Dette er en compilation, og undertitlen siger det hele. ”Simpelthen: En samling numre, der udnytter (Sic!) det populære instrument, melodika'en”.

Bloated Sasquatch Beer Theatre Audio hedder det københavnsk baserede pladeselskab, og manden bag det hedder Christian Kann. På Geigers hjemmeside findes allerede en anbefalelsesværdig artikel om selskabet og filosofien, så ikke mange ord om den side. Kun at det er bemærkelsesværdigt for et enmandsforetagende at udgive lige under 100 katalognumre på ca. fem år, og at ordet demokratisering er vigtigt for pladeselskabet. Her er intet stramrøvet rettighedsrytteri, målgruppetænkning, kommercielle satsningsområder og hvad har vi. Næ, her er en mand med nysgerrige ører, næsen i alt, der lugter af undergrund og en stor lyst til at dele og dele ud. Et eksempel er at støve kunstneren Shiu-Yeung Hui op. Han præsenteres som: ”En kinesisk studerende som befinder sig i Danmark det næste års tid. Shiu har bl.a. spillet i det skæve ensemble kaldet Maher Shalal Hash Baz…” Se, det er alt sammen yderst sympatisk.

Udgivelse #95 giver lytteren mulighed for at lære 14 kunstnere/bands at kende. Kunstnere, som er mere eller mindre etablerede (mest det sidste) og som er med på udgivelsen, fordi de alle benytter (eller udnytter!) en melodika i deres musikalske udtryk. Det er et godt koncept og giver lytteren en oprigtig mulighed for at danne sig en mening om instrumentets styrker og svagheder. Alt sammen gennem numre, hvoraf de fleste oser af nysgerrighed, legesyge og en søgen efter mangfoldigheden i musikken som udtryksform.

Instrumentets svagheder: Man får en mistanke om, at melodikaen nogle gange vælges af mennesker, der gerne vil ”spille” et instrument, der hurtigt kan give lyd og mening. Det er svært at eksperimentere, når man ikke kan spille traditionelt på det instrument man udfordrer – det høres, at grundhåndværket ikke er ok. Og det er udgivelsens svaghed. At man måske ikke grundlæggende har reflekteret over, hvor instrumentet, som er compilationens omdrejningspunkt, fungerer og hvor det er sødt fyld og mangel på bedre ideer.

Instrumentets styrker: En af melodikaens åbenlyse kvaliteter er, at det kan give en både vidunderlig og mystisk gengivelse af et søvnigt naivt univers. Vel benyttet tilføjer den en eksperimentel dimension, og den traditionelle instrumentering udfordres. Flere kunstnere bruger melodikaen som eneste instrument. Det gælder f.eks. for to af de tre spændende kunstnere, der her skal fremhæves.

Respirator (alias Thomas Christensen) giver på nummeret ”East Bridge”, melodikaen et melankolsk univers og trækker den, gennem elektronisk manipulering, i uhyggeskabende retninger så lytteren får myrekryb. Duoen Funny Art Collective bruger på nummeret ”dodekalodica” kun trommesamplinger udover melodikaen. Den spilles af Line Sabroe, som kan sit Balkan-repertoire. Mikset med drum'n'bass from outer space bliver det hele til et herligt langt ude-nummer.
Land of Ill Earthquakes spiller crazysød indiepop, der ligesom Architecture in Helsinki leger med instrumenter, tempi og vokaler. Det er charmerende og har det tvist, der gør, at det lyder som noget på hjerte.

Men der er andre snapse, og udgivelsen kan varmt anbefales. Til sidst i presseomtalen står: ”Der kommer muligvis lignende instrument-centrede kompilationer, med f.eks. banjo, blokfløjte, og sitar på et senere tidspunkt. (But don't quote me on it!)”. Det kom vi så alligevel til, men kun for at opfordre til at følge med i udgivelserne fra BSBTA. Udgivelserne købes gennem hjemmesiden, og priserne er mellem 20 og 70 kr., hvilket er mindre end en biografbillet eller et godt magasin. Det er jo ingenting for at få udvidet sin horisont – og det kan vel passende være et fortsæt for 2006.