En kendt forfatter sagde for snart mange år siden, at hvis man ikke har skabt noget af enestående kvalitet inden man er 22, så sker det aldrig. Denne hovmodige attitude er vel i grunden stærkt udbredt – og måske endda allermest inden for musikken. At det nu ikke altid behøver at forholde sig sådan, synes Klondyke med Mikael Ryberg Kristensen i spidsen at være et godt bevis på. Og tag bare den ligesindede Kenneth Thordal med i denne ombæring. Begge har en lidet misundelsesværdig musikalsk fortid fra dengang 1980'erne var klædt i lige dele sort og pastel.

Men efter alverdens krumspring oplever de (let grånende) herrer her i starten af det 21. århundrede et både kunstnerisk og kommercielt gennembrud. Det kan sagtens lade sig gøre at være 'en sen starter'. Armene var således i vejret med det samme, da Klondyke udgav debuten Guld (2002), og de blev såmænd oppe med den hastige efterfølger Lille Vampyr (2003). På begge albums bemærker man et suverænt greb i den klassiske singer-songwriter-tradition med udsigt til 'americana' og skandinavisk visesang. Og man har i den sammenhæng ikke mindst bemærket Mikael K.'s stærkt begavede dansksprogede tekster om den alt for mærkværdige hverdag. Det har endda været i en sådan grad, at tekstuniverset i stor udstrækning har skygget for bandets ellers sofistikerede musikalitet. Man kan nu også anklage bandet for selv at lægge op til det, da Mikael K.'s vokal på begge albums er mixet usandsynligt langt frem i lydbilledet.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at bandet har rådet bod på dette, men det er i hvert fald tydeligt, at vokalen er trukket lidt tilbage på deres nye og tredje album Verdensmand. Dog ikke i en sådan grad, at lytteren kommer i tvivl om teksternes status og betydning. Vokalen er med andre ord ikke et musikalsk redskab på linje med guitaren eller trommerne. Den er og forbliver omdrejningspunkt for sange, der i Bob Dylans ånd lever af narration og deskription. Noget andet er dog, at albummet i forhold til tidligere bærer præg af en lidt mere 'moderne' puls. Flere steder kradser guitarerne noget, hvortil kommer en mærkbar elektronisk understrøm.

Første nummer ”Til Spanien” er ligefrem en ren Kraftwerk-pastiche (læs: ”Trans-Europe Express”) kun afbrudt af det højstemte mellemspil for akustisk guitar og strygere. Symptomatisk handler sangen da også om en bizar togtur til Spanien: ”Jeg er med William Bourroughs i Nova Ekspress i en kupé med et dværgægtepar på 50”. Og jo, det er ikke hver dag, man får serveret billeder og rim af den karakter i moderne dansk musik. Nogle vil måske tale om, at der er lidt for mange manerer i rækken af udsøgte billeder og de forskellige populær-kulturelle konstellationer, der drages ind, men det tager jeg nu gerne med. Musikalsk er der dog alt andet lige ikke så meget at hente og den efterfølgende ”Easy Rider (27)”, som pludselig kommer op i et gevaldigt rockende gear, vinder også kun primært gehør gennem det flotte piano-spil.

Nærværet rykker for alvor ind med ”15 graders frost”, som læner sig bagover i et ulmende strejf af piano, strygere og elektroniske effekter. Anslaget er nærmest perfekt og suverænt arrangeret i forhold til fortællingen om den mand, der rådvild – ramt af livet - går rundt i 15 graders frost. På samme nærværende og underspillede, nærmest let jazzede måde kryber ”En 5-stjernet tabers comeback” sig ind under huden. Klondyke benytter sig af klassiske dyder, men gør det oftest med tæft for detaljen. Sangene bliver i den grad pittoreske uden dog at nærme sig det alt for anmassende – måske lige med undtagelse af ”Desdemonas Pikador”, som svælger lige lovligt meget i flamenco- og mariachi-effekter. Det er altid godt at se et band, som lægger vægt på, at form og indhold følges ad, men alligevel.

Så vil jeg hellere fremhæve den formidable dommedagsprofeti ”Fra Bagdad til Ground Zero”, smukkere går verden ikke under, den svært iørefaldende ”Jim og Louise” samt den indfølte afslutningshymne ”Aften i sort-hvid”. I sange som disse viser Klondyke for alvor hele potentialet og hæver sig højt over, hvad mere almindeligt dødelige danske rockmusikere går rundt og finder på. Alt lykkes som sagt ikke på Verdensmand. Sådan var det heller ikke med de tidligere albums, men der burde i hvert fald være humor, melodi, musikalsk raffinement og fremragende tekster nok til at kunne lægge TV-2 afgørende bag sig.