Det hele startede faktisk tilfældigt nede ved købmanden. Der skulle bare købes en liter mælk, lidt rugbrød og en pakke smøger, men så hang der altså lige pludselig en lokal arrangementskalender og sugede mit blik til sig. ”JazzKlub Limbo”, stod der i et felt – og da jeg kiggede nærmere efter, kunne jeg se, at der bestemt ikke var tale om en sammenslutning, under hvis arrangementer aldrende herrer med høj cigarføring kunne stoppe ind og drikke en cappucino, mens de hørte ridsede Sonny Rollins-plader. Næh, faktisk kunne den nystiftede club præsentere et nysgerrigt og eksperimenterende efterårsprogram af den type, man ellers skulle til Københavns Jazz Club Loco eller Århus' Sunship for at finde magen til – bl.a. islandsk-amerikanske TYFT og New York-trumfen Tim Berne. Og på åbningsaftenen var det så Big Bombastic Collective – ILKs veloplagte bud på en slackerrock med rod i improvisation og elektrificeret jazzinstrumentering – der skulle sørge for festen. ”Der skal jeg bare være”, tænkte jeg og undgik kun med nød og næppe at tabe min liter økologiske letmælk af ren begejstring.

Det var jeg så. Og som jeg formodede, viste det sig, at det bl.a. var Aalborgs bedste bud på genrenedbrydende improvisationsmusik, Moskus, der stod bag initiativet, som på sin vis faldt som en naturlig forlængelse af den egentlig ret visionære arrangementsrække Jazzen Tilbage til Undergrunden, Undergrunden Tilbage til Jazzen, som over nogle år sporadisk havde fundet sted på det nærliggende 1000Fryd. Noget andet, jeg formodede, var, at den seks mand høje københavnske attraktion, hvis debut fra tidligere på året, Diamonds, jeg uden blusel peger på som én af årets bedste danske plader, ville gøre aftenen til en fest. Og det fik jeg også ret i. Faktisk virkede Big Bombastic Collective, der flere gange undervejs råbte ”JAZZKLUB LIMBO!!!” ned mod arrangørerne og forsøgte at få publikum med, så begejstrede for det nye initiativ, at også musikken fik en ekstra spand kul i dagens anledning. Selvom Niklas Antonsen, der stod for det meste af sangarbejdet ved siden af sit trombonespil, gjorde opmærksom på, at man meget gerne måtte danse, var det dog som om, at Aalborg trods alt ikke var parat til at gøre det til – uha! – jazz endnu. Applausen manglede bestemt ikke, men der blev lyttet andægtigt ved bordene, som far ville have gjort det!

Spørgsmålet er så, hvor meget jazz, der i grunden var tilbage i Big Bombastic Collectives univers denne aften. Jo, der var da flammende og/eller poetiske blæsere ved Antonsen og Thomas Caudery, ligesom guitaristen Stephan Sieben fik mulighed for at lege lidt under indledningen til slagsangen ”Men Jag Känner Ingenting”, men ellers var formen stram og ligefrem som hos ethvert andet rockband. Som den da også næsten skulle være det med et repertoire, der på den ene side havde rod i skramlet, elektrificeret svensk visesang á la Bob Hund, på den anden side var ganske komplekst opbygget med mange varierende passager, som ville ryge direkte ned på scenegulvet, hvis der ikke var ret faste spilleregler på forhånd. Men var improvisationen et stærkt nedtonet træk, kom intensiteten og legesygen ind fra andre vinkler: Gennem et uhyre dynamisk samspil, hvor Gustav Sandeborgs trommer lagde en rytmebund af en næsten John Bonhamsk vælde, og et veloplagt sceneshow, der på et tidspunkt så Antonsen krænge helt bagover og ned på gulvet i en ivrigt kamp med trombonen.

Og sådan kom man gennem en perlerække af både ældre og helt nyskrevne ting, hvoraf især åbningsnummeret pakkede en nakkerislende melankoli ind i et ganske tungt og støjende drive. Derudover løftede ”Samme Saker” løftede sig helt op under i varme lydkaskader, der steg i en ekstatisk kurve, der måtte gøre én glad i låget – og da den trampende rytme og mandskoret i ”Men Jag Känner Ingenting” satte ind med et blændende sus, dansede hele lokalet så livligt, som det nu kunne, når folk rent faktisk sad ned.

Man kom, man så, man blev lykkelig. I hvert fald i en times tid. I et Limbo, der meget gerne må bide sig fast.