run, run, run, run, run like hell / And do our thing by the wishing well". Andet når næsten samme niveau. "Minds of the Young" er en lille, kæk ukulele- og guitardomineret sang om at føle sig gammel før tiden, der vistnok skylder Jonathan Richman ét eller andet. Titelnummeret er simpelthen charmerende i sit fejende rodsammen af kazoo, guitar, skramlerytmer og dagligstueakustik. "Sweet Girl", der kommer komplet med klirrende flasker, er en skæg lille ting om det dér trøsteknald, man ligesom godt kan have brug for ind imellem. "Back Home" er en sprudlende mariachi-sang, hvor der igen er hevet en tom flaske med ind i rytmesektionen. Men der er dog også et par numre, som måske skulle have hævet lidt længere, før de var klar til at komme i ovnen - og det er så der, "næsten" kommer ind i billedet.

Men lige ved og næsten er altså også godt nok, når sammenligningsgrundlaget er Queen of Hope. Så har man en sød tand for Faurholts blanding af blå stemninger og strategisk velplaceret skramlen, er der absolut ingen grund til at stå af her. Tværtimod er Hurrah Hurrah et glimrende bevis for, at back to basics bestemt ikke behøver at være en konservativ og kedelig arbejdsstrategi.