Coveret til Pauselands debut-cd viser et close-up-foto af et stykke græsplæne med små blomster skjult blandt stråene. En i for sig hverdagsagtig scene gives en poetisk kvalitet. Den russiske litteraturfilosof Vladimir Sklovsky talte om, at kunsten skulle underliggøre vores automatiserede hverdag. Det vil sige, at vi skal bringes til at se tingene på ny, se dem i deres essens, sådan som et billede af græs fremtræder nyt i den kunstfulde fotografiske beskæring.

På samme måde er det med stilheden, som i for sig er fundamentet for al musik. En simpel definition på musik kunne være, at det er en udfyldelse af stilheden. Megen musik lider af en horror vacui, en angst for det tomme rum, men der findes også musikere, som ser det poetiske potentiale i stilheden. Et eksempel kunne være bandet Pauseland, der på deres selvbetitlede album gør brug af stilheden som musikalsk virkemiddel.

En pause er intervallet mellem stilhed og lyd, og det er netop sådan, man kunne beskrive Pauselands musik. En første underliggørende effekt er fraværet af trommer. Trommerne, der normalt fungerer som timekeeper, er her suspenderet til fordel for selve det musikalske rum, der udfyldes af Jakob Buchanan (flygelhorn), Christian Vuust (tenor saxofon), Søren Dahl Jeppesen (guitar) og Klaus Nørgaard (bas). Resultatet af denne besætning af yderst kompetente musikere er muligheden for at sanse musikalsk på en ny måde.

"Deep Days" indleder med sin smukke guitarmelodi og den forsigtige bas, der punkteres nænsomt af det unisone spil mellem Buchanen og Vuust. Buchanen, der i forvejen har en varm lyd på trompeten, får endnu mere varme og luftighed i sit spil ved skiftet til flygelhorn, og Vuusts fløjls bløde saxofonspil giver mindelser om "the sound", den unge Stan Getz.

"Pause One" er den første af i alt tre vignetter. "Pause One" er et eksempel på, hvor meget tid et "kort" nummer kan indeholde. Søren Dahl Jeppesen strækker med sit melodiske guitarspil blidt hver tone, og langsomt følger resten af bandet med. Det hypnotiske spil afbrydes af en kort pause, hvorefter spillet sættes i gang igen og derefter toner ud.

"Careful" er et højdepunkt på pladen. Dahl Jeppesens introducerende guitarspil er utroligt smukt og igen med en evne til at spille på pauserne mellem tonerne. Klaus Nørgaards bas prikker nærmest hul på luften. Blæsernes mere langstrakte linier modsvarer den minimale struktur.

"Notes" er med sine 8 minutter og 19 sekunder en øvelse i at strække strukturen ud, men på samme måde, som vignetterne ikke føles for korte, så føles "Notes" ikke for lang. Det er både noder og noter, en spredt håndskrift over et stykke udstrakt papir. Især sammenspillet mellem Buchanan og Vuust er her bemærkelsesværdigt.

"The I Under The Dot" er et kærkomment gensyn med Buchanans komposition fra pladen I. Det kan stærkt anbefales at købe begge plader for at få en generel fornemmelse af jazzens udforskning af musikalsk struktur. Begge versioner er smukke, og Buchanans plade havnede ikke uden grund på toppen af min liste af årets jazzplader i 2006, men Pauselands sarte version overgår her versionen fra I. Dahl Jeppesens introduktion er lige så enkel, som den er poetisk prægnant, og sammenspillet mellem Buchanan og Vuust topper det mellem Buchanan og stjernen Chris Speed!

"I Thought You Would Stay", "My Room" og "Until That Tear" fortsætter den særegne meditative stemning, der præger pladen med den udprægede fornemmelse for rum og tid. "Pause Three" slutter af som den tredje vignet, der i al sin skrøbelighed lukker albummet med sin åbenhed og udvisker grænsen mellem stilhed, musik og pause.

Pauseland skaber en musikalsk klang af rum. Det er musik med fornemmelse for tid, for poesien. Gennem sin valgte begrænsning (uden trommer) har bandet givet lytteren mulighed for at genhøre dét, der så ofte går tabt i musikken: stilheden. I den forstand er Pauselands musik ambient, men hvor ambient lægger op til at være et musikalsk møbel, lytteren skal slænge sig i uden at lægge mærke til den musikalske struktur (alting flyder ud, bliver ambient), så skærper Pauseland fornemmelsen for den musikalske struktur og giver mulighed for at opdage, at forudsætningen for en nodes skønhed er den stilhed, der går forud for den. I den forstand er det musik, der taler både til hjertet og hjernen, til afslapning og fordybelse.