Selv om den teknologiske udvikling på det seneste har skudt musikproduceren frem som den moderne popmusiks nye superstjerne, ændrer det ikke fundamentalt ved, at uden et skridsikkert klangligt fundament vil selv den mest opfindsomme lydmager komme til kort. The Dear Elaines, århusianske Martin Nielsens eget lille hyggeprojekt, kunne have været et sådant nøgleeksempel på, at god sangskrivning er eviggyldig, men de mange vellykkede kompositioner skæmmes desværre af for stor lyst til at søge mod den modsatte grøft og anti-lyden. Derfor bliver det ved lovende takter og gode intentioner.

The Dear Elaines' fem numre lange ep indledes med den energiske "We Built a Time Machine" - og meget symptomatisk for den lydkulisse, man befinder sig i, brugte jeg de første par minutter af nummeret på at sikre mig, at iTunes virkede korrekt, og at alle kabler var tilsluttet mit anlæg. Det var de, og derfor måtte jeg i stedet i gang med at flytte om på ledningerne i mit personlige sanseapparat. For at tale om lo-fi-æstetik er vel nærmest en underdrivelse i forhold til den knudrede og mudrede tilgang, Martin Nielsen har valgt til projektet. Og at universet så kredser om harmonisk, intelligent popmusik af den gamle skole med korsvar og utallige kreative lag, gør kontrasten mellem form og indhold ekstrem. Det skaber spænding, og på den front lykkes konceptet.

Så til musikken. Første skæring ud af fem når aldrig ind under huden på undertegnede. Dertil er den forvrængede bas og de ditto guitarer placeret for langt under havets overflade. Jeg kan maksimalt række ned og få greb om nogle kompositionsmæssige vragrester, men hele værket er sunket for dybt ned. Anderledes forholder det sig med Beatles-pastichen "Whatever Happened to Jesamine - !!", der har intro, vers, omkvæd og dertil et lydbillede, der ikke saboterer intentionerne. Omkvædet er pakket ind i kreative korpåfund, der fungerer fortrinligt og skaber en behagelig melankolsk nostalgi. At nummeret så er godt et minut for kort, må betegnes som endnu et modigt, men usuccesfuldt forsøg på at pille ved hitskabelonen.

Efter endnu et nummer i den alt for korte ende, når man, med "Badger", tilbage til den traditionelle sangskrivning med en klar, dramaturgisk kurve. Det harmoniske fundament er stabilt, men lyden er så hovedrystende skramlet, at Martin Nielsens vokal helt og aldeles drukner. Af samme årsag er det generelt mere end vanskeligt at kommentere på både stemme og lyrik på ep'en generelt. Der spores en interessant og moltonet uhygge over nummeret, men den slippes aldrig fri, og efter sidste indslag på albummet, den tristlydende "No Use for Words", efterlades man med følelsen af at have hørt et helt album, der har været filtreret gennem muren fra naboens pladespiller.

Hvorfor The Dear Elaines har valgt denne ukonventionelle tilgang til lyd er svært at vurdere. Måske er det frygten for at blive afsløret som en håbløst umoderne Beach Boys- og Beatles-aficionado, der har drevet Nielsen til denne grimhedens æstetik. I så fald er det ganske unødvendigt, for Nielsen er et sangskrivertalent med et popøre, der skal misundes. Måske er det pointen, at forventningerne om vellyd brydes, mens ansatserne til det velkendte glimter dybt under overfladen. Spændingsskabende er det hele, ja. Men ikke vellykket. Måske er tanken bare, at få lytteren til at reflektere. I så fald er projektet lykkedes.

Forestillingen om, at autentisk musik skal være groft skåret, fordi det giver kant er et af de værste levn fra rockens barndom. Og tilgangen er i tilfældet The Dear Elaines ekstra ærgerlig, fordi der er så oplagt meget musikalitet gemt under dynerne af støj. Det tager langt mere fra musikken, end det bidrager med. Og det er en skam, for den teknologiske udviklings fokus på lydkulisser gør i høj grad, at verden savner gode, evige sange fra kompetente sangskriver som her.