Det er efterhånden en rum tid siden, at man har hørt noget til Magnus Olsen Majmons soloprojekt Elektronavn, der ellers med dobbeltudgivelsen A L'inexistant Centre d'un Espace Sans Forme / Audela L'inconnu (2005) skabte et stort, men desværre temmelig overset værk, som med stor tæft blandede komposition og improvisation, legede med tiden og rummets rolle i den musikalske skabelse og blandede træk fra snart sagt hele musikhistorien sammen i en overraskende organisk helhed. Siden da har han mest helliget sig projektet Pink Luminous Invocation, som har kastet et par glimrende cd-r-udgivelser af sig. Men nu er han altså tilbage under eget flag - og med en cd, der i to udstrakte forløb tematiserer døden og forgængeligheden. Lettere opsigtsvækkende for en mand, der naturligvis ikke har været blottet for følelser i sin produktion, men ikke desto mindre ofte har haft en meget intellektuel tilgang til det at skabe musik.

Hvad det er, der evt. har trængt sig på denne gang, er ikke til at vide. Men distancerne er i høj grad borte på Songs of Impermanence. Egentlig viderefører værket - i hvert fald førstedelen "Loss. Grief. Perishableness." - den sammentænkning af traditioner og tider, der altid har præget Olsen Majmons produktion, og man kan med største lethed trække referencer til alt fra arabisk og jødisk folkemusik over Tony Conrad til moderne dronekunstnere. Men udgivelsens anden halvdel, "Impermance. Emptiness", overrasker kraftigt ved at være en psykedelisk folkesang, der ikke befinder sig så langt fra visse dele af Current 93's produktion: lineær og uendeligt sørgmodig i grundtonen, men også underligt eleverende med sine svævende lag af akustisk guitar, fjerne, klagende korstemmer, ambienser og mundharmonika, der til sidst forløses i et suk mod havets rullende bølger. Nemt det mest nakkerislende flotte stykke danske musik, man får at høre i år.

Men virker de to halvdele meget adskilte, supplerer de hinanden perfekt på det overordnede plan. Den overordnede ramme er et sorgarbejde, der angribes fra en kosmisk frem for fra en privat vinkel. Og den første halvdel kan læses som den fase, hvor følelsen af tab er så stor, at den nærmest ikke lader sig beskrive. Men som kunstner er man selvfølgelig nærmest forpligtet til at forsøge, og det gør Olsen Majmon med en kværnende, klagende kvindestemme, der følges på vej af synkende klaveranslag, sørgmodige mellemøstlige temaer, knugende strygerdroner og percussionelementer, der svæver i en mørk, truende vind. Om det fungerer? Jo, denne skribent blev i hvert fald noget våd i øjenkrogene undervejs. Men som en modvægt kommer så den anden halvdel, hvor virkeligheden er ved at blive fast i formerne igen. Hvor man kan sætte ord på processen, og det bliver gjort. Hvor det hele forløses i erkendelsen af, at "sådan er det bare". Processen bliver fulgt til dørs på både et emotionelt og et intellektuelt plan.

Derfor er Songs of Impermanence endnu et essentielt værk fra Elektronavn. Mindre påfaldende ambitiøst på det tankemæssige plan end dets forgænger, men til gengæld en stærk og fortættet lytteoplevelse, der æder sig ind de steder, hvor alle velsagtens har ét eller andet i klemme.