Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Gæsteanmelder: Esther Maria & The Song Horse

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Sometimes When I Mute My Television I Still Hear the Voices: 'SWIMM TV ISH TV', Death by Kite: 'Death by Kite'
Sometimes When I Mute My Television I Still Hear the Voices
SWIMM TV ISH TV
(demo-cd, eget selskab, 2006)
 
Sometimes When I Mute My Television I Still Hear the Voices: 'SWIMM TV ISH TV', Death by Kite: 'Death by Kite'
Death by Kite
Death by Kite
(demo-cd, eget selskab, 2006)
 

Selvom den klassiske støjrocks udøvere efterhånden er blevet de rene museumsstykker – selv Sonic Youth virker for tiden mere som en institution end et musikalsk forsøgscenter – bliver nye bands på stribe ved med at opsøge formen. Hvilket både er godt og skidt. Stilen som sådan fejler jo ikke noget og er sikkert på ét eller andet plan kommet for at blive – men hvor mange orkestre har man reelt brug for inden for dét arbejdsfelt? Og hvor blændende skal de være, for i det hele taget at være relevante?

Netop det spørgsmål rejser sig, når man hører disse demoer fra to københavnske bands, der begge er på sin vis er i opstartsfasen og begge er blevet rost til op over skyerne af markante medier. I marts blev trioen Death by Kite, der startede i 2003 og kører på anden demo, således ugens band på Soundvenue.dk – og i august var det den næste nydannede kvintet Sometimes When I Mute My Television I Still Hear the Voices’ (SWIMM TV ISH TV) tur til at få fem stjerner med på vejen i Gaffa. Deres respektive demoer deler da også – ud over en noget hjemmeflikket lyd og en tydelig fælles fascination af Sonic Youth – et højt talentniveau. Spørgsmålet er så, om det altid er nok. Om ikke støjrock-feltet simpelthen er ved at være så overfyldt, at det ikke længere er tilstrækkeligt blot at være god.

Nuvel, de to orkestres lyduniverser er heldigvis ikke helt sammenfaldende. Hos SWIMM TV ISH TV muliggør en større besætning, der inkluderer hele to guitarister, ganske enkelt et større lydbillede, hvor den ene seksstrengede tit spiller sprøde, knitrende akkordløb, mens den anden syrer ud i effekter og treatments. Hvis de da ikke syrer ud samtidig, hvilket er tilfældet på den psykedeliske guitarcollage ”7 Hertz”, der ikke befinder sig langt fra et Sonic Youth-nummer som f.eks. ”Mote”. Men i reglen holder gruppen sig til noget strammere sangforløb, som vokalisterne Zarah Juul og Lasse Høgh skiftes til at lyse op – eller hvad de nu ellers kan siges at gøre i så generelt melankolske omgivelser. Omgivelser, der i deres rå og forrevne, men også komplekst opbyggede tristesse omvendt heller ikke befinder sig lysår fra bands som Lack og Barra Head. Hør blot de højspændte, næsten krampagtige kuperinger i åbningsnummeret ”Bitter Moon”, der, mens Juul og Høgh i ildevarslende duet messer ordene ”Speed kills, I know it’s true / But I like to run fast with you”, samtidig lægger baggrunden for en ikke så lidt catchy melodi, der bestemt ikke er det senere Barra Head fremmed. Men med ”Bastard” er man allerede trygt hjemme i Sonic Youth-land med et fræsende guitardrive, der tager springet ud i en skæv guitarsump, før man returneres til temaet. Og det niveau forbliver demoen langt hen af vejen på. Et ”Speed Test” står næsten kun drivet tilbage, i ”7 Hertz” som sagt næsten kun effekterne, men hvor fint materialet end er – og hvor engageret det rent faktisk fremføres – har man hørt det hele før. Også tit bedre. Kun ”Dressed in Love” giver én fornemmelsen af at betræde jomfruelig jord med sin snedigt sammensatte melodi, der humper legesygt rundt i versene og mellemspillene for pludselig at sætte over i et fejende, storslået omkvæd, hvor Juuls luftige vokal næsten går i ét med et sirligt klokkespil og et vidunderligt opbygget guitarvæv, der driver af regnvåd melankoli. Måske er det indarbejdningen af et mere ligefremt indierock-udtryk, der giver dividender her? I hvert fald er det dét nummer, der, sammen med den ligeledes ret ligefremme ”Bitter Moon”, bliver hængende i luften bagefter – og dermed udstikkes den retning, man nok helst ser gruppens musik tage fremover.

Death by KiteI tilfældet Death by Kite fyres hele krudtet nærmest af i den indledende ”Scared of Heights?”, der seriøst er et af de mest lamslående stykker dansk rockmusik, undertegnede har hørt i år. Forestil dig, at du placerer My Bloody Valentine i et studie, giver dem ubegrænsede mængder af speed og får dem til at jamme med Placebo – så har du et stykke psykedelisk dommedagspunk, der er lige så gåsehudsfremkaldende og sfærisk, som det er frenetisk og indtrængende. Tilsæt så en rå, men forfrosset vokallinje, der får sangeren (alle tre medlemmer bruger stemmebåndene på demoen, men bassisten Sidsel Hermansen kan dog udelukkes i denne sammenhæng) til at lyde som en lille dreng, der er fortabt på bunden af et stort, truende univers – så har du et nummer, du med garanti aldrig glemmer. Tror da egentlig pokker, at Quartermain Records netop har tegnet kontrakt med Death by Kite om et debutalbum til næste år!

Og så alligevel. ”Bhf. Asta” er et langt mere regulært, om end fængende ”Placebo-nummer” tilsat et småsnottet omkvæd – sikkert et muligt hit, hvilket det da også synes at være blevet håndplukket til, men ikke så meget mere end dét. ”Hiroshima”, hvor Hermansen ellers gør et godt indtryk på mikrofonen, trives fint i krydsfeltet mellem en Joy Division-basgang, en skingrende, sfærisk guitar og endnu et veldrejet omkvæd, men mange megaton er der egentlig ikke i detonationen. Og den samme karakteristik gør sig egentlig gældende for den afsluttende ”Kicking Up a Riot Grrrl”: Man synger spontant med på ”Cashing in checks”-frasen, der er sangens hookline, men man befinder sig alligevel et godt stykke fra den indledende sangs uforglemmeligheder.

Så meget sagt er der noget reelt spændende ved Death by Kites udtryk, der gør, at man alligevel har fornemmelsen af, at Quartermain har skudt papegøjen ved at signe netop dem frem for f.eks. SWIMM TV ISH TV. Måske er det den tordnende energi, der får denne trio til at lyde komplet ustoppelig? Måske er det den ikke helt perspektivløse leg mellem stramme, tørre forgrunde og mere fjerne, udsvævende baggrunde, der lokker, selvom den ikke synes perfekt eksekveret her. Måske er det simpelthen det faktum, at man konkret – i ét tilfælde – kan høre, at gruppen har stor og original musik i sig?

I hvert fald er der kamp til stregen omkring Danmarks støjrock-trone på disse to demoer. Ingen af de to bands når endnu Sonic Youth til sålelæderet, og SWIMM TV ISH TV gør det ikke nemmere for sig selv ved lidt for tydeligt at forsøge at hugge Thurston Moores gamle, udtrådte sneakers. Men begge bands har både slagstyrke og talent. Spørgsmålet er som, om der er brug for dem? I Death by Kites tilfælde vover jeg det ene øje og svarer ”ja”.

Steffen B. Pedersen, 16. sep 2006


Yderligere information

www.deathbykite.com www.swimmtvishtv.com

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen