”Du er så tæt på at jeg ikke kan se dig”, lyder refrænet i en sang fra Olesen-Olesens seneste album, og af en eller anden grund var det i nogen grad netop den oplevelse, undertegnede havde ved brødrenes akustiske koncert i Øst for Paradis' smagfulde Sal I. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Øst for Paradis' lokaler udgør en fremragende ramme for disse såkaldte intimkoncerter – tak til det forholdsvis nye foretagende Klub Rotes Sofa for at have blik for det. Men Olesen-Olesen forekommer alligevel bedre tjent med en bare lidt større scene og i elektrisk regi, og synes således mere på hjemmebane på f.eks. VoxHall, som de med jævne mellemrum frekventerer i deres ydmyge svar på Dylans Neverending Tour. For Olesen-Olesens bedste arbejder er i enhver forstand store sange, der fortjener at blive bragt til udfoldelse i det storladne og dramatiske rockarrangement, som man eksempelvis kunne opleve ved deres sidste koncert i byen; indledningen på deres turné i kølvandet på sidste års glimrende Solsort og Forstærker.

En sang som ”Venter på Rennaisancen” synes uvægerligt at skrumpe, når den skæres fra de potentielle ti minutter til tre, i akustisk regi. Selvfølgelig en logisk disposition, da det akustiske setup i sit væsen har visse begrænsninger, og kort sagt kan blive uinteressant at høre på, hvis det strækkes i langdrag.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at det som altid var en fornøjelse at opleve Peter H. Olesens patetiske sangforedrag, understøttet af lillebrors rytmeguitar og den uundværlige dobro. Denne aften var der desuden – i tilføjelse til første gang Olesen-Olesen besøgte biografen for et par år siden – medbragt en tangentspiller, eller organist om man vil, og lydbilledet fungerede såmænd upåklageligt, mens kvartetten spillede sig igennem et sæt begyndende med ”November mere end nogensinde” og derefter ”Finland”, der af uransagelige årsager næsten altid er at finde på sætlisten. Ikke fordi at det er en dårlig sang, men mere melodisk såvel som lyrisk gods er der dog i ting som ”Set gennem en voksende rus” eller sågar det minimalistiske mantra ”Audrey Hepburn”, som denne aften præsenteredes i øm duet mellem Olesen-brødrene. Og som traditionen foreskriver til deres koncerter, trakteredes afsluttende med et enkelt covernummer fra det danske beatbagkatalog – ved tidligere lejligheder eksempelvis sange af Røde Mor og CV Jørgensen, i aften Kliché. Naturligvis.

Melankolien og vemodet har altid været ledetråde i Olesen-Olesens univers, på plade såvel som live. Alligevel var det som om, at tristessen var endnu mere påtrængende end sædvanligt denne aften i halvmørket i biografsalens mørkerøde stolerækker og på den interimistiske scene; november mere end nogensinde, og så i marts. Men Olesen-Olesen synes at have et trofast Århus-publikum, hvoraf en enkelt eller to repræsentanter altid er god for en idiotisk bemærkning til at trække det hele ned på et mere prosaisk niveau. Denne aften var et af disse højintellektuelle indspil, adresseret til forsangeren: ”Hva lawer Helle Helle (Peter H. Olesens kone, red.) i aften?!”. At begavet kunst alle dage har haft bøvede beundrere, kan man imidlertid i sagens natur ikke bebrejde Olesen-Olesen.