Hver uge byder på sin store del af selvfinansierede hi-fi demoer. Hver især indeholder de tre-fire-fem numre og byder på links til forskellige sites, hvor man frit kan høre endnu flere numre, få endnu mere information og blogge sig til døde med bandet eller andre interesserede lyttere. Og det er rigtigt, rigtigt godt. Moderne teknologi har i den grad sikret en mangfoldighed og en frihed, som ikke var der før

På den anden side kan man dog også med årtiers forsinkelse fornemme den der 'overload-effekt'. Der er for meget af det hele - hele tiden - og selv ganske interessante ting får sværere og sværere ved at stikke ud. Det gjorde den københavnske støjrock-trio Death By Kite så alligevel med deres selvbetitlede demo fra sidste år. En demo, som rent faktisk var 'lo' på lyd, men heldigvis desto mere 'hi' på kvalitet. I den forstand har man haft lov til at have ganske høje forventninger til debuten på det lille selskab Quartermain.

Debutalbummet rummer indlysende nok genindspilninger af "Bahnhof Asta", "Hiroshima" og "Scared of Heights" fra demo-cd'en. Alt andet ville også have været forkert. Selvom de otte nye numre på ingen måder står i skyggen af de gamle, så er det alligevel klart, at især "Bahnhof Asta" og "Scared of Heights" atter sætter dagsordenen.

Bedst af alt er dog, at Death By Kite på ingen måde har sat den tumultariske energi overstyr i processen. Ofte frygter man på forhånd for alt det, der kan gå tabt, men allerede det første nummer, "Sweet M", besidder så megen "power", at det formentlig kunne lyse hele det indre København op i flere dage. "Bahnhof Asta" og "Scared of Heights" er i den sammenhæng også bare blevet endnu bedre numre ved at komme med ind i et 'rigtigt' studie. Man fornemmer en langt skarpere balance mellem støj og melodi, mellem for- og baggrund. Det eksplosive udtryk har fået mere fylde. På demoen var det også som om, at det melodiske lidt for selvbevidst blev gemt af vejen. Genindspilningerne er i det hele taget et fint eksempel på, hvordan et bandet med stor finesse har justeret tingene i etableringen af en selvstændig lyd og æstetik.

Dermed ikke være sagt, at Death By Kite har sprængt sig vej til et helt nyt område rundt om støjrockens klassiske format. Det ved de også godt selv. Derfor skjuler de heller ikke sporene efter Sonic Youth, Placebo og den terminale post-punk, man kender så godt fra Joy Divison. Tag bare "Himmelfahrtskommando", der fanger Brian Molkos teenageangst lige på kornet og samtidig har et klirrende sug, som ellers kun Thurston Moore og Lee Ranaldo er i stand til at skabe. Eller "Hiroshima", som vover at gå hele planken ud med Joy Division. Til forskel fra så mange andre bands drukner Death By Kite dog netop ikke i lånte manerer. I stedet står de frem som et både troværdigt og velfungerende bud på moderne støjrock.

Det handler måske først og fremmest om det nærvær og den forvaltning af ungdommelig desperation, der ligger bag de fleste af sangene. Man tager nemlig hellere end gerne Bjørn Lange og Sidsel Marie Hermansen på ordet, når de synger: "We are dancing on knives here / We are changing on lives here / We are dreaming through mine fields". Sådan er de smukke og indlysende åbningslinjer fra den turbulente "Pills". Linjer, der sagtens kan opfattes som et mindre manifest for bandet selv og det univers, man som lytter træder ind i.

Det er selvfølgelig ikke alt, der lykkes lige godt. Men det tager man også gerne med, når ambitionerne er så høje og helhedsindtrykket så godt. Man bør bare bemærke, hvordan de suverænt slutter af med den flot svungne "Bulletin / Out". Death by Kite giver på deres debut ikke bare løfter om meget mere. De har også lavet årets indtil videre bedste danske album.