Idéen er egentlig knippel: Man har et kunstmuseum med en upåagtet scene og udsigt til lidt ekstra indtjening i caféen. Man har en lokal arrangørgruppe for alternativ musik, der ikke er bleg for at tænke i nye baner. Og man har ugens uden sammenligning mest dødssyge dag, hvor enhver udsigt til ikke alt for langvarige eller forpligtende oplevelser er kærkommen. Hvad giver det? Tja, i Aalborgs tilfælde det - for tiden - ugentlige koncertarrangement Make Your Mind, hvor foreningen Rocktraum i samarbejde med Nordjyllands Kunstmuseum gratis præsenterer to eksperimenterende kunstnere hver onsdag aften ved syvtiden. I sidste uge var det Analogik og lokale Tobiaz - i næste Slaraffenland og HellraiserTen. Og denne onsdag var det så altså den lokale electronica-heltinde Tone samt det belgiske indierockband De Portables, der spillede på amfiscenen i museets have.

Selvom det var snart pladeaktuelle Tone - alias Sofie Nielsen, der i 2006 blev tildelt Rock Nord-prisen - som havde opvarmningstjansen, skulle man tro, det var omvendt. I hvert fald var der mest fyldt på rækkerne under hendes sæt, der ganske uprætentiøst - uden de sædvanlige videoprojektioner i baggrunden - blev afviklet med kun én mikrofon, ét keyboard og en laptop, der var stablet op på en ølkasse. Og man fornemmede da også, at den spinkle pige bag tasterne måske var en smule forlegen over ikke at have noget bag sig, der kunne trække opmærksomheden lidt væk fra hendes person. Lidt dansebevægelser med armene blev det dog til trods skyheden, og musikalsk set var der ikke en plet at sætte på det, hun lavede. Siden sidst, undertegnede så hende - på Way Up North for halvandet år siden - havde både sættet, og til dels hendes stil, ændret sig en del. Som sidst var størstedelen af repertoiret bygget op omkring lange klangflader, der blev fulgt på vej af dybe understrømme af clicks, loopede effekter og til tider mere bastante, elastiske beats. Disse arrangementer blev så kronet med hendes jazzede, melankolske stemme, som hun gerne stakkede op i lag og lod svæve ud i evigheden. Men i modsætning til sidst var lydbilledet både blevet større og mere legende. Specielt et af de nye numre, der indsatte en loopet violin i en nærmest absurd rytmisk opbygning, demonstrerede, at hendes erklærede kærlighed til CocoRosie ikke var tom snak. Men plagierede hun? Nej, på intet tidspunkt. Hvad enten hendes musik er sørgmodig, sensuel, legesyg eller ligefrem dansabel, er Tone sig selv. Og selvom halvdelen af dem, der hyldede hende med klapsalver denne aften, var venner, familie eller bekendte fra det lokale musikmiljø, vil hun uden tvivl også vække opsigt langt uden for landsdelen, når hun om en måneds tid er blevet lagt på vinyl.

Selvom Tone opfordrede alle til at blive for at høre kvartetten De Portables fra Gent, som de færreste - heller ikke undertegnede - kendte i forvejen, indtraf der, som nævnt, efterfølgende lidt en masseudvandring. Det burde der dog ikke have gjort, for hvor Rocktraum end havde gravet belgierne - som nu rent faktisk ser ud til at have ti års karriere og flere udgivelser på bl.a. (K-RAA-K)3 bag sig - op, havde de gjort lidt af et fund. Bevares: Orkestret var, som jeg vist fik det udtrykt til en ledsager, "både helt vildt fedt og enormt ringe på samme tid". Skægt nok havde De Portables en virkelig force i deres hurtige, halsbrækkende numre, hvor de uden problemer lavede komplekse skift i både tempo, dynamik og rytmemønstre, som sad lige i skabet. Allerede den første sang, de spillede, var en pragtfuld energiudladning, der gik fra det messende, men komplekse, til en kulmination, hvor kuperede trommer, tungt pumpende bas og brutale, støjende guitarhug væltede én nådesløst bagover. To-tre minutter varede den, og så var man solgt! Og heldigvis bestod størstedelen af sættet af sådanne numre: Skematiske som hos (ja!) De Må Være Belgiere, brusende og støjende som hos The Wedding Present, sære, indfølte og sammensatte som hos dEUS. Med tekster, der fandt de skæve vinkler og små dramaer i hverdagen: "I saw her on a vegetarian barbecue / Mission impossible", som det hed galgenhumoristisk et sted. Åh ja, og så havde bandet en afvæbnende humor. En af guitaristerne - et højt, rødhåret rær - spillede på en pink metalguitar, der kunne have været opkøbt fra Twisted Sisters dødsbo, underholdt med en monolog om sommeren, som åbenbart havde været lige så plumrådden i Belgien, og gav sig på et tidspunkt til at synge teksten til Laid Backs "Bakerman" hen over en messende guitarfigur.

Problemerne opstod imidlertid, når De Portables vovede sig ud i det hymniske eller det elektroniske. Et af numrene skulle have kulmineret i en sejt trækkende prog-passage komplet med svævende keyboard, men endte med at byde på flere bøffer end en gennemsnitlig burgerkæde sælger på årsbasis. Og da de forsøgte sig med et discopræget nummer, der krævede, at de arbejdede med clicktrack, måtte de starte forfra tre gange. Der kunne man virkelig mærke jorden brænde over belgierne, der dog alligevel endte med at måtte give ekstranumre.

Men en fin - og meget afvekslende - aften var det med to navne, der kaldte på genhør. Både på scenen og på plade. Og tilhørte man det arbejdende folk, sluttede seancen ikke senere, end at man stadig kunne nå hjem og få noget, der lignede en nattesøvn. Som sagt: En knippel idé. Alle onsdage burde slutte på den måde.