Det er omdiskuteret, om den såkaldte polske yass-scene, der blev introduceret i Geiger #12 og #13, stadig er en gangbar idé. Men ringene i vandet fra de tidlige 90'eres eksperimenter ses i hvert fald stadig, og hvis man ikke kan tale om en yass-scene som sådan, kan man i hvert fald sige, at der fortsat sker meget på den polske eksperimenterende jazz-scene, hvor både nye aktører og garvede yass-men blander sig med hinanden.

Blandt de yngre grupper, der trækker visse tråde tilbage yass-scenen, og som man, hvis man har hang til de evindelige post-konstruktioner, kan rubricere som post-yass, kommer man ikke uden om kvintetten Sing Sing Penelope. En kvintet, der opstod i miljøet omkring én af yass-kulturens højborge – klubben Mózg i Bydgoszcz – og som med Music For Umbrellas nu udgiver deres andet album. Til det formål har de valgt det Warszawa-baserede label Monotype Records, der ellers typisk har en markant profil indenfor eksperimenterende elektronisk musik fra Polen. Det giver dog god mening for så vidt, at Sing Sing Penelope er en af de grupper, som bygger bro mellem jazzen og den elektroniske musik, ligesom gruppen dog også henter masser af inspiration fra både klassisk avantgarde, progressiv rock og postrock.

Når dette er sagt, må man tilføje, at gruppens udtryk er knap så avantgardistisk, som inspirationerne kunne antyde. Sing Sing Penelope jager hverken de voldsomme støjudbrud eller de spastiske freejazz-ekskursioner, men koncentrerer sig snarere om at frembringe en musik, der møjsommeligt er vævet af mange fine tråde, uden at musikken af den grund ender i det overdrevent abstrakte. Der holdes nemlig samtidig fast i gode, gamle jazzdyder om, at musikken også skal swinge. Således er musikken ofte kompleks, men samtidig umiddelbart appellerende og groovy.

Et fremtrædende træk er Daniel Mackiewicz's synth-ekskursioner og fede orgeltrips, der giver musikken en spacet, nærmest psykedelisk karakter, som både leder tankerne hen på gamle sci-fi-film og selvfølgelig på 70'ernes progressive fusioner af jazz og rock, hvor keyboardet også gerne havde en fremtrædende plads. Det skal heller ikke benægtes, at Sing Sing Penelope ind imellem faretruende nærmer sig ekvilibristisk fusionsjazz, som sikkert er sjovere at spille end at lytte til. For det meste forstår de dog at tøjle egoet i tide og når da frem til noget mere poetisk; en jazzmusik, der trods det sort/hvide cover er iklædt en psykedelisk farvepragt. Hør f.eks. ”La Couchette”, hvor den traditionelle jazzinstrumentering får selskab af tablas og fløjte i en langsom, stenet musik, hvor spacede synthklange mod slutningen sniger sig op over horrisonten. Hippieånden fornægter sig heller ikke i hverken titel eller musik på den mere ekstatiske ”Fis and Love” (måske ikke verdens bedste ordspil, men illustrativt for musikkens kobling af selvbevidst jazzekvilibrisme og psychedelia).

Som det også var tilfældet hos mange af folkene i den oprindelige yass-bølge, udviser Sing Sing Penelope en interesse for etniske musikformer, hvilket især kommer til udtryk i brugen af tablas og anden eksotisk percussion. Det høres især på et nummer som ”Black Minority”. I det hele taget arbejdes der utroligt flot rytmisk med en til tider blidt vuggende, til tider svedigt funky musik, og denne rytmefornemmelse skaber en god kontrast til de mere udflydende orgelklange. De elektroniske elementer holdes dog næsten også for stramt i tøjlerne til tider. Derfor er det glædeligt, at de kommer stærkt igen på det sære 10 minutter lange afslutningsnummer ”Summa Musica”, hvis første halvdel er én lang hyldest til obskure rumfantasier og gamle B-film-soundtracks udtænkt af syrehoveder. Lidt mere af den slags havde man gerne hørt på pladen, for her kan gruppen noget særligt.

Med deres blanding af funk, etnisk musik, spacerock og lettere avantgardistisk jazz må man sige, at Sing Sing Penelope skylder en hel del til en skikkelse som Sun Ra, uden at de dog på nogen måde syrer så ekstravagant ud som gamle Ra. Hvilket nogle gange er lidt en skam, for selvom Music For Umbrellas utvivlsomt rummer mange rigtig gode passager, så forbliver Sing Sing Penelope ligesom på debutalbummet mest af alt et lovende bekendtskab. Personligt så jeg dem gerne flippe mere ud, vise lidt mere tænder, som det til dels sker på ”Summa Musica”. Nuvel, de har først lige begivet sig ud på deres rejse, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at de kommer ud for mange mærkelige og hallucinerende eventyr, inden de finder hjem til deres Penelope. Der må vel også findes kykloper og sirener i det ydre rum.

Hvis Sing Sing Penelope kan siges at være et ungt skud på yass-stammen, må Mikolaj Trzaska siges at være en af de virkelig garvede herre, for ikke at sige en af pioneerne. Trzaska, som hører til de folk, der stadig benytter sig af yass-begrebet, holder da også stadig avantgarde-fanen højt på sit eget selskab Kilogram Records. Selvom hverken genrefusioner eller eksperimenter med elektronik er ham fremmed, så er hans musik først og fremmest forankret i den mere freejazz-orienterede afdeling af yassen, og det høres i allerhøjeste grad på hans seneste udspil Orangeada, der er indspillet i samarbejde med to af hans vante sammenspilspartnere: svenske Peeter Uuskyla på trommer og danske Peter Friis Nielsen på el-bas. Alle tre er rutinerede kræfter indenfor den frie improvisationsmusik, og så kender de hinanden som deres egen bukselomme, hvilket man sandelig ikke skal kimse ad.

Pladen er indspillet over to dage helt tilbage i 2004, men ser altså først udgivelse her i 2006. Her er helt typisk for denne konstellation tale om et gennemført demokratisk projekt, hvor de tre musikalske temperamenter indgår i en ligeværdig dialog. Måske for at illustrere dette præsenteres pladen som en læskedrik bestående af lige dele Trzaska, Nielsen og Uuskyla (alle til den bevidste forbrugers ære tilføjet et E-nummer) samt vand og sukker. Ja, ja, det lyder jo sødt og svalende, men lur mig om der ikke er tale om stærkere sager end bare orangeade, for blandingen slår altså til tider temmelig hårdt. Effekten har vel mindre at gøre med sød læskedrik end med den såkaldte ”vilde hund”; en populær polsk drink, der mikser forræderisk sødmefuld hindbærsaft med en vulgært hårdtslående blanding af vodka og tabasco. Men forfriskende er det da at høre de tre musikere folde sig ud i dette intense sammenspil, der på én gang er muskuløst og utroligt elastisk.

Hvor megen fri improvisationsmusik har det med at cirkle søgende rundt for så at arbejde sig op i et klimaks, går Trzaska, Nielsen og Uuskyla for det meste lige til makronerne. Musikken er så at sige nærmest et stort klimaks. Naturligvis er nogle passager mere rolige end andre – de har ligefrem en ballade med, bærende den absurde titel ”Charm Trousers Ballad” – men alt i alt er der ikke plads til mange pusterum undervejs, hvilket så også gør, at det kan være noget af en udfordring at lytte alle pladens syv numre igennem i streg. Nielsens karakteristiske basspil er som sædvanlig til at blive søsyg af, Uuskyla fremviser en energi og hurtighed som en heavy metal-trommeslager med det sorte bælte i karate og Trzaska skyder med skarpt på både saxofon og basklarinet. Nem musik er det ikke, og bestemt ikke musik egnet til dovent at nedsvælge ved strand eller swimmingpool, hvor meget coveret så end lokker med den slags nydelser. Det kan man jo så også kun være glad for, for dvask chill-out jazz er der så sandelig nok af i denne verden. Her virker de tre musikeres uskyldigt udseende orangeade som lidt af en trojansk hest ”parachuting acid into diplomatic cocktail parties”, som det hedder et sted hos Leonard Cohen. Læskedrik tilsat hundegalskab, der vil få dig til at te dig som den vanvittige ”Man With Yellow Eyes” i det korte amokløb af et nummer, der afslutter denne plade. Kald det jazz, yass, improv eller hvad du lyster. Orangeada er simpelthen et veltilrettelagt spark mod forudsigelig polerethed fra tre fremragende nordeuropæiske improvisationsmusikere. Nu også med E-numre.