Det er ikke lige sådan til at høre, men kvintetten Salvatore kommer rent faktisk fra Norge. De lader dog heller ikke til at være specielt inspirerede af de mosbeklædte fjelde eller de underskønne, dybe fjorde. Derimod viser Fresh og efter sigende også deres to første plader - Clingfilm (2001) og soundtracket Jugend. A New Hedonism (2001) - en markant inspiration fra den tyske kraut-rock fra 1970'erne. Der er ingen tvivl om, at de lyd- og rytmekoncepter, som Can, Faust og Neu! skabte dengang, stadig fungerer som et allestedsnærværende udgangspunkt for Salvatore. Den repetitive rytmebund - der, nedenunder de neo-funky baslinjer, skaber et elementært, horisontalt groove, som forskellige instrumenter stramt og dog improvisatorisk kan glide ind-, hen- og udover, synes nærmest at være stjålet fra disse tyske grupper. I den henseende er fransk-britiske Stereolab og amerikanske Tortoise dog også nært beslægtede bands. Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at Salvatore allerede har været i Chicago for at indspille den næste plade med ingen ringere end John McEntire i producer-rollen. Den skulle komme til september, hvorved den bliver den fjerde udgivelse inden for blot et år!!

I forbindelse med indspilningerne af Fresh tog bandet ligeledes udenlands. Pladen er nemlig indspillet i Marrakech, Marokko, i foråret 2000 på et medbragt skrabsammen af mobile studiefaciliteter. Det siger næsten sig selv, at det gav en række produktionsmæssige problemer - men det skal da være sagt med det samme, at disse på ingen måde har haft en negativ indvirkning på pladen. Tværtimod, faktisk. Pladens elleve instrumentale numre virker direkte oplagte og friske - og de lidt uvirkelige eller eksotiske omstændigheder har netop har bragt det bedste frem i de enkelte medlemmers præstationer.

Fresh starter med "Get The Kids On The Street It's A Party" - en opløftende neo-Neu! slagsang, der - med et mildt anmassende beat, der suppleres af xylofoner, støjende guitarflader og droner - virker ganske, ganske animerende. Sangen bevæger sig som sådan ikke ud af stedet. Det drejer sig da også først og fremmest om at fornemme eller mærke det grundlæggende pulsslag, der er i musikken - en musik, der dog bliver tilsvarende mere interessant, når man samtidig giver sig tid til at lytte efter de mange forskellige og spændende musikalske ind- og udfald.

På pladens andet nummer "Chant Of The No-No's" - hvor tempoet geares en smule ned - arbejdes der i høj grad med samplede effekter, som skaber en række forunderlige, rykvise forskydninger i det bastante drive, der omgiver Rita Augestad Knudsens ligeledes samplede vokaler. Dette kan virke distraherende - måske endda fortænkt for nogle - men aldrig på en sådan måde, at sangen mister sit organiske fundament.

"Stork" og den vidunderligt absurd betitlede "The Seven Colours Of Gnaff" er også fine eksempler på denne form for instrumental musik. Begge arbejder de sig langsomt op - for til sidst, med en sjælden rytmisk tæft, at kaste sig lukt ind i øregangene og ned i de let vippende fodballer. I det hele taget virker Fresh som en organisk og sammenhængende plade, der har en aldeles fin næse for såvel det melodiøse som det hypnotiske.

Nok er Salvatores referencer tydelige og mærkbare fra start til slut - men heldigvis ikke på den måde, at man får lyst til at sætte Can eller Neu!'s plader på i stedet. Salvatore kommer i sidste ende heldigvis til at fremstå som et interessant og selvstændigt kollektiv, der med Fresh har lavet en af de bedre udgivelser i de senere års post-rock eller retro-kraut-bølge.