“At være” på fransk. I en parentes og skrevet med små bogstaver. Måske ikke det mest prangende projektnavn for en italiensk lydkunstner, der vil frem i verden, men sådan er det altså hos Salvatore Borelli – alias (etre) – der nu albumdebuterer på det endnu unge, men fine franske electronica-label Baskaru, som indtil videre også har udgivelser med folk som Ent og Urkuma på samvittigheden. Og han debuterer passende nok med et album, der på én gang er en masse ting og intet overhovedet. A Post-Fordist Parade in the Strike of Events – alene titlen er så abstrakt, at den ikke siger noget – præsenteres som glitch, men forventer man dermed et mylder af fejlstrømme, der krydser hinanden i sindrige mønstre, kan man godt tro om igen. Der trækkes nemlig også i stor stil på samples, field recordings af bl.a. insekter, legetøjsinstrumenter og træk, man normalt forbinder med den mere melodiske ende af electronicaen. Og det hele blandes så sammen i 11 numre, som hver især er dedikerede til kunstnere fra Faust til Harmony Korine, uden at man derved egentlig føler, at man får andet ud af denne parade – efter Gerald Ford, Henry Ford eller John Ford? – end en vag idé om Borellis netværk af inspirationskilder. Og vag er den, for det udtryk, (etre) når frem til, minder igen ikke om nogen af de kunstnere, der remses op gennem titlerne.

Det er også meget svært at sætte ord på det, uden at man skal til at bevæge sig ud i lange, trættende udredninger omkring, hvordan hver enkelt lyd tager over efter den næste i hvert enkelt nummer. Om man vil, kan man dog godt ane lidt af Fausts fragmentariske, anarkistiske måde at arbejde med musik på i Borellis opbygninger, hvor loops klippes op i abnorme mønstre, lyde, samples og effekter krydser ind, forvrænges og forsvinder igen og intet synes alt for konstant, selvom hans fokus på repetitionen for det meste tilføjer numrene en næsten meditativ karakter. (etre) er og bliver dog et produkt af den digitale tidsalder, og selvom han kun sjældent benytter sig af egentlige glitch-effekter – den mest udbredte her er at sætte effekter i hastige hak – anvender han i stor stil laptoppens muligheder for at forvrænge, behandle og manipulere sit lydmateriale, der det ene øjeblik kan være en elektrisk guitar, det næste et ensomt vandrende piano og det næste igen et brudstykke af en talestrøm. Ud af det kommer der så en række detaljerede forløb, der sjældent synes at være i nogen egentlig progression, men alligevel skrider fremad gennem subtile bevægelser på de underordnede niveauer. Borellis lydmalerier er dybere, end dagen har tænkt, og kan de øverste lag være domineret af rolige flows eller til tider ligefrem droner, dukker der konstant – selv efter adskillige gennemlytninger – små, hastige bevægelser frem længere nede i vævet, som holder éns ellers effektivt hypnotiserede bevidsthed i kraftig aktivitet. Hvilket er blot én af denne plades kvaliteter.

Den største er dog, at (etre) formår at bevæge sig ind i et elektronisk udtryksfelt, der er temmelig overfyldt for tiden, og definere noget, der er helt hans eget. Hvad det er? Tja, man kan forsøgsvis beskrive det som en musik, der bugner af overskud, fantasi og en humor, der løbende kommer til syne som et skælmsk smil under arbejdet med råmaterialerne, men netop ikke siger en skid om noget som helst. Ikke engang for alvor sig selv. Den er til, men med små bogstaver og i parentes. Og sært nok er det et plus.