Egentlig skal man lede længe efter et label, der har holdt sig så stramt til do it yourself-dogmet som Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio – i daglig tale BSBTA. Ud af over 100 udgivelser er det kun en håndfuld eller to, der er blevet fabriksfremstillet i højere oplag – resten er blevet lavet i hånden af indehaveren Christian Kann. Og på den måde er der næsten tale om sell out nu, hvor Kann rent faktisk har dristet sig til at trykke et stykke vinyl! Og ambitionen fejler bestemt heller ikke noget på selskabets hjemmeside, hvor 7”-singlen uden blusel udnævnes til en af årets bedste på europæisk grund!

Rent faktisk er der dog noget om snakken. I hvert fald på den måde, at de to numre, som henholdsvis danske Antenne og tyske cryptic scenery har leveret, hver især er fantastiske. De er også meget forskellige. Antennes – Kim G. Hansens – ”Long to Kiss” har allerede huseret på internettet i arbejdsversioner længe, og i denne så velsagtens definitive udgave er det Amstrongs Marie-Louise Munck, der står for de meget indfølte, skrøbelige og sårbare vokaler. Vokaler, hvis effekt blot forstærkes af den messende og sugende baggrund, hvor whiskers, dybe lydflader og en meget enkel, c64-agtigt enfinger-melodi tager form af en varm, men også fjern dønning. Var Everything But the Girl stadig aktive her i det nye årtusinde, var det sådan, de burde lyde: Raffinerede, suggestive, sensuelle.

Der har cryptic scenery – alias Christian H. Sötemann – altid været mere af en kølig, kantet og intellektuel størrelse. I hvert fald har hans hav af cdr-udgivelser gennem årene afsløret et temperament, der, når det husker at få hjertet med, er i stand til at skabe stor lydpoesi, mens det omvendt lidt for ofte fortaber sig i rigid koncepttænkning. ”Escape” er imidlertid et af de numre, hvor Sötemann rammer guldåren og får de små hår til at stå op på éns arme. En spinkel, country-inspireret melodi med hans måske ikke specielt skolede, men meget udtryksfulde vokal i centrum, der et kort stykke inde lader varme synths overtage akkordforløbet indtil det hele kulminerer i en absolut knugende, langstrakt guitarsolo, som ikke efterlader et øje tørt. I hvert fald ikke i disse stuer. Hvis bare Sötemann altid var så på én gang tænderskærende intens og stilfærdigt original!

Årets europæiske undergrunds-7”? Svært at sige, for selvom formatet er smalt, kommer der mange gode bud på den titel hvert år. Men ”Long to Kiss/Escape” er i hvert fald en nominering værd – og den bedste danske i det år, der er forbi.