Selvom musikerkollektivet egentlig hverken er specielt stort eller specielt bombastisk, er det seks mand høje band Big Bombastic Collective, der nu udgiver sit debutalbum, lidt af en supergruppe. Ikke nok med, at udspillet er produceret af Mads Bauer og Casper Clausen fra Efterklang: Musikerne kommer fra så markante og forskellige orkestre som Attaboy, Slaraffenland, Sekten og Mob. Og hvis det får én til at tænke i retning af en svensksproget blanding af jazz og indierock, rammer man helt rigtigt. Ikke for ingenting er Big Bombastic Collective tidligere blevet betegnet som en slags jazzudgave af Bob Hund, for de 10 indspilninger her rummer den samme blanding af ekstase, højnordisk melankoli og guitarskrammel, man kender fra Thomas Öberg og co. – blot tilsat en ordentlig omgang messingsuppe fra Thomas Caudery og Niklas Antonsen og en lidt mere improvisatorisk impuls.

Lyder dét som noget gevaldigt rod, kan man tro om igen, for på intet tidspunkt siden Bob Hund hed Bob Hund, har man kunnet gå foråret i møde til lyden af en så frisk, medrivende og hjertevarm plade. Bare titler som ”Bara Vara Snäll” og ”Älska Varanndra” fortæller én, at dette album vil én det godt, og det samme gør den lunt ulmende musik, der føles som varme solstråler på en vinterbleg hud. Og så er der selve melodierne, der er ualmindeligt velformede – selv når de har et tydeligt improvisatorisk præg – og skiftevis giver én lyst til at danse og give katten et indfølt kram. I den første kasse falder en sang som ”Men Jag Känner Ingenting”, der efter en lang, tyst guitarindledning nærmest udvikler sig til en art vikinge-fællessang – synges der endda ikke ”Jag kann knulla med en elefant / Men jag känner ingenting”? – med legende blæsere, bastant tæskende trommer og et bredt spektrum af guitarlyde, som henviser til både country og støjrock. Og det samme gør numrene ”Samme Saker” og ”Vi Vet Ingenting”, der er sprælsk, blæserbelagt slackerrock med læssevis af flotte tekniske finesser fra især guitaristen Stephan Sieben og trommeslageren Gustav Sandegård, som kan dét der med at spille energisk og fremadrettet på en måde, der alligevel både er skæv og kuperet. På den anden side af mønten finder man så mere afdæmpede vise- og jazzprægede ting som førnævnte ”Bara Vara Snäll” – en sød lille sang om det svære i at være venlig i en mistroisk og fjendtlig verden, der for alvor lader blæserne ulme til lyden af whiskers og trippende strenge – og ”Älska Varandra”, der over spredte trommeanslag og et simpelt akkordforløb nærmest lader trompeten og trombonen elske med hinanden. I hvert fald indtil man føres over i en afrundende popmelodi fyldt med besynderlige overtoner.

Og sådan er Diamonds: Pladen kan sagtens være sær og kroget – den er ikke ubetinget behagesyg – men den er faktisk altid lidt kær. Og med et trist lille smil på læben, der markerer, at den godt ved, at den slags koster – den har bare valgt at være sådan, fordi alternativet er for modbydeligt og ikke ligger til den. Derfor elsker man den, som man elsker sit ældste tøjdyr – endda uden at føle sig helt så dum og sentimental. Ikke mindst når det afsluttende titelnummer forsvinder i en lun dis af harmonika, lallet nynnen, falsk fløjten og skæve anslag på hvad som helst, der minder én om, at man altså er en alt andet end uskyldig fuldvoksen mand, der ikke ville høre det her, hvis han ikke havde en sød tand for det uventede og eksperimenterende.

Stor og bombastisk er pladen ikke. Men den er dejlig helt ind i intentionen og velspillet uden at miste grebet om nødvendigheden. Hør den og bliv mindet om det bedste i dig selv.