I modsætning til de bands og solister, der én gang definerer et udtryk så unikt og uerstatteligt, at de sådan set kan basere en hel produktion på det - grupper som Cocteau Twins, Portishead og The Fall - er der en anden håndfuld kunstnere, gerne solister, der har så stærk en personlig tilstedeværelse, at de kan lave hvad som helst sammen med hvem som helst, uden at deres livsværk alligevel kommer til at mangle sammenhængskraft. I virkeligheden er det en meget eksklusiv klub, der måske kun inkluderer David Bowie, Lydia Lunch og Madonna, hvis man tager hele det musikalske spektrum med. Og så Björk - den over tid måske mest konsistente af dem alle sammen. Hvad enten man lytter til hendes debutplade med børnemusik fra 1977, hendes kantede artrock med The Sugarcubes, den ultra-eklektiske Post (1995) eller det hermetiske stemmeeksperiment Medúlla (2004), er det som om, at der løber en meget tydelig vision og følelse igennem det hele fra start til slut. Og selvfølgelig en umiskendelig - meget efterlignet, aldrig forbedret - vokal. Men bemærkelsesværdigt er det, at konsistensen er så tydelig, når hun har arbejdet sammen med så mange big shots gennem årene: I flæng kan man nævne Matmos, Howie B., Mark Bell, Tricky og Thomas Knak. Folk, der i sig selv er så markante på hver deres facon, at de nemt kunne have afsat revner i det samlede værk. Men det har de altså ikke, og på den led er det meget omtalte faktum, at hun på sit nye udspil, Volta, arbejder sammen med både Timbaland og Antony Hegarty, nærmest irrelevant. Det er Björks plade - hendes vision, der støber og samler den. Som tidligere er det kun nuancer på paletten, hendes altid både aktuelle og velvalgte kollaboratører får lov til at føje ind. Så derfor ikke - i modsætning til i så mange andre anmeldelser af Volta - ret meget hype omkring de par folk her (eller for den sags skyld den atter tilstedeværende Mark Bell) bortset fra, at Hegartys stemme som altid er et fund på især "The Dull Flame of Desire", hvor han og Björk flot lægger følelser til et digt af Fjodor Tyutchev.

Det virkeligt interessante ved Volta er, at den, efter den ualmindeligt afdæmpede Vespertine og det ikke helt vellykkede sidespring Medúlla, sætter kursen direkte ind i "typisk" Björk-territorium. Som Debut og Homogenic er Volta et album, der demonstrerer hendes fulde bredde uden alligevel - som på Post - at komme helt ud i det skizofrene felt. Intetsteds tydeligere end i overgangen fra den kradse, bevidst underproducerede kraftudladning "Declare Independence", hvor Björk snarere råber end synger over de piskende beats, til "My Juvenile", hvor hendes og Hegartys stemme smyger sig varsomt rundt om hinanden til lyden af et søgende clavichord. Men kontrasterne er store fra nummer til nummer, uden at man egentlig skærer sig på overgangenes kanter. "Earth Intruders" er en gang på én gang legende og lettere skærende electro-samba, mens "Wanderlust" skaber smukke kontraster mellem nænsomme blæsere og nedmixede, hoppende beats. "Innocence" leger med hip hop-elementer, som sættes ind i en på én gang spændstig og absurd collage. Og "Vertebrae to Vertebrae" er abstrakt, humpende orkesterjazz, der hele tiden synes at bevæge sig på kanten af en eksplosion. Fælles for det hele er, udover Björks ikke helt nemt beskrivelige personlige æstetik, det forhold, at sangene ikke er udpræget lineært komponerede. De søger, men finder også sig selv. Sjældent på en måde, så man kan synge med, hvad der jo ellers var typisk for flere af hendes tidlige albums - på den måde slægter Volta sin forgænger på. Popappellen ligger snarere i de markante måder, lydene er organiserede på, og det stærke rytmiske tilsnit. Pladen kommer lytteren i møde, men altså så at sige med et bagholdsangreb.

Og det samme med teksterne, der er usædvanligt politiske og ligefremme. "Hope" søger at overskride hele terror-debatten ved at tage udgangspunkt i en nyhedshistorie om en kvindelig selvmordsbomber, som måske, måske ikke var gravid. "What's the lesser of two evils? / If her bump was fake or not?", spørges der med en dårlig smag i munden uanset hvad: "Well, I don't care / Love is all / I dare to drown / To be proven wrong". Og "Declare Independence" er i lige dele et personligt statement og en kritik af den kolonipolitik, lille, "søde" Danmark i sin tid udsatte Island, i dag såmænd også stadig både Færøerne og Grønland, for: "Start your own currency / Make your own stamp / Protect your language / Declare independence // Make your own flag // Raise your flag (higher, higher)". "Earth Intruders" derimod hylder både naturens styrke og sender sonder langt ind i miljøpolitiske spørgsmål. Men selvfølgelig er der også mere personlige temaer på færde. "Wanderlust" er således en smuk sang om at sejle frit gennem verden - "I feel at home whenever / The unknown surrounds me / I receive its embrace / Aboard my floating house" - mens "I See Who You Are" er én stor opfordring til at leve her og nu, mens der stadig er kød på knoglerne. Stor poesi er Björks tekster sjældent i sig selv - det har de faktisk aldrig været - men de gør alligevel indtryk med både deres skæve vinkler på tingene og den passionerede måde, hun synger dem på. Og så er de aldrig irrelevante. Heller ikke på Volta forfalder hun på noget tidspunkt til bare at hælde ord ud af ørerne - hvert bogstav betyder tydeligvis noget for hende selv. Hvilken ikke er så ringe en del af hendes storhed som kunstner.

Så Volta er simpelthen en kærkommen lejlighed til endnu en gang at gøre knæfald for en artist, der er helt sin egen på et mylder af måder, som hverken kan eller vil stå stille, og som bedre end nogen har formået at holde den svære balance mellem det regulært poppede og det ditto avantgardistiske. Egentlig bare "endnu en Björk-plade" - men med den væsentlige tilføjelse, at hun aldrig har lavet to albums, der i så høj grad har ramt det samme stilleje, at man helt har vidst, hvor man havde hende. Altid ens, men også altid forskellig er hun. Tak og lov for det.