Engang tilbage i de tidlige 80’ere, hvor der huserede et ikke udpræget godt, men til gengæld meget dystert nyrock-orkester ved navn Sort/Hvide Landskaber på Vejle-egnen, fandtes der samtidig en betragteligt bedre duo ved navn Skizo Kids, som bestod af brødrene Kain og Abel. Og nej, det var ikke Det Gamle Testamentes omtrentlige, noget fatale svar på Yin og Yang, som var nedsteget fra himlen for at spille ekspressiv undergrundsmusik, men brødrene Peter H. og Henrik Olesen fra Sort/Hvide Landskaber, som lagde grunden til det samarbejde, der i dag – men åbenbart ikke så meget længere – bærer navnet Olesen-Olesen: Skizo Kids Mk. II, om man vil. Siden da er de to dog i den grad blevet granvoksne mænd med egne familier og interesser – også til det punkt, hvor deres nys udsendte dobbeltalbum ikke blot består af to regulære soloalbums, men der også tales seriøst om at lægge parløbet på hylden for i det mindste en tid. Titlen? Kain og Abel, selvfølgelig. Og skulle man være i tvivl om, at der har været en vis intern konkurrence i gang under udformningen af værket, afbildes Kain (Peter) og Abel (Henrik) på forsiden som gangstere på vej mod det store showdown, ligesom hæftet er udsmykket med kæmpende hjorte, bavianer, zebraer osv.

Skægt nok – specielt når man tænker på, at de to bevidst ikke har lyttet til hinandens indspilninger undervejs – tager de to cd’er sig også ud som en duel mellem lys og mørke, om end der er sorte huller til stede det ene sted, mens man finder flænger af lys det andet. Hvor Henriks cd, som er produceret af Nikolaj Nørlund og indspillet med grundstammen af gruppens faste backingband, er relativt easy going med forsagte og især nostalgiske undertoner, er Peters – i hvert fald lyrisk – en noget nær selvmorderisk udflugt med bl.a. Larsen and Furious Jane. Også i den grad, at man kommer til at tænke på desperado-plader som Joy Divisions Closer og Nick Drakes Pink Moon, om end det musikalske udtryk naturligvis trækker i andre retninger.

Af de to er Henrik den, der, trods sit store melodiske talent, har gjort sig mindst som enegænger gennem tiden, men det mærker man nu ikke på hans ti relativt korte, pointerede sange, der naturligt nok minder temmelig meget om gængs Olesen-Olesen – måske specielt den tidlige ende af produktionen, hvor erfaringerne fra de lidt mere poppede Lovebites stadig sad i fingerspidserne. Er der overraskelser rent musikalsk, er det måske sådan noget som den underspillede funkbas i ”Jeg Har Aldrig Haft et Job”, de dystert psykedeliske understrømme i ”Sommertid” og de mange henvisninger til klassisk Manchester-rock fra Joy Division over New Order til The Smiths, der faktisk giver hans tre-minutters-perler ganske megen kant. Jeg mener: ”Historie (Kort Fortalt)” er nok det bedste New Order-nummer anno ca. Brotherhood, New Order ikke har skrevet – helt ned til den uhyggeligt Peter Hook-agtige basgang!

Men lad nu det ligge: Henriks afdeling, der også stedvist krydres af Nils Grøndahls sav og violin samt Solveig Sandnes’ dejlige korstemmer, er en rigtig gedigen, kort og præcis omgang, der efterlader én sulten efter mere. Og dét selvom der på papiret er tale om en slags lyrisk rodsammen, hvor ordene henholdsvis stammer fra Morti Vizki, Jens Unmack, brormand Peter og Henrik selv, som da heller ikke – hvad den store mængde lånt eller doneret tekstmateriale vidner om – er en født poet. ”Historie (Kort Fortalt)” er rørende som et tilbageblik på ungdommen i Vejle og en kærlighedserklæring til Peter, og ”Atten Tolv Femogtres” er en relativt vellykket status over hans liv lige nu, men man mærker, at det er som musiker og komponist, han har sin sande force. Til gengæld er jeg glad for at have opdaget Vizkis smukke digt ”Drømmen Om Et Liv” – egentlig har jeg ikke regnet ham for andet end en parentes før, men det kan være, at der må fornyet læsning til. Og Peters ”Super 8”, der er selvkritiske tanker over en filmstump fra barndommen, går rent ind. Unmacks enlige ”Sang” er så til gengæld et udpræget venstrehåndsarbejde, men hvad pokker – den fint svungne melodi trækker stikket hjem. UG- til Henrik for en generelt sublim og pletfri samling sange, der dog stedvist mangler de rette ord.

Det gør Peters halvdel ikke på nogen måde. For helvede, da! Magen til offentligt sammenbrud skal man lede meget længe efter. Og det på alle områder. Økonomisk og socialt: ”Mit ansigt er kendt / Hos hver eneste pantelåner / Det er rygtedes rundt omkring / At mit liv vistnok er gået i spåner” (”I Kulkælderen på 3. Sal”). Usamtidighed: ”Hver dag går jeg tur med hunden / Selvom hunden er død” (”En Voksen Mand i Ramones T-Shirts”). Desillusion: ”Jeg har brugt min tid på / Sammenbidt at spilde mit talent” (”Jeg har Valgt at Være Ulykkelig”. Og med Lou Reeds ”Perfect Day” i kufferten hvæsser han pennen og skriver en tekst ved navn ”Jeg Drømte Jeg var et Godt Menneske”. Samt kvitterer med selv-nekrologen ”Til De Efterladte” fra digtsamlingen Apropos Alt. En fantasi over egen begravelse, der bl.a. rummer linjer som ”Har jeg stadig en ven tilbage, ser jeg gerne, at han rejser sig og spontant siger et par ord. Der skal ikke lægges fingre imellem: Mit vanskelige sind bør ikke forties, men som formildende omstændighed kan det afslutningsvis nævnes, at jeg trofast fodrede havens fugle morgen og middag, selv om sommeren”. En smule lys trænger dog igennem på den afsluttende ”Det Skønne og Det Sande”, der runder Kain og Abel af med linjerne ”Jeg går min runde i verden / Jeg bliver aldrig fri / Af glæden og smerten / Det skønne og det sande / Og alt ind imellem”. Forfriskende oven på ”Lille Bøn ved Den Ukendte Rockmusikers Grav”, der inkluderer ordene ”Rådn nu op / Din gamle krop”.

Tak for kaffe! Og så alligevel. Som musikforbruger er det meget naturligt – hvilket Peter H. givetvis selv til bunds ved – at lade kunstnerne leve éns egne skjulte tanker og traumer ud. Det kaldes fra gammel tid katarsis. Og hans halvdel virker netop på den måde, selvom man er led ved at indrømme det. Som kunstner udgyder han blod, og tager man imod, er man som lytter en ren vampyr. Og alligevel ligestillet, for man gør det vel ikke uden grund? Men når det er så grelt, som det er her, føler man sig underligt skyldig alligevel, selvom alt bliver serveret for en.

Så er der næsten en trøst at hente i, at selve musikken langt fra er så gennemført som i Henriks ende. ”Det Skønne og Det Sande” er en smægtende ballade, der kommer den ældre Nick Caves bedste ballader i hu, og ”Til De Efterladte” er en nøgtern lyrikoplæsning tilsat klagende steelguitar. ”I Kulkælderen på 3. Sal” er også mindeværdig med sine sarte blæserstrejf og ringlende guitarer, og det klæder ”En Tordensky på Cykel” med et akustisk baseret arrangement, der illustrerer melodiens basale styrke. Og den huggende guitar i ”En Voksen Mand i Ramones T-shirt” er forfriskende, såmænd. Det hele lyder i det hele taget godt, om end til tider lidt anonymt og frempint. Men som sagt: Tekstsiden er stærk. Næsten for stærk.

Er det en god idé for Kain og Abel at skille sig fra hinanden? Næppe, faktisk. Henrik har brug for Peters tekster, Peter har brug for Henriks melodier. Og duellens resultat? Tja, man kan ikke sige, at de skyder hinanden ned, for idéen om to soloprojekter kan såmænd godt vise sig holdbar. Hvis det kommer dertil, vinder Henrik, hvis man primært er til det musikalske, Peter, hvis man er til ord. Og Henrik i det samlede regnskab, eftersom han låner fraserne fra de rigtige folk. Men i det store og hele er Kain og Abel – sine store og forskellige kvaliteter til trods – et suverænt argument for fortsat broderkærlighed.