Efter solo at have leveret én af sidste års bedste danske elektroniske udgivelser med Noiseworks 1, dukker den hyperproduktive Danny Kreutzfeldt nu op i selskab med Mads Weitling (alias Kiloton) i duoen Rumforskning. Og lugter såvel gruppenavnet som albumtitlen, Fremtiden, lidt af retro-futurisme, er det sikkert helt bevidst. I hvert fald er der noget svalt og videnskabeligt over disse seks lange, meget dronebaserede numre – men også et rum og en ro, som leder tankerne hen på de mere kosmiske scener fra Rumrejsen År 2001. Med andre ord føles cd'en lidt som at være ombord på én af de Voyager- eller Mariner-sonder, som i disse år med stædig determination er ved at forlade solsystemet.

Rummet er på mange måder et levende sted: Et kaotisk sammensurium af kosmisk stråling, støvpartikler, mørkt stof og deslige. Men det er også meget stort og tomt. Og sådan lyder Kreutzfeldts og Weitlings musik lige netop. Den befinder sig lige i krydsfeltet mellem ambient, click'n'cut og noise, men udmærker sig mest ved på én gang at være meget detaljeret og meget formløs. Numrene bygges typisk op omkring en køligt vibrerende synthdrone eller et uendeligt simpelt motiv, hvorunder der befinder sig et mylder af hvislende, pulserende og klikkende effekter, som skaber bevægelse uden egentlig at specificere dens art. De kan tolkes som radiosignaler fra fjerne stjerner, solvind eller støvkorn, der prikker hårdt til det soniske rumskibs skrog, men bedre er det måske blot at betragte dem som gådefulde kosmiske hændelser, som giver ”rejsen” karakter uden egentlig at give den et mål. Som ophørligt presser den ud på kanten af selve opdagelsen. Og netop fordi de er der, går Fremtiden ikke på noget tidspunkt i tomgang.

Ikke desto mindre er der numre på albummet, som bundfælder sig mere end andre. De to første, ”Vægtløs” og ”Lysår”, er deciderede lyddigte, som på ret identisk vis hypnotiserer, men egentlig ikke engagerer lytteren. Det er både godt og skidt, for der er tale om fine lydtæpper, som passer glimrende ind i konceptet. Man husker bare ikke så meget af dem bagefter. Så er der straks lidt mere at hente i ”Dagslys”. En virkelig smuk, enkel og sart melodi, der cirkulerer elegant omkring sig selv i over ni minutter, mens effekter, som minder om elektriske udladninger af vekslende styrke og karakter, på en næsten magisk vis holder den svævende. Og den over 21 minutter lange ”Rumtid (Hændelse 2)” gentager egentlig tricket, denne gang blot uden antydningen af noget melodisk. Her er der snarere tale om en række droner, som tager over efter hinanden i en løbende dunkel metamorfose, der vedligeholdes gennem sugende eller dybt buldrende lyde, som kommer og går undervejs. Her er man virkelig i deep space med alt, hvad der lurer derude af mysterier, vidundere og ukendte trusler.

Den indspilning på Fremtiden, der ligger tættest på at være konventionel musik – hvad man så end efterhånden skal forstå ved det ord – er imidlertid titelnummeret, der lader en spinkel, kosmisk melodi skjule sig helt nede i bunden af et uendeligt bølgende lydrum, som det er svært at beskrive, hvad består af, selvom man aner elektriske udladninger af den art, der opstår, når man hiver et stik ind og ud af en synth. Selvom forløbet igen er meget sart og smukt, er det dog mere ”Dagslys” og ”Rumtid (Hændelse 2)”, man tenderer til at huske albummet for.

Hvis man da ellers husker det som mere end en tilstand. For det er det, Fremtiden hovedsageligt er. Et moderniseret lydtrip tilbage til den tid, hvor rumforskning var noget spændende – dvs. før USA's rumfærger begyndte at styrte ned, og før man fandt på at placere ladninger af plutonium, som ved nedstyrtning kunne bestråle store dele af jordkloden, i satellitternes motorer. Her er der fred og (næsten) ingen fare. Og ikke så lidt stjernestøv at hente ned på jorden, hvis man har åbenheden og tålmodigheden.