Amstrong tager sig god tid, når der skal sættes et nyt album sammen. Deres tredje album siden debuten i 1998 med den dystre, knugende Sprinkler er ingen undtagelse. Der har længe floreret rygter om pladen og samarbejdet med den amerikanske producer Malcolm Burn – et særpræget, men interessant samarbejde på papiret, fordi Burn primært er kendt for sit arbejde med amerikanske folkrock- og country-artister som Emmylou Harris, mens Amstrong kommer fra en meget elektronisk og europæisk kant. Alligevel giver konstellationen god nok mening al den stund, at både Amstrong og Burn synes at søge hen mod et udtryk, der på én gang er grandiost og intimt.

Nu har pladen Lack of You faktisk været ude i adskillige måneder i Tyskland, men det er altså først nu, at den udkommer på dansk jord. Tydeligvis er det ikke det danske marked, bandet satser mest på, og hvorfor skulle det også være det, når man nu laver musik af absolut internationalt format? Det er nok også klogt ikke at sætte sin lid til andedammen, for selvom gruppen til stadighed bevæger sig hen mod et tilgængeligt udtryk med ferme melodier og velkendte sangstrukturer, passer den ikke helt ind på nogen hylde. Den har grundlæggende for mange særheder og aristokratiske nykker til at blive godtaget som endnu et håbefuldt dansk rocknavn.

Lack of You rummer blot ni sange med en samlet spilletid på under 40 minutter, så det er ikke fordi, at Amstrong har brugt den lange ventetid på et svulmende storværk. Hvor gruppen foretog et betydeligt stilskifte mellem Sprinkler og efterfølgeren Hot Water Music (2001), er noget tilsvarende heller ikke at spore på Lack of You, som holder fast i formlen fra Hot Water Music med en melankolsk, søgende sangskrivning et sted mellem pop, alternativ rock og elektroniske klange. Lyden er blevet lidt varmere end på den ironisk nok ret kølige Hot Water Music, og sangene er skåret strammere til med flere skarpe og berusende omkvæd. Afgørende fornyelser er der dog ikke tale om, og de behøves heller ikke, for formlen fungerer, og Amstrong viser igen en ferm evne til at bygge helstøbte, dragende stemninger op.

Det, der adskiller dem fra den meste popmusik, er, at de først og fremmest er et albumband. Ingen af deres plader kan rigtigt gøres op som en række adskilte højdepunkter, men skal høres som helheder. Lack of You kredser tematisk om behovet for kærlighed og hengivelse, men også om tabet, sorgen og afstanden, som sjældent kan undgås, når man vover sig ud i de følelser. Det er denne spænding, som er pladens rygrad, og det er også den, som afføder både melankolien og den menneskelige varme. Med den store sangerinde, Marie-Louise Munck, i front bæres sangene flot og usentimentalt igennem. Hun er ikke den type sangerinde, som krænger sin sjæl ud, men har ofte noget lettere fjernt og distanceret over sig, hvilket dog snarere er en force end en svaghed her. Der er en klædelig blufærdighed over disse kærlighedsdigte, hvor længslen efter den store hengivelse altid modsvares af en tvivl, en uro og et åbent spørgsmål om, hvorvidt kærligheden trods alt kan indfries.

Intet sted bliver dette dilemma blotlagt mere gribende end på ”Everywhere”, hvor Munck synger: ”Everywhere I lay down / My heart it wants to follow”. I det hele taget står pladen stærkest i store ballader som denne, mens både sangforedraget og de stort anlagte arrangementer kommer til at fremstå lidt stive og gumpetunge på mere rockede numre som ”Take Me Out Tonight” og ”Some Day Soon”. Åbningsnummeret ”To Be Kind” er derimod en elegant popsang med en hypnotisk strygerfigur, en ekkobelagt guitar og et sugende omkvæd, som så igen brydes ned i et mere flimrende mellemstykke med rastløse trommer og grædende slideguitar. Også den korte ”Waiting For a Song” må fremhæves som et legesygt, ironisk åndehul mellem balladernes svævende tusmørkestemninger. ”What's wrong with you? / You're waiting for a song / Songs never come in handy / When you need them the most”, konkluderes der oven på et finurligt haltende loop, som udbygges med slørede stemmesamples og ganske dansable trommer.

Amstrong venter dog ikke forgæves på den gode sang, selvom der som sagt er et par mere middelmådige af slagsen på pladen. ”Jonah”, som følger lige efter ”Waiting For a Song”, er drømmepop af fineste karat, hvor guitarerne spreder sig ud til en varm omfavnelse. En omfavnelse, som imidlertid udebliver i det hjerteskærende sangforedrag med ordene: ”You tried so hard to embrace me”. Savnet gennemspilles igen på den elegiske countryvals ”That's What I've Kept” - en sang, som med sin blå mundharpe, sine hviskende trommer og ikke mindst sin blødende guitarlyd bærer Malcolm Burns' klare signatur. Sangen kunne faktisk udmærket have befundet sig på den Burns-producerede Red Dirt Girl med Emmylou Harris. Og tekstens sørgende, dog afklarede anslag kunne faktisk også have ligget godt i Harris' mund med ord som ”When you realize you've lost track of everyone / Your best friends and your most beloved / When you realize it doesn't hunt you”.

Nu kunne nogen måske efter alt dette afsavn have ønsket en forsonende finale, hvor der blev lukket mere lys ind. Dette udebliver dog på det afsluttende titelnummer, der med slæbende trommer, mørke synthklange og et klaver, der lyder som natlig regn i mennesketomme gader, snarere står som en fortættet essens af hele pladens grundstemning. ”It drives me out of my mind / Don't you love me no more?”, synger Munck igen og igen mod slutningen. Og det er jo den problematik, det hele handler om. En rasende banal én af slagsen, måske, men sjældent formidlet så overbevisende som her.