Selvom Wäldchengarten allerede fra starten havde deres helt eget ståsted i feltet mellem noise og ambient - og ikke mindst en fornem sans for klang og lydrum - har de alligevel været temmelig langt omkring i deres produktion. Fra de kradse støjudbrud, man kunne støde på i deres helt tidlige produktion, over intethedsøgende lydmanøvrer på f.eks. ...In Preparation of Machines to Fall (2001) til ganske kompleks og konceptbaseret musik, som det kunne høres på bl.a. Electrical Bonding (2005). Og de er åbenbart ikke gået i stå endnu. På det seneste udspil, Black Rabbit, er de i hvert fald igen ovre i noget nyt, uden at de dermed kan siges at have sluppet grebet om den på én gang poetiske og kuldslåede æstetik, de har dyrket gennem årene.

Hvad titlen helt præcist hentyder til, har jeg ikke kunnet afdække. I sig selv har en sort kanin ingen symbolværdi, og der knytter sig ingen hverken litterære eller mytologiske referencer til et sådant væsen. I hvert fald ikke med mindre man ser titlen som en ironisk negation af Jefferson Airplanes "White Rabbit", der jo i sig selv blev næsten et symbol på hippieperioden og dens værdier. Holder den læsning vand, giver det til gengæld ganske god mening, for den sorte kanin kan bestemt ikke siges at stå for "peace, love & understanding". Titlerne på de tre satser, der udgør albummets eneste nummer, siger det hele: "Ill Intentions", "The Fields are Covered With Blood" og, ja, "Black Rabbit". Jo, der er død, had og paranoia på programmet. En apokalypse, måske ligefrem. Hvilket dog omvendt heller ikke betyder, at Wäldchengarten på nogen måde er vendt tilbage til harsh noise-feltet. Snarere trækker de i nogen grad på det subtile spil mellem stilhed, støj, forgrund og baggrund, der i sin tid gjorde ...In Preparation of Machines to Fall til så dyb en lytteoplevelse. Bare i et mere abstrakt og uhørt dystert regi.

Det er svært at afgøre, hvor kompositionens tre satser starter og slutter, og på en måde er det også irrelevant. Processen er af ét stykke - og mere domineret af Dennis Hansens guitar, end det længe har været tilfældet. En guitar, der mindre bliver spillet, end den anvendes til at skabe klangflader, såvel sugende som skærende støjindslag og - fra tid til anden - diskrete tonerækker, som mindre samler sig til motiver end blot fungerer som yderligere farver på paletten. Under disse bidrag, der skiftevis optegner billeder af golde slagmarker, kosmisk tomhed og flammende undergang, finder man så Lars Hansens detaljerige fletværk af sædvanligvis lettere ubestemmelige, men velfungerende lydkilder, der i lige dele virker truende og lindrende, efterhånden som de bølger frem og tilbage mellem produktionens for- og baggrund. Og vil man se en narrativ udvikling i kompositionen som sådan, må første sats - med sine forholdsvist voldsomme udbrud - ses som den destruktive fase, anden sats som den rædsomme stilhed efter stormen og tredje sats som et udtryk for en slags ubehagelig, om end dog genoprettet kosmisk harmoni. Den sorte kanins tusindårsrige.

Om Black Rabbit er et hovedværk for Wäldchengarten? Måske diskutabelt: Udgivelsen kan virke en kende simpel i forhold til nogle af de pointer, det nogle gange er lykkedes gruppen at mejsle ud i lyd. Men det sker så at sige aldrig, at Hansen-brødrene slipper noget, der ikke er mere end i orden, og det gælder også for dette album. En album, der oven i købet igen føjer nye nuancer til et univers, der i forvejen er distinkt og slidstærkt. Stik blot hånden ind til den grumme gnaver.