I det omfang Teppop kan siges at være kendt, vil han nok mest være kendt for sine liveshows, som man vist ikke går ham for nær ved at kalde en gang gennemført infantil larm. Støj, karaoke og alverdens former for forvrænget popmusik går her knapt nok op i en helhed – og da slet ikke en højere. Det er skiftevist morsomt, plat og bevidst irriterende, og alt sammen på en måde, så det synes klart, at der i lige så høj grad er tale om en udholdenhedsprøve for publikum som om en koncert i traditionel forstand. Dette kan så efter humør opleves som enten underholdende eller pinefuldt – eller måske begge dele – men uanset hvad, så er det næppe noget, som det giver megen mening at overføre til en plade. Følgelig kan man sagtens forestille sig, at det lige præcis er det, Teppop har ønsket at gøre, når det lille undergrundsselskab Escho nu udsender en officiel cd-r med hans musik – måske kunne han så at sige ikke stå for fristelsen til at lave en gang helt igennem utilnærmelig larm.

Imidlertid er Opretholdelse af Unaturlige Stillinger i Unaturlig Lang Tid i stedet koncentreret om den stil, man har kunnet høre på den demo-cd, han har haft med til koncerterne, og som stort set dropper den sønderflænsende støj til fordel for en række både spinkle, enkle og meget melodiske miniaturer. Det barnlige og fjollede, som altid har været Teppops styrke, er dog stadig i behold, og det giver et helt igennem charmerende minialbum, hvor man får associationer til både børnefjernsyn og fysikprogrammer fra 70'erne, computerspil og skævvreden electropop af Yellow Magic Orchestra- eller Felix Kubin-skolen. Hvilket så yderligere kombineres med groteske elementer af eurodance, melodi grand prix og etnisk pop samt et fascinerende samlende lydbillede, hvor klinisk-syntetiske sinustoner og skinnende rene plastiklyde skaber en underlig science fiction-nostalgi, der er lige dele laboratorium og rumskib.

Enhver, der måtte være blevet skræmt væk af Teppop live, kan altså roligt tjekke Opretholdelse af Unaturlige Stillinger i Unaturlig Lang Tid ud, for der er tale om et forbløffende originalt og indtagende bekendtskab – en af den slags plader, hvor det angiveligt tåbelige og useriøse på uforklarlig vis slår benene væk under én og bliver sært bevægende, forunderligt og, ja, nærmest smukt. Selv om det er muligt, måske endda oplagt, at sammenligne med alt fra DAT Politics, Claude Larson og Asmus Tietchens til førnævnte Felix Kubin og YMO, er det alligevel i sidste ende ikke rigtigt fyldestgørende, for den største lighed med disse navne er nok i virkeligheden, at Teppop, som dem, er helt sin egen. Og så kommer han tilmed indpakket i et fornøjeligt puslespilscover, der også inkluderer en floppy disc med en polsk gabber-mp3. Meget mere kan man vist ikke ønske sig.