|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Magnify Magnify (cd, Tiger Music, 2007) Hvor meget moderne kvalitetsjazz kan man få for 20 kr.? Særdeles meget, hvis man dømmer efter Magnifys selvbetitlede udgivelse på Tiger Music, der efter pladeselskabets erklærede mål kan købes for en rund tyver i diverse Tiger-butikker. Tiger har tidligere vist, at de har en evne til at udgive kvalitetsmusik til priser, hvor enhver kan være med. Geigers positive anmeldelse af Klezmofobias album Tantz! er bevis på, at Tiger har fat i noget af det rigtige. Her gælder det dog ikke verdensmusikken, men moderne mainstreamjazz. Magnify består af saxofonist Magnus Thuelund, trombonespiller Gustav Rasmussen, guitarist Anders Westfall, bassist Jasper Høiby og trommeslager Morten Hæsum. Af disse fem er det nok især Jasper Høiby, der er kendt. Han debuterede for ikke så længe siden med sit eget glimrende projekt Phronesis. På Magnify er det dog ikke Høibys melodier, men derimod kompositioner af Magnus Thuelund og Gustav Rasmussen, det drejer sig om, mens Anders Westfall bidrager med en groovy melodi i form af "Ventetid", der har et særdeles effektivt guitarriff. Ved at udelade brugen af klaver fokuserer Magnify på et udtryk, som sætter blæserne i centrum med Hæsum og Høiby som den pulserende rytme og Westfall i en slags mellemposition, der skifter mellem opfindsomme, huggende rytmer, udfordrende ornamenteringer og små, funky riffs. På det første nummer, "Ground Zero", får man fra starten en fornemmelse for gruppens fine udnyttelse af teksturer. Høiby sætter i gang med et dybt groove, der komplementeres af Hæsums tikkende trommespil. Så kommer Gustav Rasmussens trombone med sin flotte, fede lyd af messing, der antyder et orientalsk tema, som igen uddybes af Magnus Thuelund, alt imens Westfall lægger sig i baggrunden med kommenterende riffs. Det bemærkelsesværdige er, hvor let gruppen skifter fra en funky feeling til orientalske figurer og pulserende swing. Albummet fortsætter med førnævnte fine komposition, "Ventetid", med Westfalls flotte guitarspil. "Flight 909" starter med unisont spil fra blæsere og guitar, der giver plads til nogle komplicerede rytmiske knæk, hvor en rå melodi efterhånden toner frem. Der er en energi i dette band, der oplagt kan sammenlignes med amerikanske Ted Sirota and the Rebel Souls, hvis line-up også inkluderer brugen af trombone, saxofon, guitar, bas og trommer. Ligesom Sirota spiller Magnify en intens musik, der stjæler fra verdensmusikken, swing, hardbop, funk og den frie musik. Resultatet er en sprælsk rytmisk stuvning, der egner sig ligeså godt til løssluppen dans som til intens lytning. Magnify kan heldigvis også skrue tempoet ned, som den kontemplative "Rain" med krystallinske guitarlinier af Westfall viser. Hvis man skulle komme med et enkelt ankepunkt, så er det, at bandet burde prioritere balladeformen noget mere. For det er ikke mange minutter, man får til at puste ud i, inden Hæsum sætter et sandt stormvejr i gang på trommerne i "Bom Shiva", hvor også Thuelund får vist et ildfuldt spil. "Bermuda" er mere tilbagelænet med Gustav Rasmussens delikate trombonespil. Herefter følger "Sneakers for sneaking", hvor blæserne lægger ud. Thuelund spiller mere luftigt her end ellers og modvares af Rasmussens brede trombone og Westfalls cirklende guitarfigurer. Nummeret veksler mellem kaosagtige eksplosioner og en tilbagelænet fornemmelse. "Waiting" er en tiltrængt straight ballade, inden tempoet sættes op igen i "Hightech". Afslutningen er den over ni minutter lange "Dreams", der sætter et passende punktum for albummet med et meditativt swingende nummer, hvor Jasper Høiby også giver en fin solo. Magnify viser en gruppe unge løver, der ikke er bange for at spille med musklerne. Det er energisk, opfindsomt og medrivende. Mainstreamjazz med kant. Har man blot den mindste interesse i nutidig jazz, så er der gode grunde til at opdage denne fine udgivelse. Herfra skal lyde et håb om, at Tiger vil fortsætte med at udgive ung, talentfuld jazz i rigt mål, og at lytterne vil sørge for at støtte dem. Hvis dette album er tegningen til Tigers jazzpolitik, så ser fremtiden lys ud.
Jakob Bækgaard, 15. nov 2007 Yderligere informationwww.magnifyjazz.dkwww.myspace.com/magnifyjazz www.tiger.dk/tigermusic Kommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||














