Jeg har hørt Munck // Johnson live adskillige gange – uden rigtig at have hørt noget, når det kom til stykket. Hver gang er duoen blevet overdøvet af tarvelig snak og ordrer på mere fadøl. Der skal heller ikke meget til, kunne man indvende. Meget af den her slags musik lider simpelthen alt for let druknedøden, når man forlader isoleringen i et hermetisk lydstudie. Måske var det denne frustration, der fik de amerikanske kollegaer i Low til at tænde for forstærkerne på deres seneste udspil The Great Destroyer (2004). En ting er sikkert: Lige så umulig denne musik kan være blandt et publikum fyldt med hormoner og diskussionslyst, lige så velgørende kan den være bag de hjemlige fire vægges isolation og kontemplation.

Der er musik på denne udgivelse, der er så tung, at den nærmest kun kunne være lavet i Bergmans Skandinavien. ”Last Wish” er en fremragende åbner, nummeret ægger ens appetit til efterårsmusik, lige meget hvor kraftigt solen så end stråler udenfor. Et nummer som ”The Streets” brænder med en langsom styrke gennem ens hverdagspanser af common sense og godt humør, indtil man føler sig helt alene i et sort rum kun med Camilla Muncks stemme og de mørke harmonikakkorder som selskab. Det bliver endnu værre (eller bedre) på ”This Time”, som, selvom det er så stille, lyder som det må lyde, når verden står i lys lue og hovslagene fra apokalypsens ryttere kan høres komme nærmere. Når Munck // Johnson er bedst, som på disse ovennævnte tracks, er de i en særklasse indenfor dansk musik. At denne musik delvist er undfanget og indspillet i ens barndoms idylliske Østjylland er svært at forstå; et så velkendt geografisk område virker alt for prosaisk som ramme til så stærk, suggererende musik som denne.

”Slavesong” er en lidt kedelig, ligefrem antiklimatisk affærre efter de foregående numres tour-de-force. En positiv overraskelse følger, heldigvis: ”Flesh And Bone” er det mest oplagte nummer, jeg har hørt fra Munck // Johnson, og det har næsten en egentlig rytmik i Moogie Johnsons oplagte, energiske guitarspil. ”I wanna die...with my eyes open”, synger Camilla Munck gådefuldt. Nummeret er bedste bud på en single, hvilket dog ikke siger ret meget, da det er det eneste brud med en vis monotoni og ensartethed i udtrykket, der stadig på denne plade kan trække en karakter eller to fra helhedsindtrykket. De efterfølgende numre lider lidt af denne karakterløshed, der stadig præger noget af duoens output: En smuk røst og smuk musik fra to talentfulde danske enere, men ikke alt her er mindeværdigt nok rent sangskrivningsmæssigt. Og så indfinder kedsomheden sig nemt, når instrumenteringen er så nøgen og spartansk. På den næste plade får de forhåbentlig luget ud i de allersidste småkedelige stunder. Det går den rigtige vej for dem, og når det rigtig lykkes, vil vi kunne vente os et langsom monster af en plade, der vil kunne give selv de udenlandske forbilleder baghjul.