Sofie Nielsen, alias Tone, er blot en af en længere række spændende kunstnere, som direkte eller indirekte er vokset ud af den tilsyneladende hedengangne aalborgensiske sammenslutning Søvnig Mandag, der for et par år tilbage højnede byens elektroniske miljø betragteligt gennem en række arrangementer på Studenterhuset. Også for folk som Danny Kreutzfeldt og silentBoom blev Søvnig Mandag nemlig en rugekasse, hvor talentet kunne tage form i måske endda lidt for meget ro og mag. I hvert fald fik initiativet aldrig helt den opmærksomhed, det fortjente, og planen om at lade det sprede sig til flere byer blev aldrig realiseret. Til gengæld har det så resulteret i en håndfuld spændende enegængere – og Tone er langt fra den mindst interessante. Ikke så meget fordi hun i sommers modtog Rock Nord-prisen på Nibe Festivalen, men fordi hun er stinkende talentfuld. Hvilket en række mp3'er på MyMusics hjemmeside demonstrerer til fulde.

Egentlig er der to sider af Nielsens talent: Sangskriveren og instrumentalmusikeren. Balancen er sådan ca. 50/50. Om det er godt eller skidt, må det være op til hver enkelt at vurdere. Det skal i hvert fald ikke være nogen hemmelighed, at hun ligger inde med en meget udtryksfuld stemme, der er lys, fyldig og sensuel på samme tid, men samtidig har den kvalitet, at flere stemmelag kan stables oven på hinanden uden at læsset vælter. Og selvom hun ikke er den type sangskriver, der tænker i vers, omkvæd og C-stykker – snarere i, om hendes instrumentalspor kalder på en vokal eller ej – gør de af hendes numre, der er stemmebaserede, alligevel et stærkt indtryk i kraft af deres meget rene, sfæriske signal. Når hun arbejder instrumentalt, er hun omvendt god til at trylle enkle, melankolske temaer frem, der gør hendes numre til andet og mere end ophobninger af beats, klange og effekter. Og personligt synes jeg godt om, at produktionen falder i to ret distinkte halvdele – ikke mindst fordi de trods alt er nært beslægtede og tilsammen giver en variation, der kan bære over et helt album.

Åbenbart ser Nielsen selv CocoRosie som en stor inspirationskilde. Umiddelbart vil jeg nu nok mene, at der er et stykke vej fra hendes krystallinske, men komplekse electronica til dén duos harpespil, pilskæve rytmer og samplede dyr. Björk er måske en mere passende reference, selvom den bestemt ikke er dækkende heller. Der er dub-indflydelse i de effekter, der meget af vejen tåger ind og ud af lydbilledet, og de sammensatte, ofte lettere metalliske rytmeopbygninger kommer et helt andet sted fra igen. Et sted, der måske ikke virker helt fjernt for Aphex Twin-kendere. De stringerlyde, hun benytter sig af, peger samtidig i en ambient retning. Med andre ord: Der er ikke meget i det, Tone laver, man ikke har hørt før. Men hun tager, nok i virkeligheden som alle andre holdbare kunstnere, det hele og væver det sammen i et mønster, der er hendes eget.

Af de fire numre, jeg har downloadet, er der to, der stikker ud allerede ved den første gennemlytning, og passende nok repræsenterer de hver deres retning i hendes produktion. Det ene, ”Muzz”, er en langstrakt, smukt opbygget instrumentalkomposition, der opstiller en kontrast mellem et søvnig pulserende beat og en melodisk overbygning, som dels består af en vemodig orgellyd, dels et klart klingende tema, der opnår den sjældne kvalitet at fænge uden definitivt at tage form. Det andet - ”Sekktortjek”, som hun i øvrigt har komponeret sammen med Monolog - vokser langsomt frem af en tåge af stemmer, guitar og sugende stringers, før der sættes over i et meget intenst og opklippet groove, hvor Nielsens stemme og en fjernt bølgende guitar svæver smukt over en pågående, næsten maskinel rytmik. Hvad der synges, står uklart det meste af tiden – selvom stemmen kan bære mere, tænkes der tydeligvis mest på den som et instrument i helheden. Men i begge tilfælde har man følelsen af at blive ført ind i et drømmelandskab, man meget nødigt vil ud af igen.

Den samme fornemmelse har man sådan set også i både ”Move Me Sideways” og ”On”, hvoraf førstnævnte måske er den mest regulære sang i hele sættet. Men også en søgende en af slagsen, der rækker ud over de gængse koncepter. Den føles helstøbt, men mere som en krop, der kræver et hav af instanser for at fungere, end som det, man normalt tænker på som en ”sang”. Det er svært at beskrive, hvad det præcist er, der sker i det flotte væv af prikkende beats, boblende effekter, ulmende vokaler og fjernt ringlende programmeringer, men det er poetisk, så det forslår. Og endnu mere subtilt er sidstnævnte nummer, hvor alt i første omgang virker som om, at det bliver set gennem et tungt drømmeslør. Og faktisk følger ”On” en art drømmelogik, hvor tingene ikke behøver at hænge sammen for at ætse sig ind i én. Alligevel føles intet tilfældigt placeret.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg, af tekniske årsager, indtil videre ikke har anmeldt mp3-filer, selvom det ligger i kortene, at det bliver en nødvendighed fremover. Med Tone har det været uundgåeligt, for hendes musik, som jeg i foråret opdagede live, er pt. kun tilgængelig i den form. Og jeg har gjort det med det ene formål at sprede ordet om en kunstner, der ligger mig på hjerte. Klarere tale får man ikke ud af en anmelder.