Samarbejdet mellem Marc Kellaway og Magnus Olsen Majmon - hver for sig nok efterhånden bedst kendt som henholdsvis Exquisite Russian Brides og Elektronavn - er efterhånden, efter en lidt tøvende start, kommet godt op i gear. Ikke blot i form af kvartetten Pink Luminous Invocation, hvor de får bistand fra Tanja Jessen og Marie A. Jensen, men også, som nu demonstreret med en fælles 7"-single for BSBTA, gennem et vist fælles fodslag som solister. Ikke så mærkeligt heller: Begge placerer dronen såvel som improvisationen ret centralt i den musikalske værktøjskasse, ligesom de hver for sig har ikke blot et ekstremt bredt musikalsk udsyn, men også en forkærlighed for instrumenter og klangmæssige kvaliteter, der ligger milevidt fra alfarvej. Samtidig har de originaliteten til fælles. Som jeg efterhånden mange gange har påpeget i disse spalter, hører de til den yderst smalle kreds af danske kunstnere, der mindre vil have end simpelthen påkræver international opmærksomhed. Selv når de - ved siden af deres respektive og fælles hovedværker - kaster løsøre af sig, er de fremmede fugle i andedammen. I bedst tænkelige forstand. Det vidner både ovennævnte 7" samt cd'r-udgivelsen Pink Fuck - ingen af dem på den måde centrale udspil i diskografierne - om.

På singlen fra BSBTA giver Kellaway bolden op med den - for ham efterhånden ikke usædvanlige - politisk betitlede "Golden Rain over Fascist Europe". Et forfrossent dronescape, hvor en kimende guitar, en dvælende, rusten cello og et urovækkende korsample danner baggrunden for endnu et lag cello, der lyder som en jernlåge, der svinger frem og tilbage i et tomt, udbombet landskab. Måske i lidt for kort tid - som Exquisite Russian Brides arbejder Kellaway sædvanligvis på et bredere lærred, og da "regnvejret" til sidst fortaber sig i et diskret flimmer af xylofon og klokker, virker forløbet underligt uforløst. Det kunne godt have været udfoldet yderligere. Men OK: Et fint stykke musik er det ikke desto mindre.

Elektronavns' bidrag, "Cosmic Depth / A Sense of Coherence", er, med sin messende, sakrale og alligevel indtrængende melankolske stemning, stærkt beslægtet med hans to seneste soloudgivelser: kassettebåndet Black Zurnai og cd-r'en Songs of Impermanence. Men de kværnende loops af stemmer, zurna og basuri-fløjte, der opbygger en stemning af både kosmisk sammenhæng og rædsel, peger samtidig tilbage på en Current 93-plade som Dawn. I hvert fald er der tale om et stykke musik, der ville fungere fremragende i en gedulgt okkult loge, hvor der leges med kræfter af den slags, man ikke spøger med. Smukt på en egen isnende facon er det imidlertid, bidraget, og er der på mere end en måde tale om et one off i Majmons produktion, er det så absolut værd at få med.

Pink Fuck - jo, der er tale om en ny udgave af Pink Luminous Invocations seneste cd-r, Pink Fog, som gruppen efter eget udsagn har remixet og "fucked up"! - ligger, holdopstillingen in mente, selvfølgelig i naturlig forlængelse af singlen. Ved en samtale for et stykke tid siden fortalte Kellaway mig, at intentionen bag den nye version var at føre det dommedags-agtige udtryk fra originalværket - i øvrigt en koncertoptagelse - endnu længere ud. Nuvel, reelt er resultatet snarere blevet en nuancering, hvor nye lag og detaljer fremhæves, hvor det tidligere var andre, der stod i forgrunden, og nye lydkombinationer flytter helhedsindtrykket et andet, men stadig velkendt sted hen. Specielt Kellaways dumpe og ringlende slagtøj spiller en mere fremtrædende rolle end før, ligesom Marie A. Jensens stemme fordobles og loopes, så den kommer til at fremstå som endnu mere hjemsøgt og overjordisk. Til gengæld er Tanja Jessens slingrende guitardrone, der var så central for originalen, mixet kraftigt ned. Godt eller skidt? Tja, den har jo haft hovedrollen én gang, og i anden omgang er der netop derfor grund til at undersøge, hvad der ellers ligger på grundoptagelserne fra Plex anno 2006.

Denne undersøgelse har så resulteret i et nyt værk, hvor den gammelkendte, rugende dystopi er erstattet af en anderledes legende, til tider nærmest meditativ fornemmelse. Jo, der hænger stadig en tordensky og truer i baggrunden - guitardronen er stadig hørbar - men musikken skaber et rum, der er til at ånde i denne gang. I stedet for - hvilket i øvrigt var en fornøjelse, skal det siges - at blive suget ind i en sort malstrøm af lyd, er det absurd nok selve samspillet, der er styrken ved den nye udgave. De oprindeligt halvt absorberede "baggrundselementers" sublime dansen rundt om hinanden. Samtidig danner Pink Fuck en glimrende epilog til det anderledes massive forlæg. Et suk. En forløsning. En happy end, om man vil. Så har man allerede Pink Fog, er der al mulig grund til at anskaffe sig remixet, der samtidig lader sig nyde i sig selv.

Sekundavarer - eller måske snarere enkeltstående eksperimenter - er begge udgivelserne i en vis forstand. Men så igen: De er betragteligt stærkere end de fleste danske kunstneres primære satsninger - præget af en selvstændig æstetisk tænkning og en åbenhed over for musikkens muligheder, der er alt andet end typisk her i vanetænkningens højborg. Er man allerede, som undertegnede, overbevist om d'herrers format, kan man i hvert fald roligt anskaffe sig begge to. Er man ny i gårde, er der måske andre ting, man bør høre først. Men hør Olsen og Kellaway - sammen eller hver for sig. Det er en ordre!