|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Various Artists Ornli’ Syg Gadefest for Flere Fristeder (cd, uden selskab, 2007) Let’s face it: Der eksisterer mindst to forskellige versioner af Danmark. Den ene holder ualmindeligt meget af snerpethed, snæversyn og misantropi, og uheldigvis er det i disse år den, der skriver og fortolker lovene. Den anden står netop for det frisind, den åbenhed og den livsglæde, landet i mange år har brystet sig af – og hvad enten konfrontationerne mellem lejrene antager fredelige eller mindre fredelige former, har den sidstnævnte en tendens til at blive både ulovliggjort og antastet af ordensmagten. Fra et hjørne af dette ”Underdanmark” – nærmere bestemt Fifty Foot Spiders’ Rune Bjerre og en række samarbejdspartnere – kommer nu kompilationen Ornli’ Syg Gadefest for Flere Fristeder, der, ved at opsamle eksklusive bidrag fra både den etablerede og mindre etablerede del af landets alternative musikmiljøer, faktisk både venligt og høfligt beder om plads til at være sig selv midt i ensretningen – hvilket man jo ikke skulle tro var for meget forlangt, selvom de senere års begivenheder viser noget helt, helt andet. Midlet? Et lydspor til den slags spontane gadefester, man jo i særdeleshed er henvist til at lave nu, hvor der f.eks. mangler et eller andet på matriklen Jagtvej 69. Og skulle man være i tvivl om, hvordan man fremskaffer et passende mobilt lydsystem, rummer cd’ens hæfte såmænd også en stærkt underholdende gør-det-selv-manual. Initiativet er sympatisk – og det er musikken i høj grad også. Fanfaren til den syge gadefest er Oh No Onos ”Keeping Warm in a Warm Country”, der ankommer i et Holtoug Remix. Og det er faktisk ualmindeligt vellykket – en radikal ombearbejdning af sangen, hvis tiltede, småpaniske strygere og rumlende pauker giver de der heliumvokaler fra Helvede lige det modspil, der skal til. Faktisk er remixet et højdepunkt, meget af materialet på albummet har endda særdeles svært ved at matche. Bevares: Snake and Jets Amazing Bullit Bands ”Doom City” er et fint sammenstød mellem tidlig funk og let psych, og Teppops ”Dobbelt Whisky Wodka” er skæg, opspeedet happy hardcore med børne- og smølfevokaler – charmerende, og sikkert et hyleskægt indslag til en gadefest, men ikke ligefrem essentielt. Ligesom Spektrs ”Tronic Horses on a Beam of Light” og Turboweekends ”Just to Get Down (Touch of Death Mix)”, der på hver deres facon imponerer i et sus af analoge synths og spids new wave-rytmik, men mere er feelgood-indslag end noget som helst andet. Så stiger barometeret trods alt igen på Karsten Pflums ”Disk Amf Champ”, hvor han mixer små, finurlige elementer af trance, techno og electro ind i hans sædvanligt snurrige strøm af effekter og opklippede beats. Men det må siges, at det altså ikke er outtakes eller alternative versioner lavet med venstre hånd, folk disker op med. Selv når tracklisten er svagest – jeg bliver nok aldrig rigtigt venner med Chez Debs’ lidt for selvbevidst 80’er-nostalgiske blanding af analog-synth og kølige pigevokaler, ligesom Le Petit Mort, trods en stor flair for politiske tekster og fængende riffs, for mig lyder som en bizar, men endnu lidt ufærdig krydsning mellem Erasure og Before(!) – er niveuaet OK. Og den resterende del af cd’en rummer faktisk ikke så få perler. Junior Senior har sjældent været bedre end på ”Stranded on an Island Alone”, og med den barskrabede ”Music” – en kærlighedserklæring til musikkens kraft, der leger med henvisninger til både Madonna og U2 – er det heller ikke den nederste skuffe i kommoden, Heidi Mortenson har fat i. ”Trust Issue” med I Scream Ice Cream er, jævnfør den bitre, men varme pigevokal, noget nær lyden af Interpol på diskotek – og tro mig: Det er både rytmisk uimodståeligt og værd at lytte til på hjemmeanlægget. Og The Good The Bads ”004” er instrumentalrock med kælderlyd, der antyder, hvordan The Shadows kunne have lydt, hvis de havde været af samme generation som Pavement. Ville jeg selv sætte denne cd på det mobile lydsystem, hvis der skulle holdes gadefest? Jo, hvorfor ikke? Ikke alt rammer plet i mine øregange, men så igen skal der være lidt for enhver smag, så længe den er vind og skæv. Og den er aldrig mindre end ornli’. Kridt blot danseskoene. Steffen B. Pedersen, 23. okt 2007 Kommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||














