Den italienske duo Ent, der består af Michele Scariot og Emanuele Bortoluzzi, laver vel den type musik, man i mange år – og vel i mangel af bedre – har betegnet som ”electronica” for at understrege, at udøverne absolut intet har at gøre med den formularprægede elektroniske musik, der fylder alverdens dansegulve. I hvert fald er det den første genrebetegnelse, der bliver rakt ud efter i pressemeddelelsen. Men selvom duoen tilsammen har lidt for mange – og for aktive – hjerneceller på spil til at betragte four to the floor-reglen som en slags hellig gral, vil det også være direkte dumt at presse dens musik ned i den kasse – eller skulle man måske snarere sige ”kiste”? – der bærer navnet electronica. Fuck Work, der er Ents debut efter en række selvproducerede demoer og mindre compilation-bidrag, forholder sig da til begrebet på den måde, at de fem lange numre rummer de klare klange og den fascination af repetitionen, mange forbinder med det. Men meget sigende er den første lyd, man møder på albummet, en skævt anslået og loopet akustisk guitar, og indspilningerne er faktisk også improv på den måde, at de er blevet udviklet i et samspil mellem studie- og liveomstændigheder, der tilsammen har fungeret som et filter, som kun har ladet de bedste idéer stå tilbage. Og de er mange og forskelligartede, skal jeg hilse at sige.

Tag blot åbningsnummeret ”Beating Cherry Nipples”, som i første omgang er centreret omkring ovennævnte akustiske guitar, som følges på vej af en hakkende, bumlende rytmik. Men pludselig føres man så over i et forfrosset, storladent analogt synth-landskab, der til forveksling lyder som noget fra Jean Michel Jarres første bredt udsendte albums – og for at det ikke skal være løgn, sluttes nummeret atter af i et akustisk gænge, hvor den søgende guitar hviler på en seng af nærmest morseagtige signaler. På papiret giver et sådant nummer ingen mening, men det gør det alligevel gennem de langsomme metamorfoser, Scariot og Bortoluzzi smelter elementerne sammen ved – og i det hele taget er det gode ved Fuck Work, at man dels har svært ved at forudsige, hvad der befinder sig bag næste hjørne, men alligevel føler sig i trygge hænder, når man drejer omkring det.

Mens man lytter sig vej gennem albummet, mødes man af alt fra samplede bongotrommer over fjern, lindrende shoegazer-guitar og abstrakt, mekanisk click'n'cut-rytmik. Ja, der arbejdes endda med støjdroner, hvislende turntables og dundrende punktrommer på den paradoksalt nok meditative og svært behagelige ”Nothing for Money”, der oven i købet formår at indarbejde et helt countrynummer i sig! Men selvom der lånes med arme og ben i mange lejre, er albummets pluralisme tilbagelænet og organisk. Ent rækker ikke ud i diverse retninger for at forvirre eller chokere, men for at lave en meget helstøbt musik ud fra uventede ingredienser, der får rigeligt med tid og rum til at gennemgå enorme forandringer, som hele tiden virker motiverede og stramt disponerede. Lidt som de talende træer i Tolkiens Ringenes Herre, som duoen antageligvis er opkaldt efter, der kan være flere døgn om at formulere noget som helst, men til gengæld er ualmindeligt vise og præcise i deres sprogbrug.

Fuck Work er således en pragtfuld størrelse, der både formår at vegetere og overraske. Og mens man piller cd'en af afspilleren, glæder man sig allerede svært meget til de sympatiske italieneres næste opus – electronica eller ej.