Det ultralille og forblæste galleri Spanien 19C har gennem lang tid lagt lokaler til nogle af de mest spændende koncerter på århusiansk grund – ikke mindst takket være koncertforeningen Ljuds brug af dette rå og nøgne rum. At vi her på Geiger har været karrige med at omtale disse arrangementer, må alene skyldes det faktum, at man her i livet alt for ofte tager gode ting for givet. ”You don't know what you've got till it's gone”, som Joni Mitchell jo sang. Der er dog oplevelser, som man ikke sådan lige synes, at man kan sidde overhørig, og amerikanske Larkin Grimm var afgjort én af den slags oplevelser. Den for mig indtil da ganske ukendte sangerinde var blevet klemt ind i et ganske omfattende, for ikke at sige presset, program, der i alt bød på hele fem koncerter, og der blev så sandelig gået til makronerne inden for vidt forskellige genrer og lydniveauer – alt sammen for latterlige 30 kroner! I forvejen havde det været annonceret, at lokale Snöleoparden (alias Jonas Stampe, der også spiller i Badun) samt en såkaldt ”overraskelse” fra Manchester ligeledes ville spille, men kort forinden var også to navne fra det vildtvoksende yoyooyoy-kollektiv blevet tilføjet – nemlig Fjernsyn Fjernsyn og Frisk Frugt. Strengt taget var det nærmest for meget af det gode. Hvor fremragende de enkelte præstationer så var, ville de givetvis have fremstået langt bedre, hvis de ikke i dén grad var blevet masset ind på én aften. Der gik kort sagt lidt for meget ankomsthal i foretagendet, og det var ikke den bedste atmosfære til denne musik. Selv ankom jeg under overraskelsen fra Manchester – en ung fyr, der sad på gulvet med en akustisk guitar forsigtigt og tilsyneladende meget nervøst klimprende nogle af sine egne sange, samt sange skrevet af venner og kærester. En som sådan ikke videre spektakulær overraskelse, men dog inderligt sympatisk – og trods den lettere slackeragtige fremtoning med en skarp fornemmelse for den gode melodi og et slet ikke ueffent guitarspil. Trods alt en ganske behagelig bonus, som lagde en god stemning, inden Snöleoparden straks tog over med noget ganske andet. Allerede Stampes indledning var en oplevelse for sig. Med en stemme og rytme som en slags katolsk præst messede han ind i mikrofonen en forklaring på, hvem han egentlig var, hvad han spillede og hvilket slags udstyr, han havde med – udstyr, der inkluderede en række effektpedaler, nogle mekaniske dyr, en gammel spolebåndoptager, en hjemmelavet xylofon og en fløjte. Efter denne overordentligt sære og svært underholdende intro kastede han sig ud i en famlende kakonfoni af støjsignaler primært frembragt ved at køre lyden af et løst jackstik gennem sine mange pedaler. Det udviklede sig til en meget rå og afprøvende noisemusik, som så igen udviklede sig til en helt hypnotisk oplevelse, da støjlydene blandede sig med lyde fra den gamle spolebåndoptager og fløjtespil fra Stampe selv. Efter dette fascinerende forløb bekendtgjorde den drengede musiker, at han nu ville spille ”Hodja fra Pjort”, for det var nu så længe siden sidst, hvorefter båndoptageren afspillede en ekstatisk version af Sebastians legendariske børnesang om Hodja og hans flyvende tæppe fremført af Stampe selv og et hold børnehavebørn, der efterfølgende skreg projektets navn Snöleoparden ud til det måbende publikum, så de formodentlig sent vil glemme det. Under hele denne seance blev de to medbragte mekaniske pelsdyr så tændt og begyndte at trave i retning af publikum, mens de udsendte en skinger lyd. Hvad disse dyr, der lignede katte, men udsendte et mærkværdigt bjæf som en slags tæppetisser-cyborgs og i øvrigt havde nogle ganske uhyggeligt lysende øjne, egentlig skulle forestille, har jeg svært ved at svare på. I hvert fald medvirkede de til, at koncerten udviklede sig til et nærmest grænsepsykotisk dyrekarneval, idet de under hele den resterende koncert vedblev med at udbasunere deres stærkt enerhverende hvin med en pågåenhed, der måtte få enhver Duracell-kanin til at rødme. Imens fløj ideerne hid og did hos Stampe, der blandt andet opførte et xylofonnummer, der lød som en dampbarns-version af Steve Reich, når han ikke kastede sig ud i flere maniske eksperimenter med sine pedaler. Det var stedvist virkelig fremragende og andre steder uforskammet usammenhængende. En både fascinerende og charmerende oplevelse var det dog først og fremmest, selvom jeg også blev oprigtigt lettet, da der blev slukket for de fordømte dyr. Med Larkin Grimm vendte koncerten atter tilbage i det akustiske hjørne, selvom der også her var masser af barnlig undren og dyrelyde. Faktisk var koncerten en af de sjældne, som var decideret akustisk – dvs. helt uden nogen form for forstærkning. Og godt nok er Spanien 19c et lille lokale, men der skal alligevel en vis power og et vist mod til at stille sig op på den måde. Inden havde hun ganske vist bedt folkene i det eller legendarisk tilrøgede lokale til at slukke smøgerne, mens hun spillede, fordi hun, som hun sagde, tog en hel del luft ned i lungerne, når hun sang. Det troede man gerne, for sikke en lyd, der kom ud! Larkin Grimm voksede op i en musikalsk familie i staten Georgia ved de Appalachiske bjerge, og arven fra de musikalske traditioner, der knytter sig til dette sted, fornægtede sig da heller ikke hos hende denne aften. Dels spillede hun en række traditionals fra området i hårrejsende smukke fortolkninger, men hendes egen sangskrivning bar i høj grad også præg af inspirationer fra amerikansk folk og blues. Samtidig fremviste hun en nærmest shamanistisk åre i sine musikalske hidkaldelser af ånder og kræfter i naturen, og selvom hun på et tidspunkt lidt ironisk bemærkede, at hun bare var der for at underholde, lagde hun i sidste ende ikke skjul på, at der var tale om et nærmest magisk ritual. Forinden havde hun fået lyset slukket og i stedet tændt en lille række fyrfadslys foran sig som eneste belysning. I dette svage, blafrende lys stod hun frem iklædt en spraglet kjole og akkompagnerede sig selv på skiftesvis akustisk guitar og dulcimer, ligesom hun undertiden også frembragte en diskret rytme gennem raslende smykker viklet om sine fødder. Og så var der jo stemmen, som med en helt overjordisk og alligevel yderst delikat klang førte os gennem mørket med hypnotiske og smukke sange om kærligheden, døden og naturen. I sangen ”I Killed Someone”, som var skrevet i en periode, hvor hun boede alene dybt inde i skoven og konfronterede sig selv med indre dæmoner, fik hun publikum til at frembringe lyde af fugle og ulve, men hun gik heller ikke selv af vejen for et sørgmodigt ulvehyl. Ellers bød koncerten på andre fremragende sange fra hendes album Harpoon, der dog fremstod ganske anderledes live end på det i øvrigt stærkt anbefalelsesværdige album, der udkom sidste år på selskabet Secret Eye. På pladen eksperimenteres der meget med en polyfon tilgang, hvor Larkin Grimms stemme spaltes i mange overdubbede lag. Hvor godt det end fungerer, var det dog en fornøjelse at høre hendes stemme så ufiltreret og intim som til denne koncert. Larkin Grimm kan i sin besættende og meget personlige brug af blues og folk lede tankerne hen på Cat Power, når denne er i sit mest månesyge folkmode. En endnu mere oplagt reference er dog Faun Fables, som dog er et noget mere teatralsk gemyt. Larkin Grimm fremstod dog denne aften først og fremmest som noget ganske unikt, og man var som transformeret til et andet sted, da man gik derfra.