Martin Hall har alle dage haft en svaghed for den storslåede gestus, og det er selvfølgelig bl.a. også derfor, at han ofte formår at brænde så klart igennem i lille Danmark, der ellers præges af kronisk lilleput-mentalitet. Alligevel har det næsten været trættende med den facon, hvorpå hvert eneste tiltag fra Halls hånd på det seneste er blevet lanceret som en eller anden strålende begivenhed, der altid har været den første dit og dat i så og så mange år. Først var der den flamboyante slotskoncert på Hindsgavl, som var ”den første Hall-koncert i over seks år”, så kom moppedrengen Den sidste romantiker, der blev lanceret som både ”monumental generationsroman” og ”gigantisk epos”, og nu har vi så fået albummet Facsimile, som selvfølgelig er ”første solo-album som solist i over syv år”, og som selvfølgelig også suppleres af en i øvrigt jævnt overflødig dvd, for det ville da bare være alt for ordinært sådan uden videre at udgive en håndfuld sange. Men altså; så opsigtsvækkende er det vel heller ikke, at Hall nu også synger sine egne sange, at det ligefrem skulle give anledning til ryddede forsider.

Det er heller ikke fordi, at man ligefrem falder ned af stolen, når man først sætter Facsimile på anlægget, og man undrer sig derfor lidt over de mange eksklamationer lanceringen har været pakket ind i. ”Var det bare det?” tænker man ved første gennemlytning, for pladen føjer formelt set ikke meget nyt til 90'er-plader som Random Hold og Adapter. Det er umiskendeligt Hallsk lige fra de indfølte fraseringer og den dæmpede klaverbårne tristesse til de evindelige elektroniske effekter, der suser ud og ind af landskaberne fremmanet af linier som ”In Moscow and St. Petersburg / the places turn into a blur / in your mind / a violent sigh”. Både tekst og musik er båret af Halls velkendte, ofte lidt kølige og distancerede æsteticisme, som både kan være en styrke og en svaghed. Ved de første par gennemlytnigner af Facsimile tænker man, at det sidste lidt for ofte er tilfældet. Smukt er det, men også en kende overfladisk og blankpoleret.

Med lidt tålmodighed begynder sangene dog så småt at bundfælde sig, og så begynder man faktisk at værdsætte pladen ganske meget. Nok får de elektroniske effekter under tiden lige lovlig meget friløb, og her er ind imellem nogle lidt billige gimmicks, som den stærkt stiliserede vinylknasen i slutningen af ”Ash and Lemon Water”. Men sangene rummer også et væld af flotte detaljer, hvor Halls store tæft for via arrangementerne at løfte nogle ret simple melodier op i tindrende højder. Glasklar enkelhed og detaljens sublimering går fint i spænd på disse ti numre, hvor Hall som sanger og sangskriver er i fin form. Sangene bygges for det meste op omkring en enkel klaver- eller guitarfgur, som siden udbygges med neo-klassiske og elektroniske klange.

Her er alt i alt tale om en ganske afdæmpet plade, som træder lidt tilbage fra de mere barokke cabaret- og operetteindslag på plader som Metropolitan Suite og Das Mechanische Klavier, og som sådan forekommer det helt upassende, at pladen skal gejles så meget op i lanceringen. For her er ikke tale om en musik, der taler med store bogstaver og udråbstegn. Faktisk er man lige ved at kalde pladen underspillet og (gisp!) ydmyg. Tag bare det smukke åbningsnummer ”Neglect”, hvor Hall over en formfuldent melodi nynner: ”I just couldn't see / how you shielded my every move / I just couldn't see”.

”Mimic” bygger på et skrøbeligt og let hakkende elektronisk loop, der sammen med strategisk placerede klaveranslag og atmosfæriske strygere skaber et mere knugende og filmisk univers, der tages op igen på ”A.S.A.P.”, der indfanger en både sensuel og foruroligende nattestemning i et kort glimt. ”She's checking her face in the mirror / adjusting her hair endlessly / the hard light of the elevator / follows her out in the street / it's too hot to sleep”, synger Hall med spøgelsesagtig stemme, mens musikken snegler sig langsomt fremad med en slæbende film noir-bas og isnende strygerklange. Det kunne meget vel være et Angelo Badalamenti-soundtrack til en David Lynch-film, men man mærker også påvirkningen fra Halls eget arbejde med teatermusik på pladen Camille. ”Other Rooms” og ”Ash and Lemon Water” byder igen på et mere klassisk popsnit, hvor især førstnævnte med sit velafstemte spil mellem guitar og cello er en fryd.

Eneste deciderede brøler er sangen ”Glistening on the Surface of the World”, der virkelig lyder af Hall på automatpilot. Her udebliver de øvrige sanges luftige elegance – ikke mindst i den alt for lange og bastante tekst, der allerede fra starten laver en gevaldig maveplasker med linierne: ”Faces swirling about me, perfumes and cigarettes / a generation grown up to find all gods dead / all faith in man shaken, all certainty let loose / a world of your desires, it's so hard to choose”. Ren tomgang pakket ind i bombastisk symbolik og generationspladder, og bedre bliver det faktisk ikke i musikken, der ikke alene er temmelig trættende i sin uopfindsomme brug af klaver-plus-mystiske-elektroniske-effekter-formel, men også forsøger at puste sig op til en bombastisk finale, der virker som ét stort postulat tilsat en gumpetung trommerytme.

Meget bedre bliver det heldivis på de tre afsluttende numre, der tilsammen nærmest danner en hel lille suite, hvor den lille instrumentale ”...” (ja, det hedder den!) fungerer som en fin og dvælende ouverture inden den store ballade ”Torn Envelope”, der med sit uimodståelige strygermotiv og flot forløste omkvæd er én af disse Hall-sange, som man næsten tilgiver ham alle hans manerer for, og en sang, som man gerne nævner i samme åndedrag som ”She's Eternal”, ”Images in Water” og andre af hans flotteste ballader. Også her bygges der op til stor finale, men det fungerer langt bedre end på ”Glistening on the Surface of the World”. Endelig sluttes der af med den fransksprogede ”Tu es mon image”, hvor Hall har fået hjælp til lyddesignet af vidunderdrengene i Efterklang. Deres spilledåseklimprende og højstvævende soniske fantasi klæder Hall godt, og det bliver ikke ringere af, at Biljana Stojkoska fra Amber giver sit diskrete vokale besyv med. De tre numre skaber tilsammen en overordentlig flot afslutning på albummet, og man må igen indrømme, at manden er i en klasse for sig, selvom han langt fra altid rammer plet.

Facsimile når dog ikke det indrømmet tårnhøje niveau fra klassikeren Random Hold, som ellers er dens nærmeste referencepunkt i Halls produktion. Men det er bestemt et kærkomment genhør med den melankolske og introverte æstet Hall. Næste gang måtte han dog for min skyld godt vende tilbage til det mere kantede og barokke hjørne, som han dyrkede til perfektion på duopladen med Christian Skeel, Metropolitan Suite fra 2001. ”Første duoprojekt med Skeel og Hall i seks år” lyder da også meget godt, ikke?