Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Podcast  :: Kalender  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Efterklang

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Lambchop: 'Damaged'
Lambchop
Damaged
(cd, City Slang/Bonnier Amigo, 2006)

Denne her plade er allerede blevet udråbt til Lambchops ”krisealbum”, pressemeddelelsen gør et stort nummer ud af at understrege, hvordan forhenværende gulvlægger Kurt Wagner har været igennem drøje tider siden sidste udgivelse. Wagners personlige ruin gøres næsten til en klo, der skal fange lytteren, og normalt ville jeg rynke lidt på næsen af denne voldsomme eksponering af det biografiske. Jovist, der er krisehistorier bag mange andre af rockhistoriens mesterværker, men disse har oftest fået tid til at gøde i rockmytologiens jord, og er næppe blevet udbasuneret på udgivelsesdagen. Closer (1980) med Joy Division er et stort album efter alle standarder, men det kunne være spændende at vide, hvorledes det havde rangeret, hvis ikke Ian Curtis hængte sig selv kort tid efter udgivelsen og dermed gjorde den legendariske udgivelse til Farvelpladen over dem alle.

Men faktisk kan man næsten høre krisen på Lambchops nyeste opus. Selvom det langt hen af vejen føles som Lambchop, som vi nu engang kender dem, så er der tydeligvis en mere forstemmende atmosfære på disse numre end på det forrige lidt for overflødige overflødighedshorn af et dobbeltalbum AwCmon/NoYouCmon (2004). Kurt Wagners stemme har altid draget lytteren i kraft af sin skrøbelige humanisme, men aldrig før har han lydt så anfægtet som her. Selvom Lambchop er et stort orkester, så er det intimiteten i Kurt Wagners stemme, der fanger én. Han kunne sagtens fyre et par blæsere uden at musikken ville lide under det. Noget guitarklimpren og lidt klaverornamenter hist og her er alt hvad der skal til for et home run, når forsangeren er af den her kaliber. Dette er allerede eminent tydeligt i åbningsnummeret ”Paperback Bible”. Et smukt, afdæmpet nummer, hvor det, til trods for den pastorale atmosfære, lykkes Wagner at servere et par stikpiller til amerikanernes tvivlsomme forhold til skydevåben, der er ved at blive en ny nationalhobby.

På trods af al den fokus på Wagners svære tid siden sidst, så tager man fejl, hvis man tror man skal høre Wagner bryde med dæmonerne á la Alex Chilton, Kurt Cobain eller andre hårdt prøvede musikere (listen fortsætter i det uendelige). Meget af pladen er stadig holdt i den sædvanlige venlige, men også underfundigt sarkastiske, stil. Bandet har et specielt blik for det prosaiske. Bare tænk på bandnavnet, tænk på en titel som føromtalte ”Paperback Bible”, eller tænk på linjer som følgende: ”You're dripping wet from a midday shower / Soon you'll be drying off your dick / I want to be romantic about it / But there's really not much more to it”.” Sangen fortælles fra et kvindeligt perspektiv og er egentligt skrevet til en kvindelig sangerinde ved navn Candi Staton, men nummeret endte på pladen her i stedet, da man ikke mente, hun ville tage ordet ”dick” i sin mund, så at sige. Lyden på pladen er mindre præget af soul og blæs end de forrige udstyrsstykker, det rykker dog ikke nævneværdigt ved indtrykket. Det her er Lambchop, som de altid har lydt, en skæbne værre end selveste Jobs kunne næppe rokke gevaldigt ved den sympatiske amerikaners små intime hyggelige foredrag om hverdagslivet.

Og dog. Sidste nummer adresserer bitterheden, skuffelserne, hvad der nu end har gjort livet så surt siden sidste udgivelse, lige på, nærmest ubehageligt direkte. Løget bliver skrællet af til kernen her, og det er ikke videre rart, hvad der gemmer sig i det inderste. Man troede man kendte denne lille lune amerikaner, og pludselig serverer han et sjældent sort lukningsnummer, der da heller ikke for ingenting hedder ”The Decline of Country and Western Civilization”. Sangen er en af de særeste i bandets katalog, musikken er næsten afvisende, og synes mest skabt for at supplere Wagners bitre udgydelser og bidrage til følelsen af ubehag og generel dissonans. Først til sidst melder nogle smukke strygere sig til Wagners simple konstatering: ”I'm still alone / and you're good-looking”. Man taler normalt i et meget romantisk sprog om kunstnerisk undfangelse, jeg har dog svært ved at tro, at dette nummer kan have været rart at bringe til verden. Det er et grimt og håbløst, men også ret uforglemmeligt nummer uden sidestykke i bandets hidtidige løbebane, og givetvis en blandt flere gode grunde til, at denne plade vil blive stående som noget specielt.

Henrik R. Simonsen, 8. sep 2006


Yderligere information

http://www.lambchop.net/

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

LÆS OGSÅ

Lambchop
Aw C'Mon! / No You C'Mon!



Lambchop
VoxHall, Århus, 8/7, 2007



Lambchop
Is a Woman



The Bruces
102



Wynona
Lost Hill



Spokane
Able Bodies



Spokane
Measurement



The Bruces
The Shining Path



Spokane
The Proud Graduates


© 2000-2014 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen