Man får de første bange anelser, når man åbner omslaget og støder på spørgsmålet: "Have you ever given a musical instrument to an animal?" Nej, og jeg har heller aldrig haft lyst til at overvære en koncert med en jærv som lydmand (selv om det ved nærmere eftertanke godt kunne være hændt flere gange - det ville da forklare en del usle lydoplevelser), og ja, jeg ved naturligvis godt, at det ikke som sådan er et bogstaveligt spørgsmål, men snarere et billede på, at musik skulle kunne nedrive skellet mellem natur og kultur og måske give mennesket et glimt af noget oprindeligt, noget tabt. Kald mig bare en kynisk rad, men jeg forventer og ønsker mig slet ikke så meget af at lytte til musik; et skær af munterhed, en rift af sorg, en bølge af absurditet, et dunk af smerte - det er for mig alt rigeligt. Metafysik er for mænd i kjoler.

Manden bag Urkuma er Stefano De Santis, der stammer fra Salento-egnen i Italien, dvs. "hælen" på det støvleformede land. Her kan man finde byen Otranto, hvis katedral den excentriske munk Pantaleone dekorerede med et særligt mosaikgulv, der afbilder dyr med forskellige instrumenter, herunder det harpespillende æsel på albummets cover. Vi har med andre ord at gøre med et konceptalbum af den mere eksotiske art (som man nu kunne vente sig af en musiker, hvis navn åbenbart står i modsætning til buddhismens nirvana - hvad det så en måtte betyde: en slags uoplyst helvede?). Ideen har været at skabe en sonisk mosaik, der kan fungere som en pendant til Panteleones symbolisme og tankeverden, men eftersom Rebuilding Pantaleone's Tree intet forsøg gør på at uddybe den nærmere sammenhæng mellem Urkumas musik og Pantaleones gulv - for ikke at tale om hans træ! - foreslår jeg, man fuldstændigt ignorerer denne hule koncept-mysticisme og går direkte til Stefano De Santis' musik.

Rebuilding Pantaleone's Tree er nemlig et helt igennem udmærket album kendetegnet ved afdæmpet lurende og snigende, elektroniske udladninger samt helt analoge lyde fra redskabsskuret: skraben, banken, slibning, osv. plus isolerede anslag på diverse instrumenter. Tilsammen skaber disse lydkilder et udtryk, der ikke lader sig entydigt genrebestemme. De mange lyde smelter umærkeligt sammen til en minimalistisk og til dels også ambient mikromusik, der skaber en smukt ildevarslende stemning, som hvis man forvildet prøvede at finde ud af en labyrint med tusindvis af raslende Damoklessværd hængende ned fra loftet. Men pointen synes netop at være truslen snarere end dens udførsel. Musikken kammer aldrig over i den slags sindsoprivende støjbombardement, man kender fra f.eks. Wolf Eyes, men ikke desto mindre er støjen hele tiden til stede som en ramme, de enkelte numre støder imod, når Urkuma - med vilje! - kommer til at tegne uden for stregerne. "Achmed Giedik" starter f.eks. med skarpe, dissonant skrattende stik og dybe, hule drøn, før lyden af et bor kæmper sig igennem fernisen og derefter dominerer nummeret ved skiftevis sit fravær og sporadisk larmende nærvær. Første halvdel af det følgende nummer, "Panta Nifta Scotinì", kunne være et sjældent interview med hjemmets mest underkendte møbel, idet det lyder som et toilet, der er ved at løbe over og i hvert fald undervejs får pisket en stemning op, inden en eller anden reparation (måske) finder sted, og toilettet kan fortsætte sin pludren! Bestemt et aparte stykke musik, men i sammenhængen nærved sublimt.

Urkumas opfindsomhed har dog også sine begrænsninger, og imod slutningen af albummet - særligt den ti minutter lange "Abraxas", der næsten trumfer Radioheads "Treefingers" udi Eno-inspireret tomgang, samt "Bestiare", der rumler som en brødflov ulv uden at komme ud af stedet - bliver udtrykket mere ambient og lidt for statisk. Truslen om sonisk uvejr i horisonten bliver her lidt for fjern, og man savner det øvrige albums flækkede og knækkende stik - forstået både som voldelige, men også stærkt billedskabende, udfald - og den anspændte og nervepirrende knitren fra et ulmende bål i en dystopisk ødemark. Rebuilding Pantaleone's Tree besidder trods alt en uomtvistelig kontinuitet, der bedst giver mening uden det medfølgende koncept, og selv om mennesket unægtelig også er et dyr, præges dette album heldigvis af en abstrakt skønhed, der er særegent menneskelig.