Der er stadig salg i den ret beset temmelig gamle idé med at blande elektroniske og akustiske instrumenter, og ikke mindst synes kombinationen af electronica og indiepop – laptop og sang/guitar – fortsat at trække folk til. Frugterne af denne hybrid er dog ikke altid lige overbevisende, ofte virker det faktisk som om det ”andet” element har en rent dekorativ funktion, hvad enten det er indie-sangskriveren, som pepper sine numre op med smarte digitaleffekter, eller electronica-nørden, som tilføjer mere ”varme” og ”autentiske” lydkilder til sin kliniske produktion. Sådanne dekorationer kan selvfølgelig fungere udmærket, hvis ellers de underliggende kompositioner er gode og har plads til dem, men derfra er der dog stadig et stykke vej til, at det i sig selv skulle være en specielt interessant eller nyskabende bedrift at blande de to verdener. Der synes desværre at være alt for mange tilfælde, hvor strategien virker som en kreativ sovepude, og hvor tilføjelsen af enten elektronik eller akustiske instrumenter i bedste fald fremstår unødvendig, i værste fald direkte irriterende. Men heldigvis kommer man så også en gang imellem ud for plader, som får noget virkelig originalt ud af fusionen. En sådan er Vitor Joaquims Flow, som vinder gevaldigt ved ikke blot at være den rendyrkede knitre-electronica, som er det umiddelbare udgangspunkt.

Når albummet virker så godt, skyldes det blandt andet, at det meget konsekvent holder sig til det skarpe, syntetiske electronica-lydbillede, og at de ikke-elektroniske elementer er få og stramt integrerede i helheden. Filipa Horas fjerne, tøvende stemme glider umærkeligt sammen med de sært distræte glitchlyde, og kombinationen skaber en søvnig, nærmest dagdrømmende effekt, som dog hele tiden kun er udgangspunktet for numrenes forbløffende evne til at vokse sig store og dramatiske, båret af en kompositorisk stringens og stemningsmætning, som alt for ofte mangler i glitch. En uudgrundelig, næsten mystisk stemning hviler over albummet og forstærkes af Horas fragmenterede og til tider uudtalte ord, der fremstår som noget i retning af spøgelset af Laurie Anderson – en Anderson, som endegyldigt er blevet opløst i den samme teknologiske verden, hun normalt optræder som en underfundig iagttager af, og nu kun eksisterer som hakkende, kropsløse lydbidder. Også brugen af guitar, på to numre, er dejligt atypisk og underspillet. Klare, skarpe mønstre vokser fuldendt sammen med ringlende digitaleffekter, og er helt befriet for indietronicaens sædvanlige shoegazer-vanetænkning. I stedet skabes en dybt original fusion af det fremmedartede og det bevægende, og det er i sig selv lidt af en bedrift inden for en stil, hvor netop de elementer har det med at ende som henholdsvis tom abstraktion og dvask behagesyge.

En sådan langt mere traditionel form for electronica-med-akustiske-indslag finder man hos Monoceros, hvis Tales for Silent Nights byder på en god bunke særdeles velafprøvede stilgreb: Naivistiske enfinger-melodier, brede ”melankolske” klangflader og knitrende beats, som dydigt nøjes med at holde takten i baggrunden. Der er afgjort tale om svulmende vellyd af den slags, som næsten bliver for meget af det gode, men omvendt må man også lade Monoceros, at han slipper ganske heldigt fra det og trods alt også har mere at byde på end blot de velkendte klicheer. Ikke at han fremviser noget videre nytænkende eller udfordrende, men numrene er for det meste skruet sammen med flere kompositoriske detaljer, end man typisk er ude for i stilen. Man kan sige, at albummet er velarrangeret i ordets bedste forstand. Melodierne folder sig langsomt ud og bliver stadig mere fyldige, imens roligt åndende lyddyner og diskrete baggrundsklik holder det hele stilfærdigt afbalanceret, så det virker mere ligefremt og simpelt, end det egentlig er. Flere steder bliver det for pænt og mageligt, ganske som brugen af guitar og legetøjsklokkespil blot er med til at gøre det hele en tand mere tyktflydende end det behøver, men Tales for Silent Nights virker i sidste ende som album, fordi helheden fungerer bedre end delene hver for sig. At mere originalitet og flere skarpe kanter ville have gjort underværker er klart, men alligevel viser Monoceros, at den konsekvente dyrkelse af velproduceret vellyd nogle gange kan have sin berettigelse.