Det gammelkendte problem med at gøre dansegulvspuritansk club-techno til hverdagsbrugbar dagligstuemusik ser efterhånden ud til at have fundet en slags standardløsning. Ved at tilføje bløde akkorder, smagfulde jazzsamples og diskrete glitchlyde er det lykkedes at skabe et ufarligt og lækkert livsstilsprodukt, som udstråler kvalitetsbevidsthed, sofistikeret smag og et ønske om i ny og næ at koble fra det hektiske storbyliv og blive lidt ”dybere” hjemme i lejligheden. Om man så kan tale om en kunstnerisk interessant løsning er en anden sag, men det er i hvert fald noget, som tilstrækkeligt mange har taget til sig og bruger efter hensigten, hvorfor stilen da også bliver ved med at kaste nye udgivelser af sig. En af de bedre af slagsen er Mike Shannons Possible Conclusions to Stories that Never End, som i nogen grad tager udgangspunkt i en slags microhouse, hvor houseelementet blot er overtaget af en mere tilbagelænet electronica, og dertil på en række numre yderligere har fået tilføjet organisk glasur i form af akustiske trommer, klaver og vokal.

Netop det organiske kunne albummet dog godt have undværet, for det virker, som så ofte i den slags musik, som en lettere søgt tilføjelse, ikke mindst når de stiliserede soul/blues-vokaler tager over. Her synes der at være tilstræbt en attitude af noget ”dybt” og ”sofistikeret” snarere end en virkelig dialog med det akustiske, og det er nok lækkert og stemningsfuldt, men på samme irriterende påtagede måde som hos utallige anden-divisions trip hop-navne fra midthalvfemserne. Så går det langt bedre for de mere regulære electronica-numre, som ofte trækker i retning af det stilfærdige, ja, nærmest ambiente, men samtidig tilføjer lige tilstrækkeligt med microhouse-fragmenter og skarpe kanter til, at det ikke bliver alt for søvndyssende. Når pladen er bedst, som på ”Blind”, ”Miyako Train” og ”Bathing in Microwaves”, opstår en mere tvetydig tusmørkestemning, hvor hygge-melankolien overtages af noget næsten foruroligende, og den lækre designerstorby kun fremstår som en hul og uvirkelig skal. Det er lige før, at en sådan underminering af det lounge-smagfulde synes at være en bevidst strategi på albummet, men i så fald er det desværre ikke en strategi, som Shannon formår at følge helt konsekvent. Ikke at man kan fortænke ham i gerne at ville være alsidig, men albummet ville nu nok have vundet ved at være holdt mere enkelt og fokuseret.

Det klarer danske Mikkel Meyer bedre på mini-lp’en Responge, som netop holder sig til en ganske nedbarberet kombination af minimalistisk knitrende dub-techno og støvede jazzfragmenter. Man kan dog også mene, at han nok bevæger sig lidt for langt over i den modsatte grøft og kommer til at mangle lidt personlighed og nerve blandt al den stilsikre vellyd. En oplagt sammenligning er Jan Jelinek, hvis syrede lydrum Meyer nærmer sig på numre som ”n16” og ”n20” (pladens bedste), men ganske som han mangler de flertydige og uudgrundelige stemninger, som Mike Shannon rammer i sine bedste øjeblikke, så kommer hans jazz-dekonstruktioner heller ikke nær så langt ud som Jelineks neo-krauttronica. Men mindre kan nu også gøre det, og der er her tale om en glimrende plade alene derved, at den hænger rigtig godt sammen, har en generelt høj kvalitet – længden er tilpas, og der er ingen deciderede smuttere – og dertil aldrig for alvor forfalder til de værste og mest selvsmagende lounge-klicheer. Der bydes ikke på noget virkelig spændende, men det skal der måske heller ikke nødvendigvis med den slags udgivelser, og som et samlet afslappende værk formår Responge at være behagelig uden at blive behagesyg, hvilket i sig selv er lidt af en luksus.

Samme luksus gør sig gældende på Trentemøllers debutalbum The Last Resort, som formår at skabe en virkelig homogen og sammenhængende lyd, selvom det inkluderer både det stilfærdigt tilbagelænede såvel som det mere energiske, og dertil også benytter en række gæster og ”rigtige” instrumenter. Det er lykkedes at få sporadisk guitar, bas og trommer, såvel som indietronica-smarte instrumenter som glockenspiel og melodica, til at smelte fuldstændigt sammen med det ellers meget elektroniske lydbillede, så man kun lige præcis kan udskille, hvilke lydkilder der faktisk er brugt. Dette skyldes den omfattende digitale effektbehandling, som samtlige lyde og instrumenter, elektroniske såvel som elektriske og akustiske, har været igennem, og som får det hele til at fremstå som ét samlet hele. Og imens man selvfølgelig kan sige, at der så heller ikke ligefrem er tale om gensidighed eller dialog mellem lejrene her, så betyder det omvendt også, at det aldrig kommer til at virke påtaget – der er aldrig lyde, der springer frem og gør pinagtigt opmærksom på, hvor helt fantastisk akustiske og ægte de er.

Den produktionsmæssige sammenhængskraft, som til at begynde med får The Last Resort til at fremstå så overbevisende, bliver dog med tiden også til lidt af en akilleshæl. Selvom numrene strækker sig fra pulserende dub-house over vuggende ambient electronica og til diverse former for mere udefinerbar post-techno, så er det et gennemgående træk, at de sjældent har videre genkendelige temaer at byde på. I og med at Trentemøllers styrke netop er produktion, ren lyd frem for melodier, så kører man, uanset hvor flot, detaljeret og rigt mættet lyden er, alligevel lidt træt i den i løbet af albummets næsten firs minutter, når der ikke rigtig er andet øret kan hænge sig i. Netop det fokus, der gør Trentemøllers produktion og lyddesign så overbevisende, burde også være tænkt ind i albummet som helhed, og hen ved halvdelen af de mest enslydende numre kunne med fordel være siet fra. Ikke fordi de som sådan er ringe, men simpelt hen fordi de ikke gør så meget mere end at puste spilletiden unødigt op. Det er en skam, for det får helheden til at fremstå mere anonym end den har fortjent, og selvom der stadig er tale om en anbefalelsesværdig, stemningsmættet electronicaplade, så kunne den have været langt mere slidstærk i en mere koncentreret form.