Et sted ude i Nordsøen - med stort set lige langt til England, Nordtyskland og Vadehavskysten - ligger der en lille stejl, undseelig klippeknold ved navn Helgoland, der for hvert år bliver mindre, eftersom vandet langsomt, men sikkert æder sig ind på den. Men i oldtiden var den rasende vigtig for hele Nordeuropa. Ikke blot fordi den rummede vigtige råmaterialer til bronzeproduktion, men også fordi den efter alt at dømme fungerede som fællesgermansk kultsted. Faktisk betyder øens oprindelige navn, Heligoland, "det hellige land".

Måske er det dette samspil mellem noget undseeligt og noget sakralt, der har fået den Melbourne-bandet Heligoland til at opkalde sig efter klippeknolden. Det er i hvert fald den type dynamik, man finder i musikken på gruppens andet album - A Street Between Us - der bringer mindelser om måske specielt tasmanske The Paradise Motel, om end der også kan trækkes referencer til bands som Mojave 3 og Slowdive. Der bydes på 11 sagtmodigt traskende, ulmende melodier, som primært trives i spændingsfeltet mellem Karen Vogts lyse, intense vokal og guitaristen Peter McKeowns ringlende, atmosfæriske guitarvæv. Alle i nedbarberede arrangementer, der også lader rytmesektionen stå frem med maksimal effekt. Jo, det musikalske areal er lille, nærmest truet, men det udnyttes optimalt.

Der er dog det problem med minimalistisk musik generelt, at det kræver stærke melodistrukturer for at blænde. Også selvom der - som her, men dog uden det samme drama som hos The Paradise Motel - spilles med hjertet uden på tøjet. Ellers ender man lidt for nemt der, hvor man kun står tilbage med et behageligt, men lidt indifferent signal. Og det er det, der lidt for ofte sker på A Street Between Us. Teksterne er faktisk det bedste ved albummet - fortættede, sanselige og fyldt med fine linjer som "This is just one life in a million / Don't overrate it / There's more where it came from / You shouldn't feel alone" ("Look Out Ahead") og "Your happiness is deafening / And mine is soft and slow" ("Obelix"). Der er også sange imellem, hvor gruppens bløde, vævende form virkelig fungerer. "Almost People" er nakkerislende smuk lydpoesi et stenkast fra Cocteau Twins - en søvngængeragtig komposition, hvor både Vogts englestemme og McKeowns kimende guitar tegner mønstre af uudsigelighed. "Red Pocket", derimod, er en mere regelret ballade, hvor gæstemusikeren J. Walkers strygere kærtegner bandets nænsomt fremprikkede toner, som dog også i selv - i et langsomt stigende tempo - driver ud mod et rørende crescendo. I numre som disse lever Heligoland op til navnet.

Men der er for meget, der ikke fæstner sig som andet end stemninger, som ikke for alvor bliver håndgribelige. Trist, men sandt. Talenterne er der på så mange andre felter - instrumentalt, lyrisk, lydmæssigt - men disciplinen "komposition" er ikke kvartettens stærke side. Der væves snarere end centreres, og det koster. Samtidig kunne det også have været rart, hvis gruppen i en lidt højere grad havde formået at løsrive sig fra forbillederne og skabe en helt egen lyd, der vovede sig lidt længere ud til havs.

Der er stadig et par sømil til det hellige land. Desværre.