I dagens Danmark kan pop- og rockmusik næsten ikke blive jordnært nok. Det skal helst foregå i øjenhøjde med hverdagen og allerhelst med lidt afvæbnende selvironi. Sjovt nok har man ikke problemer med at goutere udlændinge med hang til store armbevægelser og patos. Således kan hysteriske krukker som Rufus Wainwright og Brett Anderson sagtens være anmelderkæledækker i Danmark, men så snart en dansker drister sig til drysse lidt patos og glamour i popbægeret, kan visse anmeldere næsten blive fornærmede på nationens vegne. ”You Know Why They Hate Me, Don't You?” spurgte krukken og dandyen Martin Hall på ep'en Introducing Roseland fra 2005, og jo, det vidste man vel godt. For Hall er jo bare for meget, altså!

Johnny Stage, der i øvrigt spillede med på førnævnte Introducing Roseland og i det hele taget har haft et yderst frugtbart samarbejde med Hr. Hall, burde således også vide bedre end at kalde sit duoprojekt med sangerinden Lotte Arnsbjerg for Glamorama. Den holder bare ikke i Danmark. Nå ja, strengt taget er det jo heller ikke noget særligt godt bandnavn (er der i det hele taget noget navn, der slutter på ”rama”, der er det?). Men alligevel, respekt til Stage og Arnsbjerg for at insistere på, at pop sgu også handler om glamour, virkelighedsflugt, forførelse og magi, og at det altså ikke er noget, man behøver at skamme sig over. I hvert fald ikke, hvis man har noget at have armbevægelserne i. Og det har Glamorama, som leverer tidsløst popmelodrama i international klasse. Det har de fleste anmeldere indtil videre så kun haft et skuldertræk til overs for, hvad der jo kan undre, når de samme anmeldere har så travlt med at skamrose det ene band efter det andet, som blot lyder som bleg afglans af en eller anden udenlandsk trend.

Nu er det ikke, fordi Glamorama præsenterer noget dybt originalt på deres andet album, Foggy Valentine, som modsat debutalbummet arbejder med engelske tekster. Men på den anden side har de altså også værdighed nok til ikke at halse efter, hvad der lige er moden for tiden. I stedet koncentrerer de sig om at skrive sange, der holder, og producere dem ordentligt. Altså solidt håndværk, først og fremmest, og det er jo ikke noget, man kommer på forsiderne af; men jeg vil så alligevel tro, at man kan hive Foggy Valentine frem og lytte til den flere år efter, at mange af de plader, som lige nu bliver kørt frem som det helt store og nye, er glemte og borte.

Foggy Valentine byder på en rimelig old school-tilgang til popmusikken, og Glamorama dyrker i det hele taget først og fremmest den store ballade, evergreenen. Vi befinder os således et sted, hvor pop grænser op til cabaret og vokaljazz, og hvor kvinden typisk står i forgrunden som den midnatsblå torch singer. Arnsbjerg udfylder fint denne rolle. Man kan både høre noget Julee Cruise og noget Beth Gibbons i hendes stemme, og det er bestemt positivt ment. At hun ydermere faktisk formår at skrive patosfyldte, voksne og til tider ganske raffinerede tekster, tæller absolut også på plussiden.

Læg så dertil Johnny Stages fornemme feeling for at orkestrere og producere et nummer, og man står med en virkelig solid popplade, der også byder på fine instrumentale indslag fra bl.a. trompetisten Palle Mikkelborg og guitaristen Chris Speeding, som bl.a. har spillet med Bryan Ferry. Bryan Ferry må i det hele taget siges at være en reference, der giver mening her, for Glamorama dyrker som ham et både nostalgisk, melankolsk og fløjlsblødt popdrama. Kan hænde, at pladen til tider bliver lidt for forført af sin egen æstetik, som det også gerne sker for Ferry, men med store ballader som titelnummeret og ”White Turtle Dove” kommer man ikke uden om, at duoen har klasse. Afvekslende er pladen såmænd også. Således kan den både rumme et smægtende tangonummer som ”Begin Beguine” og det rappe, næsten funky, afslutningsnummer ”Fractions”, uden at pladen af den grund virker fragmenteret.

Foggy Valentine er på ingen måde noget revolutionerende værk. Det er en popplade, men den påstår heller ikke at være andet og mere end netop det. Til gengæld leverer den så også varen – tilmed med en række sange, som sikkert har noget længere holdbarhed end meget af den øvrige popmusik, der bliver spyttet ud, herhjemme såvel som i udlandet.