Selv om det ville være synd altid at lade en plades forsøg på en selvdefinering bestemme over lytteoplevelsen, er det oplagt at placere For Varying Degrees of Winter under kategorien soundscape. For til tros for, at forsøget på at skabe, genskabe eller emulere naturlige akustiske rum ved hjælp af (elektronisk) genereret lyd, kun er én måde at beskrive den australske lydkunstner English' seneste meritter på, så er det altså en oplagt en af slagsen, når nu indpakning og indhold viser sig at stemme nogenlunde overens.

Årstidstematikken lagt til side et øjeblik er et gennemgående træk i English' musik, at lyd behandles som et materiale. Det betyder i første omgang, og i tråd med tanken om lydlandskaber, at lydens formgivning og modulering, bliver den primære interesse, til forskel fra eksempelvis den akkordbaserede sang, hvor melodien oftest står helt centralt. Det er da også netop detaljen i forskydningen af sinustoner, droner og cracks fra diverse elektroniske apparater og ikke mindst modstanden disse imellem i ind og udsugninger af lyd, der er det vigtige i den minimal- elektroniske musik, eller lydkunst, som den Brisbane-baserede English lægger navn til. Både her og på tidligere udgivelser, bl.a. på hans eget anbefalelsesværdige label ROOM40, cirkulerer English omkring stemmer og stemninger i omgivelser, hvor det ikke formgivne, eller det, der er forsvundet, har lige så stor betydning som det tilstedeværende. Det bedste og måske mest vellykkede eksempel herpå er projektet Ghost Towns fra 2003, hvor English' videooptagelser fra forladte byer udover Australien ledsages af et selvkomponeret lydspor, der forsøger at indfange, hvordan noget, der i ligeså høj grad har været, som det endnu er, mon kan lyde.

For nærværende albums vedkommende er paradokset fornemmelsen af stilhed og tomhed, som de rolige, men ikke nødvendigvis fredelige kompositioner maner frem hos lytteren. At lyd som sådan kan give en fornemmelse af stilhed, er vel et udmærket argument til de skeptikere, der stadig måtte begrænse deres musikalske horisont til tre akkorders musik. Er man kommet så langt, kan man i blandt momenterne af stilhed finde masser af fylde hos Lawrence English.

Om man vælger at tage udgangspunkt i forestillingen om vinterlandskaber eller ej, er For Varying Degrees of Winter et album, der henter mere inspiration fra golde end lysegrønne stemninger, og hvor der synes at være en fornemmelse for dramaet i den lille forandring, såvel som den ro, der kan gemme sig i orkanens øje. Det er karakteristisk for de seks kompositioner, at English og hans samarbejdspartnere på projektet, har haft øret både ved jorden og i luften. Mellem en overordnet fornemmelse eller stemning, skabt eksempelvis af en tung drone, der sætter grundpræmissen, og så en række mere opbrudte og detaljerede sideforløb fra simulerede regndråber, til f.eks. glitches og scratches, placerer English lytteren i det spændingsfelt, hvor vores opfattelse af rummet omkring os skabes. Mellem det overordnede indtryk af det, der omgiver os, og den mikrokosmiske begivenhed, der enten bekræfter vores fornemmelse eller udfordrer den.

English' musik, indspillet på tre kontinenter, synes først og fremmest skabt som en undersøgelse af disse forhold, med en oprigtig nysgerrighed som rejsepartner. Tilmed en undersøgelse, hvor understrømmen af melodi, der synes at leve i lydfladernes samtale, gør modsætningen mellem den kolde abstrakte lydkunst og varme konkrete akkordmusik ganske ubrugelig, og hvor vinteren bliver tiden for alt andet end månesygt kakaodrikkeri. Selvom English på pladen fisker i rørte vande i forhold til teknikker, og heller ikke som sådan præsenterer nogle nye måder at arbejde med de kendte på, er For Varying Degrees of Winter en anbefalelsesværdig plade med en meningsfuld balance mellem komposition og improvisation. Den tager til i intensitet og kvalitet som de 40 korte minutter skrider frem og lader en tilbage med ønsket om mere af det, man aldrig helt fandt ud af, hvad var.