Hvor er det dejligt, at det ikke kun er punkrockerne, der kan finde ud af at lave korte albums. 11 sange på lidt over en halv time er der på Gravys andet album: Glory to Our Brilliant Name. Der er skåret ind til benet. Om titlen er et sandhedsudsagn, er så spørgsmålet. Jo, det er da et pudsigt navn, der leder tankerne hen på den ene af to vigtige ingredienser i Danmarks nationalspise: Sovs og kartofler. Men Gravy lyder ikke specielt danske. Desuden er sovs jo også tungt, og Gravy er tværtimod lette. Lette at fordøje og lytte til. Men "gravy "er jo også slang for noget, der simpelthen er godt. Og det er Gravy, der føles som en ekstra lille bonus i hverdagen.

Pladen er ikke én af den slags, der flår dybe flænger i hjernebarken, men én af dem, der kan minde én om de solbeskinnede dage i foråret 2007. De gode tider, hvor livet tages let og smilet klistrer til ansigtet. Det skyldes især de mange vokalharmonier, der er strøet ud med rund hånd på hele pladen. Den slags nonsens-harmonier, hvor der synges "baba", "uh", "ah" eller alle tre ting på én gang, og som gør de fleste lette i hovedet. Positiviteten springer op overalt på det overraskende varierede album. "Back With the Nerds" bliver styret af en cool, dubbet bas, mens et franskbrød rasper i baggrunden. "On My Own" er et kækt western-ridt, hvor naive harmonier popper op overalt - og Phil Spector har nok haft en lille indflydelse på balladen "Don't Believe", der svøbes ind i strygere, fløjte og især en ekkobelagt tambourin. Syntetiske klap går hånd i hånd med livetrommer, lette guitarakkorder følger efter skæve synthtoner, og det hele glider sammen så glat, som var det et puslespil, der aldrig havde været skilt ad. Gravy har en helt afslappet måde at anvende elektroniske og akustiske instrumenter på.

Albummet starter og slutter i den psykedeliske ende. Først med et storladent kor af mænd og kvinder, inden nogle psykedeliske guitartoner får arrangementet til at flyde ud, mens en Hare Krishna-lignende messen af den samme linje placeres stabilt i midten. I afslutningsnummeret lægges der ud med syreguitar og tilfældige eksplosioner, inden et summende orgel, et let guitarspil og en vævende fløjte bløder stemningen op, mens ordene "let my dreams come true", der ikke føles som en fortabt, ydmyg plagen, men rummer et oprigtig, positivt håb, bæres frem af lette, svimlende harmonier.

Bl.a. derfor er Glory to Our Brilliant Name hverken tung eller specielt dansk, men en indiepoppet charmør med små uforudsigelige indfald her og der, hvis lette popmelodier er som skabt til at opmuntre på de regnvejrsdage, som vi vist ikke kan undgå her i Danmark. Solstriber på dåse.