Eventide - http://www.information.dk/238441
   Forside  :: Om Geiger  :: Anmeldelser  :: Artikler  :: Forum  :: Kalender  :: Konkurrencer  :: Links  :: Relevans  :: Geiger Records

ANMELDELSER
» Alle kategorier
» Geiger anbefaler
» Bøger
» Demoer
» Diverse
» Klassikere
» Koncerter

ANNONCE
Skribenter søges - http://www.geiger.dk/om_geiger/oss/#skribenter

GÆSTEANMELDER
Læs hvad forskellige gæsteanmeldere har anbefalet her på Geiger.dk. Læs bl.a. anbefalinger fra:
» Magnus Olsen Majmon

Klik her for at sende et link til denne anmeldelse til en ven. Klik her for at få en printervenlig version af anmeldelsen. Klik her for at se en liste over tilgængelige RSS-feeds for anmeldelserne.
 
Exquisite Russian Brides: 'To Increase in Size'
Exquisite Russian Brides  Geiger anbefaler!
To Increase in Size
(cdr, The Cat Box Corporation/Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio, 2006)

Hvad betyder det egentlig: ”At tage til i størrelse”? I disse tider betyder det nok som oftest at lade sit ego vokse uhæmmet efter devisen ”jeg fødes alene, jeg dør alene, jeg lever alene efter egne vilkårlige mål, som kun en stakkel kommer i vejen for!”. Men der er andre måder at tolke udtrykket på. F.eks. ved at plante sit ego midt i det felt, der hedder ”verden”, og lade det sprede sig i den, så både det og omgivelserne vokser i samspillet. Det kan man f.eks. gøre ved at inddrage kvaliteter ved tiden og stedet i den kunstneriske skabelsesproces, så den kreative bevidsthed faktisk skaber et produkt, der er større end sig selv. Og det er netop det, Marc Kellaway (Exquisite Russian Brides' definitive fællesnævner) har gjort med To Increase in Size.

De fleste sande kunstnere har altid en notesbog, en tegneblok eller en lydoptager med sig, og det er mindre pga. intellektuel forfængelighed, at man altid holder muligheden for dokumentation ind til kroppen, end fordi man netop kan overrumples af verden. Og det blev Kellaway åbenbart efter at have hørt optagelserne igennem fra sin koncert i københavnske Literaturhaus d. 23/10. Her optrådte han i to omgange med de to andre medlemmer af sideprojektet Tender Buttons: Marie Jensen på violin og Tanja Jessen på guitar, orgel og harmonika. I den ene halvdel improviserede han med Jensen i stedets nedlagte kirkerum, hvor de to til sidst gik spillende rundt blandt publikum, i den anden med Jessen i et mørkt, diskotekslignende lokale. Meget betegnende for kunstnerens fascination af rum, akustik og kontekst. Ofte skabes hans musik i miljøer i stedet for studier, hvilket netop er det spændende ved hans metode, som den tager sig ud på nuværende tidspunkt.

Marc KellawayGrundbåndene fra Literaturhaus er nu blevet til denne to numre lange cdr. En meget dronebaseret udgivelse, der modsat de fleste tidligere ting under ERB-banneret er ret mørk i grundtonen. Selve titelnummeret er svært at beskrive i enkeltheder, men i centrum står Jensens kølige, vandrende violin, hvis messende, let skingre grundtone konstant sættes i relief af Kellaways udfald på alt fra stemme og melodica til bånd, der afspiller optagelser af regn og torden. Derved opstår der et sublimt samspil mellem stationære og mobile lydelementer, der giver det samlede udtryk en imponerende fylde. En fylde, der vokser endnu mere ved at blive filtreret gennem lokalets akustik, og som også spænder over flere rum på den måde, at der i hvert fald inkorporeres lyde fra tre forskellige lokaliteter: Naturen, Kellaways hjemmestudie, der har lagt rum til enkelte grundoptagelser, og Literaturhaus. Det samlede resultat er blevet et særdeles hypnotisk og suggestivt, om end lettere forpint stykke musik, der ikke blot har fragtet den omgivende verden ind i sig selv og omfavnet den i koncertsituationen, men også kan læses som en model af samme med sin dynamiske vekselvirkning mellem stilstand og udvikling, der udfoldes i tid og rum gennem en blanding af det forberedte og det improvisatoriske. Jo, der tænkes stort - både praktisk og filosofisk - men på den helt rigtige måde!

I del to, ”To State That no Blame Should Be Attached to Someone”, gentages omtrent samme trick, men med Jessens strømførende strenge som den primære dronekilde. En kilde, der ligger under det hele som en både meget smuk og meget grim lydmur, hvis kolde signal paradoksalt nok forstærker varmen i Kellaways lige så dominerende harmonika. Det hele føles lidt som det auditive modsvar til at mærke et pludseligt tropisk vindpust på en råkold vinterdag: desorienterende og absurd, men også meget, meget smukt. Og mens guitardronen toner bort, så harmonikaen til sidst står alene tilbage i selskab med et langt lunere guitarmotiv fra Jessens kant, breder der sig et meget tilfredst og forløsende smil over éns læber.

To Increase in Size ser, efter nylige udtalelser, ud til at blive det sidste Exquisite Russian Brides-udspil for en tid, om end arbejdsnarkomanen og legebarnet Kellaway helt sikkert vil stikke ansigtet frem i andre sammenhænge i den nærmeste tid. Og måske er det logisk nok, for mange af de idéer, der undervejs har farvet dette dronebaserede projekt, synes at finde en ret definitiv form her. Kan ske, at det er på tide at rive spillereglerne i stykker og kaste sig ud i nye former og måder? Men som et foreløbigt punktum kunne Kellaway næppe have bedrevet noget flottere eller større end denne cdr.

Steffen B. Pedersen, 30. jan 2006


Yderligere information

www.vinyldogjoy.dk/aboutus.php

Kommentarer (0)

Nedenfor kan du læse kommentarer til anmeldelsen. For at poste kommentarer skal du have en profil, som du kan registrere gratis her.

Der er endnu ikke skrevet nogle kommentarer.      
Skriv kommentar


Husk
» Registrer profil
» Glemt kodeord

ANNONCE
Geiger - http://www.geiger.dk/om_geiger/oss/#skribenter

LÆS OGSÅ

Exquisite Russian Brides
Exquisite Russian Brides



Exquisite Russian Brides
Heavenly Flowers of Spring



Exquisite Russian Brides
Skylight



Tender Buttons
Tender Buttons



The President's Heart
The Supreme Record



Amstrong
Hot Water Music



Vinyl Dog Joy
Stories from the Halfway House



Amstrong
Lack of You



Amstrong
Lack of You


© 2000-2010 Geiger
Indhold må ikke gengives uden skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af Geiger.dk's brugere stemmer ikke nødvendigvis overens med redaktionens.

Til toppen