|
ANMELDELSER
ANNONCE
GÆSTEANMELDER
|
![]() Da jeg var lille var alting større (cd, BoogiePost Recordings, 2006) Betegnelsen postrock er siden 90'erne blevet brugt som en mere eller mindre løs betegnelse for forholdsvis instrumentale bands, der smeltede forskellige genrer sammen med udgangspunkt i (eller reference til) rockens klassiske instrumentering: guitar, bas, trommer. Bands som Tortoise, Trans Am, Mogwai og Ui er eksempler på bands, der har været karakteriseret som postrock. Især Tortoise er blevet set som hovedeksponent for "genren", der gerne har noget filmisk over sig. Det er ikke tilfældigt, at John McEntire fra Tortoise blev hyret til at lave musik til filmen Reach the Rock. Svenske Television Pickup er i mangel af bedre betegnelse et postrockband, hvis musik netop har noget distinkt filmisk over sig. Sangene er en række lydbilleder, der er særdeles eklektiske i deres valg af instrumentering og stilorientering. Der startes med den elegante vals "Alps in Bavaria" med tremolo guitar, trækharmonika, klaver, luntende trommer og en indtagende klarinet. Melodien på denne vals er lige så iørefaldende, som den er atmosfærisk, og glider over i næste nummer "Large screen image of a pianoplayer", der er i samme stil. Herefter skiftes fuldstændig spor med "Frysreptilen og kappedragen", der er infernalsk freejazz med buldrende forvrænget bas og skrigende saxofoner, der får den berygtede freejazz-saxofonist Peter Brötzmann til at ligne en skoledreng. I slutningen af nummeret skiftes der dog endnu en gang stemning med beroligende klaverakkorder, og saxofonen begynder at kæle for ørene med en smidig blødhed. Herefter sætter grædende countryguitarer ind for at fuldføre lydbilledet, der siden hen muterer til elektronisk mumlende støj og skæve, ustemte, jazzede guitarer, der fuldfører det otte minutter lange episke nummer, der står som et tidligt højdepunkt på pladen. "O5 05 05" trækker os tilbage til rocken med et insisterende tonstungt riff, der dog hurtigt afbrydes af klaverimprovisation og punkterede saxofonlinier. "Nu spiller farmor marimba in heaven" er lige så skør, som titlen lader ane. Den starter som jazzet country-blues med plukkende banjo, klokkespil og klaver for gradvist at ende i en stille vals. "Dogger Banke" har en prikkende elektrisk guitar, der strækker sig ud i det uendelige som rækker af pigtråd, mens percussion rumler i baggrunden. "Tampen og sydlige utsira" leger med elektroniske fiksfakserier, en jazzpuls på trommerne, vild saxofon og klaver, der antager næsten klassiske proportioner, mens guitaren mere er en kilde til udforskning af lyd som hos Derek Bailey end en egentlig melodibærer. "Den uendelige melodi" er en kort cirkusagtig jazzblues med båttende horn. "Til en sørgelig dag" leger med stilhed og rum i gradvise ryk med små elektroniske manipulationer, forsigtige saxofonliner og ganske svage trommer. I slutningen indtager klaver og guitar en prominent rolle, og vi får en smuk melodi med klaver, trommer, sax, bas og guitar. Med sine over syv minutter er nummeret endnu en episk perle. "Boogiepost" er en banjoblues med knastør saxofon. "Fis i en hornlygte" blander freejazz, funk og punkrock på samme måde, som det fabelagtige band Vandermark 5 nogle gange gør. "Absolute Kelvin" er en klavermeditation, der vokser sig større og større for at lade bandet folde sig ud. Titelnummeret "Da jeg var lille var alting større" har den barnlige uskyld og enkle melodi, som titlen lægger op til. En solstråle af en sang. Herefter tager "Airport pianoplayer" over med klavertriller og lufthavnsstøj. Rejsen ender med "TV Peace Please", som er en herlig melodisk afslutning med silkeblød klarinet, tikkende trommer, boblende elektronik og guitar. Television Pickup har med Da jeg var lille var alting større givet lytteren mulighed for at tage med på en musikalsk rejse, der er ligeså forunderlig og eventyrlig, som den er legesyg. På trods af de mange genrereferencer og den suggestive tilgang ender musikken hverken i en musikalsk rodebutik eller et uvedkommende lydspor. I stedet inviteres lytteren til at drømme med på de mange lyde og melodier og skabe sin egen film. Måske skulle man næste gang man overvejer at tage i biografen i stedet løse billet til Da jeg var lille var alting større. Jakob Bækgaard, 9. jan 2007 Yderligere informationhttp://ljud.org/television-pickupKommentarer (0)Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.
|
|||||||||||
|
© 2000-2010 Geiger Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens. |
||||||||||||














