Hæsblæsende må være kodeordet. I Am Bones' andet studiealbum, The Greater Good, giver ikke sin lytter mange øjeblikke til at samle tankerne. Ligesom i Pixies' velmagtsdage er der lige præcis nul sekunders pause mellem sangene. Og den flok numre, lytteren i så høj hast kastes videre gennem, er - med undtagelse af et enkelt - af voldsomt energisk tilsnit. Der er så afgjort ikke lagt op til eftermiddagshygge med te og tæpper. The Greater Good er en hektisk totaloplevelse, der først når de 34 minutters spilletid er overstået, lader sig bundfælde som et fornemt rockalbum.

Som bandnavnet antyder, er det ikke et smykket æstetisk udtryk, der arbejdes frem imod. I Am Bones' soniske signatur er en kompakt bandlyd, hvor et stramt sammenspil mellem trommer, bas og guitar lader hånt om popørets behov for delikate finesser. No bullshit-filosofien regerer fra ende til anden. Skønt vi åbenlyst befinder os i indie-land, fornægter frontmand Johannes Gammelbys passion for metal sig ikke. Der er således en god stribe tunge riffs og råbevokaler at finde på The Greater Good. De brutale udfald hægter sig dog ubesværet sammen med passager af anderledes melodiøs sødme, hvor Gammelby lader råbet ligge, stikker tungen i kinden og stiller sig an som lidt af en undergrundscrooner.

De 12 skæringer leveres med stor integritet og overbevisning. Af samme grund virker det ikke som et irritationsmoment, men som et opløftende krydderi, når ironien jævnligt stikker hovedet frem - ikke mindst i de finurlige sangtitler "Baby, Together We Can Live with Ourselves" og "The Main Thing Is to Keep the Main Thing the Main Thing".

Det tætte format gør det svært at fremhæve bestemte sange. Ikke desto mindre må den barske åbner "Home Is the One Corner of Hell That Didn't Catch Fire" og den noget mere popsensible efterfølger "Zeitgeist" siges at udgøre et fortrinligt makkerpar, der sammen demonstrerer I Am Bones' veleksekverede spændvidde. Det dejligt sparsomme tromme- og guitarspil gør albummets enlige sjæler "Walk, Don't Run" til et kærkomment pusterum. Og den syrede undergangsgospel "Cotton Fever" lader lytteren vide, at her er det kunstnerisk skabertrang og ikke hitlisteplaceringer, der driver værket.

Hæsblæsende er kodeordet. Når man putter The Greater Good i sin cd-afspiller skal man forvente, at højttalerpappet vibrerer lige foran næsen i en god halv time. Flugtmuligheden ligger i stopknappen, men selv om I Am Bones ikke ligefrem ville skade deres kompositioner ved lejlighedsvis at tilføre lidt mere luft, kan det kun anbefales at lade pladen løbe tiden ud. Sanserne skal ikke kun forkæles - de skal også udfordres. Efter en god dosis I Am Bones er man sikker på, at ørerne ikke føler sig overset.