|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Pink Luminous Invocation Pink Fog (cd-r, Not Not Fun, 2007) Da Marc Kellaway, Magnus Olsen Majmon og Marie Jensen for et lille års tid siden slog pjalterne sammen under navnet Pink Luminous Invocation, var der al mulig grund til at vente sig noget stort fra projektet. De to førstnævnte hørte på hver deres måde med i dansk eksperimenterende musiks frontlinje, mens sidstnævnte havde gjort endda en særdeles god figur i Kellaways ambiente folk-projekt Tender Buttons. Forventede man en eksplosiv sammensmeltning af Kellaways frodige fantasi og Majmons skarpe genre-/tidsoverskridende intellekt, var debuten Pink Luminous Invocation, der blev indspillet live på Literaturhaus, dog umiddelbart en mindre skuffelse. Med sin stærkt dronebaserede form var udspillet en nærmest direkte fortsættelse af den æstetik, Kellaway havde opdyrket i sit og (delvist) Tanja Jessens Exquisite Russian Brides-projekt. Majmons vertikale stileksperimenter lod sig ane i baggrunden, men ikke helt nok til, at udgivelsen stak i afgørende nye retninger, selvom materialet som sådan var flot og originalt med dets rumlige ambiens og spil med musikernes placering i indspilningssituationen. Sådan er det i og for sig også på Pink Luminous Invocations andet opus, der er blevet indspillet samme sted som det første og nu er ude på det fine amerikanske cd-r-selskab Not Not Fun. Eller hvad? Den lidt over 27 minutter lange skæring, skiven indeholder, er stadig stærkt dronebaseret - bygget op omkring en række dvælende plateauer, der metamorfose-agtigt glider over i hinanden. Men bandet, der nu også inkluderer Jessen på guitar, virker alligevel mere formet denne gang. Som et fuldt realiseret samarbejde. Bevares: Pink Fog ville ikke have været en fundamentalt set utænkelig udgivelse under Exquisite Russian Brides-navnet, men der er altså også tydelige referencer til den æstetik, Majmon har dyrket i Trio Trash og Elektronavn. Og både Jensens violin og lyse vokal samt Jessens messende guitarer, der har hovedansvaret for indspilningens skiftende, men konstant mørke og paranoide stemninger, spiller tilsvarende centrale roller i helheden. Og helheden er usædvanligt dyster i forhold til de ting, de implicerede normalt arbejder med. Hvad titlen refererer til, har jeg ikke kunnet afkode, men skulle man vælge et soundtrack til verdens undergang, ville Pink Fog passe glimrende. Der er tale om en kosmisk trøstesløs musik, der ikke befinder sig så langt fra f.eks. Stockhausens eller Tangerine Dreams mere kuldslåede momenter. Specielt ikke når Jessens klagende guitardroner - senere hen i forløbet også et spøgelsesagtigt korarrangement - tegner sindbilleder af en gold, afbrændt klode, som snarere fortaber sig i intetheden end liver op, efterhånden som nummeret skrider frem. I starten lyder førstnævntes guitar nærmest som en sirene, der advarer om en alligevel uundgåelig katastrofe - og gennem resten af spilletiden synes der næsten at blive gjort status, mens gløderne fra denne brænder ud. Men det er en interessant status, der løbende skifter scenarium. For under dronerne ligger der et væld af detaljer og ornamenteringer - fra klokker, der ringer, over kalimbaer og fyrværkeri til en forrygende klarinet-opvisning fra Majmon, der tilfører forløbet noget af den inderlige sorg, man kender fra den mere melankolske ende af den jødiske klezmermusik. Det er også på disse underordnede niveauer, hans æstetik skinner klarest igennem: Snart tænker man "gamelan", snart "modernistisk slagtøjskomposition", snart blot "Majmon" - og faktisk mest det sidste, selvom Kellaway helt konkret opererer på samme niveau. Netop derfor virker udspillet. Både som værk og som samarbejde. Alle medvirkende kræfter er klart til stede og uundværlige ingredienser i en helhed, der er lige så manende og filmisk, som den er detaljerig og fyldt med understrømme. Pink Fog er en lydkatedral, simpelthen. Og der er begravelse i dag. Men en smuk begravelse er det. Og man drikker hellere end gerne gravøl med bandet Pink Luminous Invocation.Steffen B. Pedersen, 27. mar 2007 Yderligere informationwww.myspace.com/pinkluminousinvocation www.notnotfun.comKommentarer (1)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her. |
|
|||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
|||||||||













